Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

28. maj 2004


Tycoon
*Godfather-filmene og Sergio Leones Once Upon a Time in America synes at have tjent som inspiration for den russiske instruktør Pavel Lounguines underholdende Tycoon.
Filmen handler om en håndfuld venner, idealister og lykkeriddere, der under Gorbatjov og i guldgravertiden efter Murens fald opbygger et forretningsimperium med lige dele sund foretagsomhed og lyssky midler. Den spændende historie fortælles bagud i glimt, mens en underbetalt og sørgmodig politimand efterforsker det mystiske mord på gruppens leder, Plato, titlens tycoon (Vladimir Mashkov), der enten er blevet et offer for venners ambitioner eller et korrupt statsapparatur, som vil have deres del af kagen.
Lounguines bedrift er, at han både leverer en ’familie’-saga af den stort anlagte, melodramatiske slags, en intens, politisk thriller og et intelligent portræt af et bedaget politisk system og et vakkelvornt samfund, som faldt fra hinanden i takt med Sovjetunionens opløsning – og de konsekvenser, som sammenbruddet fik. Politikere og politi-etat i Tycoon skildres som nogle værre banditter, mens Plato og hans kumpaner, der begyndte som idealister og forvandlede sig til kyniske pengemænd, ikke længere er ærlige over for sig selv og deres omverden.
Hvis Tycoon har en helt, så er det den menige politimand, der er fanget et sted mellem politik og big business, der ikke levner plads til almindelige mennesker, og således får filmen en vis social-satirisk brod.
Man kan diskutere, om ikke Pavel Lounguine er for venlig mod de trods alt usympatiske typer, han skildrer – og som må være meget værre i virkeligheden. Men da hans ærinde hovedsageligt er at underholde publikum, der selv må fange filmens politiske budskaber, er den lette tone retfærdiggjort. CMC
Tycoon. Instruktør: Pavel Lounguine. Manuskript: Aleksandr Borodyansky, Yuli Dubov og Pavel Lounguine. Russisk

Film og musik
*Det er en ret fascinerende oplevelse at se stumfilm, mens et symfoniorkester sørger for live underlægningsmusik. Og det bliver der mulighed for både den 2. og den 4. juni i Tivolis koncertsal.
Den 2. juni kl. 19.30 er det Victor Sjöströms Körkarlen fra 1921, som får ny musik af den svenske komponist Matti Bye, der også opfører den sammen med sit fem mand store orkester. D
Den 4. juni kl. 19.30 kan skuespilleren Valdemar Psilander ses i hele to film, Ved fængslets port (1911) og Evangeliemandens liv (1915), og denne gang er det pianisten Neil Brand, som sørger for akkompagnementet. CMC
Billetter kan bestilles på www.billetnet.dk.
www.tivoli.dk

På tur til Mars
*Det danske computeranimationsstudie Krogh Mortensen Animation har sammen med Tycho Brahe Planetariet produceret den første danske IMAX-film.
Filmen, der fra den 20. juni kan opleves i Planetariet i København, fortæller om »de igangværende missioner på Mars,« står der i en pressemeddelelse fra Krogh Mortensen. »Vores vision var at give folk et realistisk indblik i, hvordan det ville se ud, hvis man selv stod på Mars’ overflade.« CMC
www.KM-Animation.dk
www.planetariet.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu