Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

8. maj 2004

ARoS er utæt
Et kraftigt uvejr over Århus har afsløret, at byens nye museum ikke er vandtæt. Særligt udsat for regnvandet er Ron Muecks Boy – den fem meter høje skulptur, der står placeret i bunden af bygningen – som nu er pakket ind i plastik for at forhindre vandskader på det nys indkøbte vartegn.
ARoS’ vicedirektør, Ole Capion, siger til Århus Stiftstidende, at nye byggerier altid har mangler. »Vi havde forventet et tæt tag, men der er jo altid ting at justere ved et nyt byggeri,« siger han, og forklarer, at museet har iværksat en undersøgelse, der skal afgøre, om den arme dreng har taget skade. »’Boy’ blev lidt våd på skuldrene, men han er heldigvis en robust fyr,« forsikrer Capion.

Det er ikke størrelsen...
Taastrup Teater har i høj grad bidraget til at gøre Vaginamonologerne, som tre år i træk tiltrak et stort publikum til teatret, til en moderne klassiker. I den kommende sæson forsøger teatret sig med et maskulint modstykke til de legendariske monologer – stadig under bæltestedet. Det sker i form af komedien Er det størrelsen, det kommer an på – et one-man-show med Gordon Kennedy, der præsenterer og kommenterer »manden syd for navlen«. Stykket instrueres af teatrets leder, Mogens Holm.

Det Kgl. Teater i medvind
Det Kongelige Teater tiltrak sidste år 543.000 tilskuere til sine forestillinger mod 460.000 i 2002 og 439.000 i 2001. Topscoreren blev opsætningen af Ivanhoe i Dyrehaven, der blev set af 28.000.
Tallene fremgår af teatrets beretning for 2003, og omfatter ikke operakoncerterne i København og på Skamlingsbanken samt andre gratis friluftsarrangementer.
Totalt var 84 procent af pladserne besat til de forskellige forestillinger. Inden for skuespillet blev 317 opførelser, som Det Kongelige Teater kalder ordinære forestillinger, set af godt 106.000 mennesker.
Operaen havde til sine ordinære forestillinger et samlet publikum på 132.700 og en sædebelægning på 94 procent – den højeste af de tre klassiske kunstarter. Balletten tegnede sig for godt 101.000 tilskuere.
Regnskabet viser i øvrigt indtægter på 456,6 millioner kroner, næsten 17 millioner flere end året før.

Kortest muligt
Poeten og rockbandet I dag samles Peter Laugesen og Singvogel atter til beatpoesi med orkester. Det sker på Musikbiblioteket ved Brandts Klædefabrik i Odense kl. 14.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her