Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

5. maj 2004

Sølvgade savner fortsat sølv
Politiet i København har bedt kollegerne i udlandet om hjælp i sagen om indbruddet på Statens Museum for Kunst natten til søndag, hvor to mænd stak af med sølvtøj for godt en million kroner. Kriminalkommissær Gerhard Payne ønsker dog ikke at specificere hvor i udlandet, man søger bistand til lokaliseringen af såvel gerningsmænd som stjålent sølv. Tyvene handlede hurtigt, da de i løbet af kun godt fem minutter trængte igennem otte låste døre på museet, smadrede glasmontrerne og forsvandt med blandt andet et fiskefad og en lysestage fra udstillingen af Georg Jensens kunsthåndværk. Alt sammen uden at museets videoovervågningskameraer efterfølgende kunne afsløre tyvene på det mørklagte museum. Politiet har kun fået ganske få henvendelser i sagen.

Bryllupsgave fra Det Kgl. Teater
Et af 60’ernes og 70’ernes store folkrock-navne, Donovan, har sammen med en lang række andre kunstnere indvilliget i at hylde Frederik og Mary Donaldson ved festforestillingen i Det Kongelige Teater aftenen før det royale bryllup skal stå.
Forestillingen indledes med Kong Christian stod ved højen mast og afsluttes med brudevalsen fra Bournonvilles ballet, Et Folkesagn. I mellemtiden vil der være så varierede kunstneriske indslag som Mendehlssohn-Bartoldys Bryllupsmarch over The Raveonettes til verdenspremiere på en ny ballet af John Neumeier med musik af Outlandish. Sonja Richter fremfører et Bryllupseventyr af Jokum Rohde, der er forfattet specielt til lejligheden, mens Kashmir, Benny Andersen, Povl Dissing & The Brazz Brothers samt Sanne Salomonsen og Chris Minh Doky leverer musik fra den danske scene. Den
australsk-fødte komponist Percy Grainger bidrager med korværket, The Merry Wedding.Festforestillingen transmitteres direkte på DR 1, 13. maj fra kl. 18.45 og fire timer frem.

Mobile radiolyttere
Nye tal fra Gallup Radio Index viser, at Danmarks Radio i årets første kvartal udfylder 65 procent af radiolytternes tid, mens 35 procent af lytternes tid går til andre stationer. Tallene er baseret på 6.954 personer, der hver har udfyldt en radiodagbog i en uge. I den pågældende uge har lytterne noteret al deres radiolytning.
Af lyttermålingen fremgår også, at de kommercielle radiostationers samlede markedsandel er vokset fra 27,6 procent i november til 32,9 procent i marts.
Sky Radios markedsandel er vokset fra 5,9 procent i februar til 6,4 procent i marts. Hver uge stiller 1.134.000 forskellige lyttere ind på Sky Radio.
Radio 100FM har ca. 700.000 ugentlige lyttere på trods af, at den kun når ud til 38 procent af de danske radiolyttere. Med en stigning i andelen af radiolytningen på 37 procent, er 100FM dermed den station, der har øget sin lytterandel mest.

Repremiere på Abdallah
Når tæppet går til det romantiske eventyr, Abdallah på Det Kgl. Teaters Gl. Scene på fredag kl. 20 vil hovedpartiet danses af Thomas Lund, der for nylig modtog en Reumert i kategorien ’Årets danser’. Historien om den bundreelle skomager fra Basra, der redder en lokal sheik fra at blive dræbt af tyrkerne og til gengæld får en magisk femarmet lysestage, er et ægte Bournonville-eventyr med fest, mystik og magi. Den kvindelige hovedrolle danses til premieren af Gudrun Bojesen, mens den lokkende Palmyra danses af Gitte Lindstrøm. Til 22. maj.

Lokaljournalistik får pris
Dansk journalistik får en ny pris. Spadestikprisen på 100.000 kroner præmierer det bedste stykke undersøgende journalistik begået af et lokalt eller regionalt medie, skriver Ritzau.
Den nye pris skal inspirere lokale og regionale medier til at øge produktionen af undersøgende kvalitetsjournalistik, der går et spadestik dybere end den daglige nyhedsstrøm. Prisen er finansieret af Nordjyske Medier, Fyens Stiftstidende, DR Østjylland og TV 2/Østjylland, og uddeles første gang på seminaret ’Et spadestik Dybere 2’, der finder sted i dagene 4.-5. oktober som opfølgning på et tilsvarende seminar i 2002. www.etspadestikdybere.dk

Kortest muligt
3D Animationens Oscar, 3D Awarden, uddeles i aften kl. 20 ved den internationale 3D Festival, der afholdes i Bella Centeret. 3D Awarden er den eneste af sin slags i verden. Blandt de nominerede er bl.a. folkene bag Ringenes Herre, The Matrix, The Hulk, Pirates of the Caribbean og Terminator 3.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu