Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

18. maj 2004

Betty Nansen integrerer
Betty Nansen Teatret i København udvider fra den kommende sæson aktiviteterne. Ud over forestillingerne på de to scener etablerer teatret en særskilt afdeling for integration som udbygning af projektet De andres tanker – en række teaterstykker om nydanskerne, som teatret har vist på sin lille scene, Edison, i de to seneste sæsoner.
Projektet gennemføres med støtte fra Københavns og Frederiksberg Kommuner, Integrationsministeriet og de storkøbenhavnske teatres sammenslutning, DST, der bidrager med midler fra en særlig pulje.
De andres tanker blev lavet i samarbejde med teatre i udlandet. Ved tilblivelsen af stykkerne medvirkede udlændinge, bosat i Danmark, i en slags konsulentrolle, der også har inspireret det nye tiltag.
»Vi laver det for at signalere til andre kulturinstitutioner, at integrationen af vore fremmede medborgere selvfølgelig også er vores ansvar. Vi har vist her på teatret, at det kan lade sig gøre at få kontakt med disse miljøer, og at det er muligt at få nydanskere til at gå i teatret,« siger en af Betty Nansen Teatrets to direktører, Henrik Hartmann.
Integrationsafdelingen starter med en såkaldt åben dagsorden. Og ud over teatrets egne folk har blandt andet instruktører udefra og filmfolk vist stor interesse for projektet, skriver Ritzau.

Legat til Afsnit P
Årets Sven Dalsgaard-legat, der uddeles af Den Frie Udstillings bestyrelse, går i år til Afsnit P. Surrealisten Dalsgaard (1914-1999) var mangeårigt medlem af Den Frie Udstilling. Legatet på 70.000 kroner, der stammmer fra hans efterladte bo, gives til »fremstående eller lovende, yngre eksperimenterende kunstnere« og blev første gang uddelt til billedkunstneren Olafur Eliasson på Sven Dalsgaards fødselsdag 29. maj 2002. Legatet kan ikke søges.
Afsnit P har igennem de seneste 10 år arbejdet i grænselandet mellem litteratur og billedkunst, først som fysisk galleri og boghandel i København, siden som virtuelt udstillingsrum for visuel poesi på adressen www.afsnitp.dk. Redaktionen bag websitet består af Martin Deichmann, Christian Yde Frostholm og Karen Wagner.

Rumsfeld-tale med musik
USA’s forsvarsminister Donald Rumsfelds taler er så særegne, at de bør foreviges på plade. Det mener en gruppe musikere, der står bag The Poetry of Donald Rumsfeld and Other Fresh American Songs – en ny og ganske usædvanlig pladeudgivelse, som snart sendes på gaden. Pladen består af taler og andre udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister, som på mere eller mindre poetisk vis er underlagt musisk behandling.
En af sangene er »The Unknown«. Den består af uddrag fra Rumsfelds flittigt citerede tale om situationen i Irak: »As we know / There are known knowns / There are things we know we know / We also know there are known unknowns«. Teksten synges af sopranen Elender Wall. »De kommentarer Rumsfeld kommer med, når han bevæger sig udenfor manuskript, er sjove, mere eller mindre overvejede og temmelig mærkelige. Vi mener, at han forsøger at fortælle en historie, som ikke holder – særlig hvad situationen i Irak angår,« siger musikeren Bryant Kong, der står bag udgivelsen, til AP.
Komponisten mener, at Rumsfelds taler kombineret med klassisk musik viser, hvor utroværdige forsvarsministerens udsagn er.
En mulig streg i regningen for Bryant Kong, som har samarbejdet med humoristen Hart Seely på projektet, er at Donald Rumsfeld tager udgivelsen med godt humør.
»At en smuk kvinde synger mine pressekonferencer, siger meget om verdens tilstand,« siger Rumsfeld til AP.

Verdens dyreste kunstnere
Kunsttidsskriftet ARTnews.com har udarbejdet en liste over verdens dyreste nulevende kunstnere, der er blevet til ved hjælp af interviews med sælgere og auktionshuse. Fælles for kunstnerne er, at de alle har solgt enkeltværker for over 30 millioner kroner. Og så er langt de fleste amerikanere.
Den amerikanske kunstner Jasper Johns værker er de dyreste. Hans maleri Gray Numbers (1958) blev for et par år siden solgt for ca. 240 millioner kroner – og det er den højeste pris nogensinde for en nulevende kunstner.
Dernæst følger på listen: Gerhard Richter, Bruce Nauman, Jeff Koons, Lucian Freud, Robert Rauschenberg, Brice Marden, Richard Serra, Frank Stella og Cy Twombly.

Kortest muligt
Karen Blixen I dag indvies det nyrestaurerede Karen Blixen Museum i Rungsted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu