Læsetid: 3 min.

På tur uden guide

Med ’Russian Ark’ cementerer Alexander Sokurov sin status som en af russisk films visuelt mest spændende, men også introverte, ja, næsten publikumsfjendske instruktører
6. maj 2004

Ny film
Der er kommet gang i russisk film. Efter mange års stilstand og en alt andet end stabil økonomi er både staten og private for alvor begyndt at investere i filmbranchen, og det giver en ung generation af filminstruktører mulighed for at genetablere det kreative miljø, som det sovjetiske statsapparat i vid udstrækning kontrollerede, og som faldt sammen med muren for 15 år siden.
De fleste af de unge filmskabere tager udgangspunkt i en moderne russisk virkelighed og fortæller historier om deres egen generation, men også den stolte tradition for kunstnerisk vægtige film fortalt i et ekspressivt, symbolladet filmsprog, holdes i hævd, blandt andet af særegne skikkelser som Alexander Sokurov (Taurus, Mor og søn).
Mange af de russiske film har nydt en vis succes på filmfestivaler verden rundt, men kun få af dem er nået til Danmark. Ud over Sergei Bodrovs Bjergenes fange og Brændt af solen af Nikita Mikhalkov – der plejer en karriere som leder af filmfestivalen i Moskva – skal man nærmest tilbage til Tarkovski for at finde en instruktør, hvis film regelmæssigt kunne ses på de danske biograflærreder.
Set i det lys bliver 2004 et skelsættende år. Hele tre russiske film får dansk premiere, den første, Sokurovs Russian Ark, allerede i dag, mens de to andre, den underholdende Tycoon og det intense familiedrama The Return, kommer senere i år.

Tour de force
Russian Ark, der havde verdenspremiere i Cannes forrige år, er først og fremmest et modigt filmteknisk eksperiment, en visuel tour de force, der demonstrerer nogle af de vidtrækkende, originale muligheder, der ligger i den digitale teknologi.
Der bliver slet ikke klippet i den ca. 100 minutter lange film, der er optaget med digitalt videokamera i ét, respektindgydende hug på Skt. Petersborgs Eremitage-museum, det tidligere zar-palads. Kameraet glider gennem museets mange elegante sale – sceneskift markeres af overgangen fra et rum til et andet – og illuminerer dele af Ruslands omskiftelige historie, mens vi ser fortiden blive vakt til live af skuespillere.
Det er svært at forestille sig de anstrengelser og forberedelser, som Sokurov og hans teknikere har måttet gå igennem, før han første gang kunne råbe ’action’! Men efter at have set Russian Arks sidste, forbløffende scene, har man en idé om det kæmpeapparat, der har være involveret i produktionen.
Scenen byder på et kæmpebal komplet med symfoniorkester og hundredevis af festklædte gæster og begynder i den gigantiske balsal, fortsætter ned ad paladsets store hovedtrappe og ender uden for Eremitagen, hvor filmen også begyndte.
Det er en meget smuk og fantastisk velkoreograferet sekvens, der giver et overbevisende indblik i, hvor overdådigt og verdensfjernt livet ved zarens hof må have været.

Uforståeligt
Men trods alle de visuelle herligheder er Russian Ark en en forrygende kedelig og utilnærmelig film.
Sokurov har altid fremstået som en abstrakt filmkunstner, der næsten synes at gøre en dyd ud af ikke at ville øge publikums forståelse af sine film. På intet tidspunkt i Russian Ark giver han os en krog at hage os fast i eller bare et minimum af plot at følge.
Filmen fremstår som en række snapshots, stilllebener, fra livet ved hoffet gennem flere hundrede år, og man skal være mere end almindeligt hjemme i Ruslands historie for at begribe, hvad der foregår.
Vi ankommer til paladset i selskab med en anonym, russisk mand, åbenbart diplomat og markis, der har samme synsvinkel som kameraet og dermed publikum. Og vi bliver ’vist rundt’ af en unavngiven europæer, der sværmer gennem salene, mens han fører vidtløftige samtaler med sig selv og glemmer os.
Katharina den Store, Pushkin og Ruslands sidste zar, Nikolaj II, dukker begge op, og man forstår trods alt, at filmen slutter lige inden, bolsjevikkerne stormer Eremitageslottet og myrder zarfamilien. Men der er ingen synlig rød tråd i de hændelser, vores russer og europæer overværer, ligesom det ofte er umuligt at høre, hvad de forskellige medvirkende snakker om.
Det understreger, at vi kun er gæster i de royale haller, fluer på væggen, men får også Russian Ark til at minde som en langstrakt omvisning i et stort, flot museum fuld af gode historier, der bliver fortalt på et sprog, man ikke forstår.

*Russian Ark. Instruktion: Alexander Sokurov manuskript: Anatoly Nikiforov og Alexander Sokurov. Russisk. (Dagmar i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu