1. maj-anmeldelse
Fragmenteringen er total. Foruden fagbevægelsens store scene er der en socialistisk scene, en antifascistisk scene og et par andre udefinerede scener, når første maj fejres i Fælledparken. Det er en broget skare, der har valgt at tilbringe lørdag eftermiddag på det kæmpe græsareal på Østerbro i København.
En ung mand klædt i et lyserødt påskehare-kostume står og tisser i en busk, mens polterabendselskabet står og griner. En flok gymnasieelever med dreadlocks, Ché Guevara t-shirts og klirrende nettoposer stopper op for at rette på Christiania-fanen, der har slynget sig rundt om pinden. Og en børnefamilie parkerer klapvognen for at finde termoflasker og madpakker frem. De er her allesammen.
Det eneste element, der er gennemgående og samlende for alle, er det skummende øl, der skinner ekstra gyldent i dag, hvor man fristes til at spørge sig selv om, solen mon er socialist. Det var ellers meningen, at det skulle være slut med det i år. LOs første maj-arbejdsgruppe havde været ude og markere, at dagen skulle gøres mere saglig og ryste sit øl-og-røde-pølser-image af sig. Talerne skulle gøres kortere og lettere fordøjelige, så publikum kunne holde fokus på det, dagen handler om, nemlig International arbejdersolidaritet. Det lykkedes ikke. Igen i år gik der hornmusik i kampdagen. Der bliver ellers ikke skortet på parolerne. Inden festlighederne i Fælledparken gik i gang var der som altid morgenmøder over hele København. Blandt andet på Blågårdsplads på Nørrebro, hvor der var arrangeret socialistisk første maj. Unge idealister var mødt klatøjede op allerede klokken halv elleve for blandt andet at høre ungdomsikonet Pernille Rosenkrantz-Theil.
Inden fanemarchen gik mod Fælledparken, blev arrangementet afsluttet med fællessang, og Internationale blev sunget med løftede næver og en sådan kraft, at det kunne imponere selv den mest moderate tilskuer. De kunne den sgu udenad.
Men inde i Fælledparken bliver de spredt for alle vinde. Det arrangement, der gerne skulle samle alle de forskellige kampdagsfraktioner ender med at adskille dem.
Nostalgi
Arrangørerne i Fælledparken vil for meget. Der er rockmusik, indslag på storskærm, en overgearet konferencier, pariserhjul, skydetelte og kebabboder. Det er ikke mærkeligt, at publikum glemmer, hvad det egentlig handler om.
Fælledparken mangler en, der kan samle folk. En der kan få dem til at lytte og få våde øjenkroge, når nostalgien vælder op i dem under Når jeg ser et rødt flag smælde. Her er Søren Søndergaards fråde om munden og Mogens Lykketofts nye skæg ikke nok. Folk vil gerne lytte til, hvad de siger, og de kan godt holde til en tale på mere end ti minutter, for der er en grund til, at de har valgt at gå til første maj, og den er ikke kun øl. Det viser de røde faner, tørklæder, stjerner og t-shirts, der præger billedet.
Måske er problemet, at arrangørerne har mistet tiltroen til publikum. Måske har de selv svært ved at se, hvad de skal bruge dagen til. Der er ikke længere en klassekamp eller et ungdomsoprør, der automatisk samler venstrefløjen på første maj. Kun nostalgien og de letkøbte og mere eller mindre velovervejede paroler mod regeringen og krigen i Irak. Men nostalgi og øl kan samle publikum, så måske skulle arrangørerne bruge det i stedet for modarbejde det. Første maj er en folkefest, men der mangler et element, der kan samle unge idealister og gamle arbejdere foran talerstolen på den store scene.
Var der mon nogen, der havde spurgt Palle From?
Det sagde de:
S-formand Mogens Lykketoft:
»Det var Socialdemokratiet, der byggede velfærdssamfundet. Vi gjorde det i kamp mod borgerlige partier, der dengang som nu ønskede at der skulle være større skel mellem folk. De, der havde glemt det, fik det repeteret i Krøniken på tv.«
Formand for SF, Holger K. Nielsen:
»Regeringens dage er talte, for vi vil have en miljøpolitik, Danmark kan være stolt af. Vi vil global retfærdighed. Vi vil hjælpe fattige mennesker til rent vand, uddannelse og sundhed. Vi vil gøre op med Bush, Blair og Foghs primitive udenrigspolitik, som er en trussel mod fred og stabilitet og en hjælpende hånd til Osama bin Laden og hans forrykte terrorister.«
MF for Enhedslisten Søren Søndergaard:
»Nu må det høre op. Vi har set Fogh bag facaden, og det er ikke noget kønt syn.«
LOs formand, Hans Jensen:
»Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen (beskæftigelsesminister, red.) valgte at stille sig passivt op bag paraderne og lade den negative økonomiske udvikling hamre løs på Danmark uden at slå igen. Det er ikke den måde, man bliver verdensmester på. Det er den sikre vej til et solidt nederlag«
Formanden for SiD, Poul Erik Skov Christensen:
»Ikke siden vi sidst havde en ren højre-regering tilbage i 1920erne har vi oplevet en så krigerisk regering.«
