Læsetid: 3 min.

Paris’ anti-reklame bevægelse er stadig i bevægelse

Overgreb på reklamerne har sat en dagsorden. Imens intellektuelle debatterer mærkevarekultur og bybillede, fortsætter bevægelsen sin uvisse kurs
15. maj 2004

Utilfredsheden med reklamen tiltog sidste år i Frankrig: Reklamen bryder ind ad brevsprækken i privaten. Den optager det offentlige rum.
Debatten havde kørt i parlamentet og medierne i lang tid. Er privaten stadig privaten? Det offentlige offentligt
Og er reklamens virkninger ikke stadigt mere håndgribelige? Forårsager reklamen ikke bulimi og anoreksi? Gør reklamen ikke såvel kvinde som mand til objekt?
Den har en finger med i alt. Tilsynedende. Men ingen kunne få den ud.
Tilsyneladende. Og kun tilsyneladende. For fredag den 17. oktober stormede 300 aktivister ned i metroen. De malede store sorte kryds og taggede hen over de 4 x 3 meter store reklameplakater, der flankerer korridorerne i undergrunden.
Metroens bogholdere talte 2.440 medtagne reklamer. Tre uger senere yderligere 3.722. Og de tæller stadig. Aktionerne, der siden har talt op mod 1.000 deltagere, har gjort det af med over 9.000 plakater ifølge seneste optælling.
For et par uger siden faldt dommen over de aktivister, der var blevet pågrebet af vagterne. Kun de ni, der vedkendte sig deres medvirken, af de i alt 62 tiltalte blev idømt bøder. Imens forvoldte skader blev opgjort i millioner, slap de tiltalte med bøder fra 400 til 2.000 euro.
Det ansvarlige metroselskabs administrerende direktør glæder sig over den principielle kendelse: »Debatten om reklamens plads i samfundet forekommer mig at være legitim, men ikke selvtægten.«
Antireklame-aktivisterne var de første til – i større målestok – at tage springet fra tanke til handling. Protestbevægelsen er hverken startet som reaktion på et regeringstiltag eller en større politisk begivenhed i ind- eller udland og betegnes som den væsentligste i Frankrig, siden globaliseringskritiske ATTAC opstod i 1998.
Og nu, et halvt år senere, er de intellektuelle fulgt efter og har foretaget springet fra handling til tanke. Spørgsmålene stilles på ny.
Ifølge filosoffen Redeker er antireklame-bevægelsen asketisk; den undertrykker det begær, som reklamen frisætter. Den formørker reklamens lystige farveglans, der beriger et ellers gråt byrum. Den nægter forbrugerne oplysning om det mangfold af varer, de frit kan vælge imellem.
Den ufrivillige parodi på et forsvar for reklamen er blevet mødt af lovtaler over livet uden reklamen; d.v.s. livet med kunst på metroens vægge. Begæret må gerne frisættes, men uden øjeblikkeligt at blive opslugt af kapitalen. O.s.v.
Fronterne er trukket op, men pariserne selv er svære at placere.
Undersøgelser foretaget af metroselskabet viser, at over 70 procent er glade for reklamer. Og andre undersøgelser offentliggjort tidligere (men lykkeligt glemt), viser, at over 70 procent af passagererne også er glade for autoriserede digte på togpanelerne.
Underviser i marketing Benoît Heilbrunn trækker på et andet materiale. Han læser sine kolleger. Og han er skuffet. Der er antireklamefolk og anti-antireklamefolk. Såvel de, der hylder, som de der forkaster reklamen, overser det faktum, at reklamen ikke er én reklame, men et utal af reklamer: Man kan ikke være for eller imod reklamen, for den eksisterer ikke. Og reklamerne er del af en større økonomi, som man ikke kan ændre ved blot at diskutere plakater. Man må også diskutere mærkevarekultur og hele den livsstil, som mærket dikterer.
Imens debatten står på, har nye marketingsstrategier glimret i metroen. F.eks. reklamer, der dufter, og reklamer, der taler til forbipasserende. Disse installationer er dog hurtigt blevet smadret eller fjernet.
Antireklamefolkene følger med tiden. F.eks. er der blevet observeret anti-antireklameslogans på reklameplakaterne.

Som skribenterne André Gattalin & Thierry Lefebvres studie af aktionerne viser, er den bevægelse, der startede 17. oktober sidste år, med tiden blevet overtaget af dem, der udgør bevægelsen i dag. Bevægelsen blev startet af en hård kerne af erfarne aktivister, som langsomt er kommet i mindretal eller helt gledet ud, imens nye og yngre er kommet til, der har reageret på annonceringer over nettet og flyveblade.
Der er ingen leder, strukturen er flad og alle, der vil udtale sig til pressen, kan gøre det i Robert Johnsons navn; en bluesmusiker, død 1938, der tjente som dæknavn for oprettelsen af de første antireklame-hjemmesider, der siden er blevet forbudte men genåbnet med domicil på Tokelau, en ø i Atlanterhavet.
Initiativtagerne formodes at være autonome fra det kreative besættermiljø også kaldet squartistes. I opråbet til den fjerde aktion to måneder senere blev kreativiteten imidlertid nedtonet: »Fremgangsmåden er ikke æstetisk, den er politisk.«
Det sorte kryds, der blev brugt indledningsvis, menes dog at stamme fra endnu tidligere aktioner startet af protesterende skuespillere og musikere, der modsætter sig en reform af arbejdsløshedsunderstøttelsen. Men i det store hele, skal man tro Gattalin & Lefevbre, er ophavet uvist og ligeså endemålet. Robert Johnson’erne kan forventes at sprede sig til andre felter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her