Læsetid: 4 min.

Plan i økonomien

Som andre videnskaber har økonomien selvfølgelig sin gyldighed, men dermed også sine grænser. Systematisk brug af en videnskab uden for dens gyldighedsområde er en farce
22. maj 2004

Som andre videnskaber har økonomien selvfølgelig sin gyldighed, men dermed også sine grænser. Systematisk brug af en videnskab uden for dens gyldighedsområde
er en farce

Miljøanalyse
Vi kender godt billedet. En håndfuld alvorlige mænd forsvinder ind gennem en dør. Døren lukkes og åbnes ikke, før løsningen er fundet. Sådan vælges paver, og sådan mødtes Politbureauet i Kreml, når den skulle regnes ud – objektivt og rationelt – og sådan vil det foregå i København, når Anders Fogh Rasmussens miljøinstitut i næste uge lukker ni top- og nobel-økonomer inde, så de uforstyrret kan finde løsningen på verdens problemer,– som vi ellers troede var noget, nogen havde hittet på. Arrangementet er beskrevet i en miljøkommentar af miljøøkonom Dorte Vigsø fra samme institut, der belærer os om, at »alle forbedringer er ønskværdige«, og derfor skal der prioriteres. Og hun spørger: Hvorfor er det så lige økonomer, der skal redde verden?
Ja hvorfor? Fordi de kan prioritere, får vi at vide. Lad os se nærmere på det, med en miljøøkonomisk vinkling.

Pris og værdi
Det handler om pris og værdi. Vi har to ord, fordi vi har to fænomener. Det har main-stream økonomerne ikke, og om main-stream er der tale, så man må gabe kæberne af led. For sådanne er værdi lig pris, og såfremt markedet har de drømme-egenskaber som deres teori forudsætter, så er det stedet, hvor man finder det rette tal.
Men hvorfor så spærre de gode mænd inde? Fordi øvelsen ikke lader sig gøre i fora, hvor der er særinteresser eller kassetænkning, er argumentet. Og det er sært, for det er jo lige netop det, der karakteriserer denne klode, og det er midt i det roderi, at løsningerne skal findes. Men ikke i Vigsøs optik. Her tales matematik med dobbelt streg under facit.
Engang var økonomi en samfundsvidenskab. Som så mange andre af slagsen lod den sig forføre af naturvidenskabens utrolige potens, og metamorfoserede til en slags matematik, hvor man kan regne og regne den ud. Ambitionen er naiv på en ucharmerende måde.
Et eksempel:
Da tidligere underdirektør i Verdensbanken Lawrence Summers ved overtagelsen af posten som vicefinansminister hos Bill Clinton blev spurgt, om han stadig mente, at Afrika var underforurenet, var svaret, at det ikke var noget, han mente, det var noget, man kunne regne ud. Sådan; regne ud, klinisk og ganske upolitisk. Metoden er lige så enkel, som den er syg. Man tegner en kurve over den såkaldte marginale nytte ved en øgning af en ønsket aktivitet. Derpå tegner man kurven over den marginale omkostning, dvs. de uønskelige bieffekter, f.eks i form af skader og sygdom på omkringboende afrikanske bønder. Der, hvor de to kurver krydser, er den optimale forurening. Nytten finder vi let, den måles i dollar og yen og fremgår af regnskabet. Det er langt værre med skaden på naboer, miljø og kommende generationer. Hvordan sammenligner man dollar her og nu, med sygedage der og i morgen? Spørg en økonom, og han svarer:
Hvad koster en afrikansk bonde? Ikke meget, han har jo ingen uddannelse, der er værd at tale om. Hvad koster en syg afrikansk bonde? Ikke meget da der ikke er noget sundhedsvæsen til at tage sig af ham. Omvendt med en tysk metalarbejder. Han er rasende dyr at uddanne, og der er dyre hospitaler, som han vil belaste, i fald han skades.
Ganske tilsvarende kan vi regne ud, klinisk og upolitisk, at det ikke kan betale sig at redde en inuit - ikke betale sig for os! Det siger tallene, og derfor skal dørene lukkes, for ellers kunne virkeligheden trænge sig på – måske i form af en inuit med særinteresser.

Kynisme
Men der er mennesker bag de tal! En kyniker er en person, som kender alle tings pris, men ikke tingenes værdi, sagde Oscar Wilde, og det er netop kernen i en økonomi, som forsøger at gøre politik til matematik.
Et af de giftigste resultater af denne specielle cost-benefit akrobatik er, at når blot skadevolderens fordel er større end den forulempedes skade, så er det i orden.
Cost-benefit mellem æbler og pærer er uproblematisk, det afgøres på et marked. Cost benefit mellem mine fordele og dine ulemper er meningsløst og perverst. Der mangler substans. Det er miljøvidenskabens særkende, at her drejer det sig om kilo og meter, kød og blod, jord og vand, om disses kvaliteter, og ikke priser. Vi bruger nemlig ikke besparelsen på miljøbudgettet til at bekæmpe tuberkulose i Rwanda. Vi bruger den til bestikkelse af vælgerne. Bil nr to.
De miljøøkonomiske fejlslutninger grunder sig i:
*forestillingen om at pris og værdi er det samme
*forestillingen om kvaliteters transformation til kvantiteter
*forestillingen om den priviligerede ophøjethed, som kan regne den ud
*forestillingen om et ’vi’, som allokerer besparelser på miljøbudgettet til tuberkulosebekæmpelse i Rwanda
*forestillingen om, at din ulempe og min fordel er additive størrelser
På plads!
Som andre videnskaber har økonomien selvfølgelig sin gyldighed, men dermed også sine grænser. Sy-stematisk brug af en videnskab uden for dens gyldighedsområde er en farce – vittighedens anden fase. Den farce er nu blevet underkendt to gange af to forskellige udvalg vedrørende videnskabelig uredelighed, og frikendt per politisk dekret fra Kreml.
Velbekomme.

*Claus Heinberg er geolog ved Institut for miljø, teknologi og samfund på Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu