Læsetid: 4 min.

Plejefamilier trues til tavshed

Plejefamilier trues, hvis de protesterer mod, at plejebarnet sendes retur til de biologiske forældre, siger organisationer
28. maj 2004

Kommuner truer ofte plejefamilien til tavshed, når et anbragt barn sendes hjem til sine biologiske forældre. Mange plejefamilier frygter, at de ikke ser ’deres’ plejebarn igen eller ikke længere får børn i pleje fra den pågældende kommune, hvis de klager for meget over en afgørelse, eller måske ligefrem går til pressen med deres bekymring for barnet.
Det siger Børns Vilkår og Red Barnet, som tit bliver kontaktet af plejeforældre, som oplever, at kommunen gør det klart, at samarbejdsvanskeligheder vil gå ud over ansættelsesforholdet.
Konsulent Bente Boserup fra Børns Vilkår får mange henvendelser fra bekymrede plejefamilier, som ønsker Børns Vilkårs støtte i deres sag. Men modet svigter, når Bente Boserup opfordrer dem til at stå frem.

Forsvar for børn
»Vi hører i hvert fald tit, at kommunen har truet plejefamilier med ikke at få barnet igen, hvis de står frem. Selv i de mest horrible sager, hvor små børn hjemgives til vold og omsorgssvigt. Men hvem skal forsvare de her børn, hvis ikke plejefamilien,« spørger Bente Boserup og peger på, at specielt småbørn ikke selv kan klage eller tage kontakt til voksne, der kan drage omsorg for dem.
At det ikke altid er tomme trusler, viser en sag fra Skovbo Kommune. Her har socialdirektør Ole Toftegaard brugt en redegørelse til Folketinget om en kontroversiel anbringelsessag til at angribe den 13-årige Faizos tidligere aflastningfamilie, Dorthe og Karsten Schmidt, der nu ikke længere kan »tilgodese
Faizos tarv«.
Ifølge kommunen »kysser og krammer« plejefaderen pigen for meget. Desuden skal han have truet barnets mor og optrådt alkohol-påvirket. Senest har kommunen, ifølge familien Schmidt, fået Faizos mor til at indgive falsk politianmeldelse og bede om tilhold for at forhindre aflastningsfamilien i at holde kontakt med Faizo. Både den 13-årige Faizo og familien Schmidt afviser kommunens beskyldninger.
Skovbo Kommunes borgmester, Ole Hansen (V), har ikke planer om at gribe ind: »Jeg kan ikke forestille mig, at vores socialdirektør ikke har fast grund under fødderne. Selv fundet på det har han vel ikke, og han må jo have spurgt, om den, der gav ham oplysningerne, var sikker.«
Borgmesteren er tryg ved, at politiet nu opklarer sagen: »Men det er beklageligt, at det lidt er blevet en kamp mellem Skovbo Kommune og plejefamilien. Det gavner jo ikke barnet,« siger han.
Kontorchef Jonathan Schloss, Kommunernes Landsforening kan ikke forestille sig en forvaltningschef, der grundløst truer nogen med beskyldninger som dem, Skovbo Kommune har anvendt:
»Det ville være embedsmisbrug. Desuden har kommunen ingen grund til at ønske plejefamilien tavs, når plejefamiliens mening alligevel ikke har vægt i juridisk forstand,« siger Schloss, der gør opmærksom på, at kun forældrene, evt. barnet selv samt kommunen, der træffer beslutningen, har en egentlig stemme i en anbringelsessag. Han anerkender, at plejefamilien ofte er følelsesmæssigt involveret, men peger på, at den også kan have økonomiske motiver.
Bente Boserup fra Børns Vilkår anser ikke Skovbo Kommunes hårde taktik for usædvanlig og også i Red Barnet nikker man genkendende til problemet: »Det er et udbredt problem, men i sagens natur er det svært at fastslå, hvor ofte det sker,« siger konsulent Lars Stilling Netteberg.
»Plejefamilierne er i klemme, fordi de ikke formelt er part i deres barns sag og desuden er ansat af kommunen.«

Svingdørsbørn
Truslen om, at plejefamilien ikke ser barnet igen, hvis de f.eks. protesterer mod en afgørelse, skal ses på baggrund af, at chancen reelt er meget lille, siger Johnna Jørgensen, leder af Familieplejen Fyn: »Selv om hjemgivelsen ikke fungerer, synes forældrene ofte, at det er for stort et nederlag at konfrontere de samme plejeforældre og måske møde en holdning om, at ‘det kunne man jo have forudset’. Så er det lettere at begynde forfra med en ny plejefamilie,« siger Johnna Jørgensen. Hun peger også peger på, at plejefamilien udsætter barnet ved at stå frem: »Hvis plejefamilien sårer de biologiske forældre, kan de til gengæld tale grimt om plejefamilien, og så har barnet slet ikke noget ståsted.«
Hun bakkes op af Kirsten Holm Petersen, leder af Familieplejen Danmark, som er en privat organisation, som står for en stor del af anbringelserne og tilsynet over hele landet: »Hvis ikke samarbejdet med de biologiske forældre går godt, bliver anbringelsen ikke vellykket,« siger hun.
I de tilfælde, hvor en plejefamilie får ’deres’ barn igen, er det ofte fordi, den i mellemtiden har været aflastningsfamilie for barn og forældre. Men ofte giver plejefamilien op efter en periode og tager i stedet et nyt barn i pleje. Gennem 20 år i ’branchen’ har Johnna Jørgensen ofte på den måde set et ’svingdørsbarn’ blive til.
Dorthe Schmidt fra Faizos aflastningsfamilie ser risikoen i øjnene: »Vi får jo heller ikke barnet igen ved at holde mund. Vi prøver at komme igennem, hvor vi kan, vi har ikke noget at miste, og pigen bliver heller ikke hørt, hvis vi ikke gør noget,« siger Dorthe Schmidt.
Også i Red Barnet nikker man genkendende til problemet:
Kommunerne er ifølge loven forpligtet til at arbejde for at forene et fjernet barn med sine biologiske forældre. Børns Vilkår har dog i adskillige rapporter peget på, at kommuner ofte udleverer børn til nogenlunde de samme forhold i hjemmet, som i sin tid foranledigede, at barnet blev fjernet. Specielt i en lille kommune kan en sparet million på kun et par anbragte børn få et ’tyndt’ årsregnskab til at gå op.
Adoption – der for al fremtid fritager kommunen for udgiften til en anbringelse – er uhyre sjælden i Danmark, men mere almindelig i f.eks. Sverige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her