Mens alle tegn i sol, måne og stjerne tyder på, at den historiske reform af kommuner og amter bliver gennemført med et lille flertal i Folketinget, så sender De Radikale nu en utvetydig invitation til statsminister Anders Fogh Rasmussen:
»Det holder ikke, at vi ender i en eller anden blokpolitisk mudderkastning, sådan som det har set ud til de sidste par dage. Vi opfordrer alle til at besinde sig. Regioner skal vi have defineret på en ordentlig måde, de skal have nogle indtægter, de selv kan håndtere. Regeringen må være konstruktiv, hvis den gerne vil have et bredt forlig,« siger Anders Samuelsen (R).
Opfordringen kommer, efter at regeringen i går sendte beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) på banen med en opfordring til forhandlinger.
Den socialdemokratiske kommunalordfører, Ole Stavad, betegner regeringens forhandlinger som »skuespil«.
»De spiller på en anden bane end alle os andre,« siger Ole Stavad med henvisning til, at regeringens egne planer for reformen ligger langt fra både oppositionens, kommunernes og amternes ønsker.
Mens regeringen i går fortsatte med at arbejde efter et smalt forlig udelukkende med Dansk Folkeparti, så forsøger de Radikale at bryde isen inden Grundlovsdag, som regeringen har erklæret som sidste frist for en reform.
Hvem inviterer?
Men den radikale opfordring indeholder ingen løfter til regeringen:
»Vi er villige til at se på, hvad regeringen kan komme med. De sidder på hele apparatet og må kunne komme med nogle eksempler på, hvad der kan lade sig gøre,« siger Anders Samuelsen med henvisning til de nye regioners ret til selv at bestemme over indtægterne.
Regeringen vil lade staten stå for en slags sundhedsskat, mens oppositionen med SF, Socialdemokraterne og De Radikale vil lade regionerne have indflydelse på egne indtægter f.eks. i form af skat:
»Det er helt afgørende for, om regionerne kan drive politik. Hvis de kun får de penge, som en regering giver dem, så har de kun en mulighed, hvis pengene ikke slår til og det er at skære ned. Og det giver en mere ligeværdig position, når regioner og regering skal forhandle budgetter,« siger tidligere skatteminister Ole Stavad.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har sagt, at regeringen ikke standser reformen, blot fordi oppositionen ikke vil være med. Samtidig beskylder regeringen Socialdemokraterne for at lurepasse og undlade at melde ud om egne ønsker til en reform.
Men det er en helt uretfærdig beskyldning, mener Socialdemokraterne. Partiet meldte allerede i januar ud med sine forslag til en reform, påpeger Ole Stavad.
Socialdemokraterne er parate til at drøfte regeringens udspil til antallet af regioner regeringen foreslår fem.
S vil lade regionerne udskrive skat, men er parat til at drøfte andre modeller, blot regionerne får indflydelse på egne indkomster.
Regionerne skal have flere opgaver end blot at administrere sygehuse og koordinere andre småopgaver. Det gælder miljøtilsyn, sociale opgaver, som kommunerne er for små til at løse, kollektiv trafik, ansvar for ungdomsuddannelser og andre opgaver.
Socialdemokraterne, De Radikale og SF har hidtil forhandlet som en blok. Og den radikale opfordring til regeringen bryder ikke dette sammenhold, understreger Anders Samuelsen (R).