Læsetid: 2 min.

Regering i splid om Genèvekonvention

Per Stig Møller har oplyst udvalg om, at USA vil overholde Genève-konventionerne på Guantanamobasen, mens Venstre afviser det. Statsministeren skal nu forklare sig, kræver S og R
19. maj 2004

Udenrigsminister Per Stig Møller informerede den 21. november 2003 Folketingets retsudvalg om, at:
»USA har forsikret os om, at de tilbageholdte (fangerne på Guan-
tanamo, red.) behandles i overensstemmelse med internationalt anerkendte humanitære normer og med principperne i den 3. Genève-konvention om krigsfanger.«
Det står i modstrid med det brev Anders Fogh Rasmussen den 7. januar 2003 sendte til Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Jørgen Poulsen. I brevet fastslår statsministeren, at Genèvekonventionerne ikke fuldt ud kan bruges, når det gælder kampen mod den internationale terrorisme.
Foghs udlægning bekræfter forsvarsordfører Ulrik Kragh (V) i dag:
»Guantanamo er en helt anden sag end den nuværende krig i Irak. Guantanamo er ikke en krig mellem to nationer, og derfor kan de konventioner, der er problematiske i forhold til det, der foregår i Irak, ikke sammenlignes med situationen i Afghanistan,« siger Ulrik Kragh.
Både Socialdemokraterne og De Radikale har svært ved at se, hvad regeringen i virkeligheden mener.

Fogh i samråd
Socialdemokraternes udenrigs-ordfører, Jeppe Kofod, vil nu kræve statsministeren i samråd for at få afklaret regeringens holdning:
»For det første må Statsministeren slå fast, om Danmark står bag Genèvekonventionen. Hvis statsministeren mener, at reglerne kan gradbøjes og bruges efter for godt befindende, ja, så må han jo sige det. For det andet er det vigtigt at få afklaret, hvad statsministeren vil sige til amerikanerne,« siger han.
Jeppe Kofod fik den 11. maj i år udenrigsminister Per Stig Møllers ord for – i Folketingssalen – at regeringen vil drøfte de mange eksempler på mishandling af fanger, den manglende amerikanske støtte til den internationale straffedomstol og den manglende opbakning til tillægsprotokollen til torturkonventionen med USA.
»Jeg regner da med, at ministeren holder ord, men der er mange forskellige signaler i disse dage,« siger Jeppe Kofod.
Morten Helveg Petersen (R) mener også, at der er behov for afklaring af de mange forskellige meldinger. »Det er også vigtigt at få Statsministeren til at bekræfte indholdet af det brev, han sendte til Jørgen Poulsen i januar om overholdelsen af Genèvekonventionerne,« siger han.
Generalsekretær i Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen anklagede i gårsdagens Information den danske regering og det danske folketing for at svigte de mest grundlæggende menneskelige principper ved at have set stort på Genèvekonventionerne siden den 11. september 2001.
Udenrigsminister Per Stig Møller afviste efter et møde med EU’s udenrigsministre i går kritikken fra generalsekretæren som fuldstændig urimelig. Han fastholdt, at Danmark er et af foregangslandene inden for at sikre overholdelse af Genèvekonventionen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udenrigsministeren om den amerikanske garanti, han forelagde retsudvalget i efteråret

Side 2: Officerer vil have fløjlshand...
Side 3: Tema om danske specialstyrker
Side6: Sporet fører til Pentagon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her