Læsetid: 4 min.

Den rene ondskab

14. maj 2004

HVORDAN kunne de dog gøre det? Spørgsmålet stilles igen og igen i disse dage, når folk bliver konfronteret med de oprørende billeder af tortur af irakiske krigsfanger. Men man behøver ikke at indskrænke sig til at måbe og væmmes. Spørgsmålet har et svar, torturen kan forklares. Man kan også spore to følelsesmæssigt forskellige reaktioner på den amerikanske mishandling af irakiske fanger. Forskellen består dog ikke i graden af afsky og rystelse, den består i graden af overraskelse.
Dem, der nu, som Jyllands-Posten, finder anledning til at erklære krigen for tabt, må logisk set forud for afsløringerne have troet på den officielle amerikanske målsætning om at indføre demokrati og fredelige tilstande i Saddam Husseins Mordor.
Dem, der er knap så overraskede, har gennemskuet, at Irak-krigen snarere er et imperialistisk og nykolonialistisk korstog – for at parafrasere gårsdagens forsideleder – og de kan desuden godt huske, at det ikke er første gang, noget lignende er sket. Ligesom det ikke er første gang, USA har tabt en krig, efter at militærets reelle metoder kom for dagens lys. Mindre rystende bliver metoderne ikke af dén grund, tværtimod, men det nøgterne spørgsmål er ikke, ’hvordan kunne de dog gøre det, samtidig med at de hævder at stå for frihed og demokrati’? Det nøgterne spørgsmål lyder: Hvordan kan det ske igen og igen? Og ikke kun for amerikanerne, selv om torturen her står i grellere modsætning til de officielle skåltaler end i eksempelvis Nazityskland.

VIL MAN FORSØGE at forstå hvorfor, er både Nazityskland og Vietnamkrigen imidlertid indlysende eksempler. Vender vi os mod Vietnam, kan man passsende mindes løjtnant Calley, der i 1968 stod i spidsen for My Lai-massakren. Calley beordrede sine soldater til at drive hele landsbyen sammen og skyde befolkningen. Dem, der ikke døde, blev udsat for allehånde seksuelle overgreb og andre former for tortur, og det ned til den mindste baby. Omkring 500 blev myrdet ved den lejlighed.
John Sack, der nedskrev Calleys egen beretning, fortalte, at det var vigtigt for ham at finde ud af, om det var en skydegal galning, der havde gjort det, eller en almindelig soldat.
»Jeg var meget heldig og også overrasket over at opdage, at han tilhørte de øverste tre procent af soldaterne i Vietnam, hvad angår medfølelse, omsorg og kærlighed til vietnameserne,« sagde John Sack senere i et interview. »Han var og er et meget hensynsfuldt og omsorgsfuldt menneske. Jeg syntes om ham, og jeg havde det fint sammen med ham. Det samme havde alle andre, der kendte ham, og alligevel begik han massemord i Vietnam.«
Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt erkendte efter at have overværet Nürnberg-processerne, at ondskaben er banal. Tag folks politiske råderum fra dem og ødelæg deres moralske dømmekraft, så kan man få de allerfleste til det meste, konkluderede hun.

SAMLER MAN, hvad der allerede er kommet frem af oplysninger og påstande, ja så har USA bedt om det, der er sket. Der er oplysninger om kommandoveje ovenfra, blandt andet om hemmelige CIA-instrukser, beregnet på top-al-Qaeda-folk, men efterhånen udbredt og benyttet i Irak. Med Afghanistan-krigen og Guantanamo-basen er der skabt et retstomrum for krigsfanger. Abu Ghraib fængslet er overfyldt og med alt for få fangevogtere, og disse har ikke haft et officielt forhørs-regelsæt at holde sig til, men er til gengæld under militær jurisdiktion, hvor en kommando er en kommando. Det kræver både stort overblik, høj moral og mere end almindeligt mod at sætte sig op imod en ordre i krig. Tilmed kommer de amerikanske soldater fra en fremmed kultur, i bedste fald med et overfladisk kendskab til Irak, mange er uuddannede og med hovedet fyldt af propaganda-fjendebilleder. Føj dertil lejesoldater fra private firmaer, der fører an, og som ikke skal overholde regler og ikke kan bringes for en krigsret. Hvordan kan man så blive overrasket over, at der er sket det, der er sket?

HANNAH ARENDTS pointe er, at den rene ondskab ikke findes. Ondskaben er en relation. Og de allerfleste indtager under de rette omstændigheder deres plads i den. Enhver af os kunne være havnet på alverdens forsider i den diminutive Lynndie Englands soldaterstøvler. Det er en pointe, det er værd at holde godt fast i. Alt ville være meget nemmere, hvis man kunne isolere og uddrive ondskaben, men det kan man ikke. Derfor er den højeste ironi ved hele historien måske den, at de fotos, der endegyldigt har gjort kål på USA’s legitimitet i Irak, mere end noget andet udstiller, at dette netop var, hvad George Bush og konsorter drog ud for at gøre.
Det er den uafrystelige bagside af deres egne fundamentalistiske korsridderforestillinger, de nu får tilbage lige i synet.

ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu