Nye cder
Efter at have været anbragt i skammekrogen de sidste 10-12 år er ideer, klange og metoder fra de sene halvfjerdsere og tidlige firsere den dynamiske epoke 1977-1982, sådan cirka atter blevet salonfähige hos visse grene af undergrundsrocken.
Vi har hørt påvirkningen hos Superheroes, The Fashion, Tiger Tunes, Sterling, Moon Gringo, NU og Dear, der alle inkorporerer klangelementer fra benævnte periodes mange strømninger såsom new wave, post- og avantpunk, new romantics, power- og technopop, mod og ska/bluebeat i deres ofte gedignet fræsende gør-det-selv-for-ingen-andre-gør-det-for-dig-udtryk; dog stort set pletrensede for periodens ofte antagonistiske, uregerlige, dystre og industrielle elementer til fordel for en vindende, poppet og skæv præsentation i et regi, der kun kan kaldes livsbekræftende. Og det er der vel også brug for i disse slibrige tider...
Det betyder en orientering mod stacatto-rytmer, analoge
keyboards og forældede trommemaskiner, sære vers og fængende omkvæd, utraditionelle arrangementer og ditto produktioner, skægge og uhøjtidelige, men ofte mediebevidste/-kritiske tekster og først som sidst en ubændig energi og et charmerende behov for at prøve alt muligt og umuligt af i studiet. Der spares ikke på noget, og mådehold synes at være den største synd i et miljø, der selvfølgelig heller ikke kommer helt uden om, at kalenderen viser 2004, hvorfor en moderne be-vidsthed manifesterer sig i form af lidt legesyg electroclash og di-skret electronica. Der er således ikke tale om at genskabe perioden, men bygge videre på dens vitale iderigdom i disse Artig Verner-tider.
Vovemod, humør og energi
Et nyt medlem af dén klub er oktetten Lake Placid, der lægger sig seriøst i den bedre ende af denne fremsynede retroklub forstået på den måde, at hvis benævnte periode bruges som afsæt til at komme videre i denne plyskæbede rocknroll-epoke, så hurra og halleluja. Hvis de nævnte navne derimod bliver hængende for længe i dette afsæt, vil det hurtigt vise sig som endnu en blindgyde for den stedse mere arveligt belastede rockmusik. Med Make More Friends skiller Lake Placid sig ud fra de fleste af de ovennævnte ved at udkomme på mediegiganten Universal fremfor på et lille obskurt selskab, så der må være tiltro til orkesterets vækstpotentiale, og i lyset af dets skægge, uhøjtidelige, intense og intelligente debut, forstår man det egentlig godt, thi her er ideer nok til en tre-fire normalalbums på den hensygnende og ideforladte mainstreamscene, der p.t. døjer af et mildest talt forfærdende energitab.
I forgrunden finder vi den velfunderede og indtagende Tania Kristin Skaptadottír Ballentine med dét navn er der vist ingen fare for, at hun går solo lige med det vuns! som i høj grad tilfører musikken personlighed og kant, også selvom hun sine steder lyder umiskendeligt som Dicte. Bag hende arbejder syv ungersvende som små svin med alt forhåndenværende spilbart inklusive spisebestik, cykelpumper og svigerforældre men den bedste nyhed er, at bandet har et godt greb om sangskrivningens ædle kunst. Selvfølgelig er de ikke fuldt udvoksede på det gebet, men af en flok debutanter at være, lægges der et højt niveau på pladens 10 sange, hvoriblandt det er svært at finde en kikser. Lige så befriende er det at konstatere, hvorledes Lake Placid ikke direkte kan sammenlignes med andre navngivne kunstnere, men hele vejen igennem lyder som sig selv. Og det er da også lidt af en bedrift herude på den postmodernistiske, neoliberalistiske ødemark, som vi dagligt tvinges til at æde, skide, sove og bolle i! Så lad os applaudere vovemodet, humøret og energien hos Lake Placid, mens vi trasker op ad trinene til skafottet.
En flot affyringsrampe
At det kan være problematisk for en debuterende kunstner at lyde som alle mulige andre end lige sig selv, er debuterende Simon Beck et eksempel på. Under det bandklingende navn Viva Vertigo formår han skiftevist at lyde som The Jesus & Mary Chain, Beck, Black Rebel Motorcycle Club, Chris Isaak og Sort Sol! Det er noget af en mundfuld at sluge, må man sige, men heldigvis besidder summen af sangene på debut-albummet Viva Viva en umiskendelig kerne af originalt talent, der kæmper for at blive hørt midt i koret af mere eller mindre oplagte inspirationskilder.
Og så er det alt andet lige et sprøjtende dynamisk rocknroll-album, produceret til ug med kryds og slange af Sune Rose Wagner, der også trakterer diverse instrumenter. Desværre er han i processen kommet til at sætte så kraftigt et fingeraftryk på produktet, at det flere steder lyder som hans eget outfit The Raveonettes til forveksling. Man kunne godt unde Simon Beck en mindre dominerende producer næste gang, thi man fornemmer som sagt at han besidder potentiale. Som landet ligger, udgør Viva Viva en flot affyringsrampe for et projekt, der endnu ikke rigtig vil lette fra jorden. Men at der er et mægtigt løft og helt uimodståeligt rocknroll-drive at finde på pladen her er indiskutabelt
Ro og overblik finder vi hos den atmosfæriske kvartet, The Violet Hour, hvis velproducerede og langsomt anlagte debut, Lazarus, emmer af ungdommelig spleen og en næsten demonstrativ weltschmerz, men trods en lidt anstrengende arty-farty tilgang til verden som sådan udføres materialet ikke desto mindre ofte med indfølelse og sans for den afrundede helhed. Desværre går den angelsaksiske jammer-og-klage-skole ufiltreret igennem pladen som et gespenst og sadcore-koryfæer som Low, Codeine, Bright Eyes m.fl. udgør i sidste ende klangbund for et udtryk, der er lige så renfærdigt som det er uoriginalt. Leder man efter ansatser til noget personligt, bedes man kigge andetsteds, thi The Violet Hour lægger ikke stort til en genre, der primært dyrkes af universitetsstuderende og andre med tid til at stille skarpt på egen navle. Kompetent, såmænd, men blottet for originalitet og i sidste ende blot en form for avanceret kopimusik, der ikke rigtig fører nogen steder hen.
Bedre er stilbeslægtede Larsen and Furious Jane, der gør sig i den urdanske roots-genre, alt. country. Titlen på værket er Im Glad Hes Dead og alene dét gjorde os positivt stemte overfor produktet, der er flot produceret, men ellers befinder sig i den for mange kunstnere så belastende selvmedlidenhedens dal med hørbare ekkoer af Neil Young og Gram Parsons. At frontfigur og sangskriver Torsten Lassen indskriver sig i den tradition er hævet over enhver tvivl og han synger bestemt ret ufedt på den fede måde; ja, stemmen besidder væsentlig mere personlighed end materialet, der er kompetent og hyggeligt, men igen-igen kan originaliteten ligge på så lille et sted, at den stort set er umulig at få øje på. Ikke desto mindre kan man ikke helt affærdige Larsen and Furious Jane, thi her er ansatser til et mere personligt og dybfølt udtryk, der bare ikke rigtig kan komme udenom de alt for hørbare forbilleder. Måske næste gang
*Lake Placid: Make More Friends (Universal) Producer: Marco Manieri
*www.lakeplacid.dk
*Viva Vertigo: Viva Viva (Black Afro/VME) Producer: Sune Rose Wagner
*www.vivavertigo.com
*The Violet Hour: Lazarus (Play-Rec/Target) Producer: Ingen angivet
*www.playrec.dk/theviolethour
*Larsen & Furious Jane: Im Glad Hes Dead (Morningside Records/Target) Producer: Ingen angivet
*www.larsenandfuriousjane.com
