Læsetid: 4 min.

Rumsfeld fik ret: værre fotos frem

De amerikanske fange-vogtere brugte schæfer-hunde mod nøgne irakiske fanger – Pentagon indrømmer at have hemmelige videooptagel-ser af voldtægter og ligskænderi
11. maj 2004

Nye chokerende torturbilleder af amerikanske soldater, der bruger hunde mod nøgne irakiske fanger, er nu dukket op. Samtidig er der fremkommet nye, vægtige indicier på, at mishandling og tortur var en udbredt praksis og ikke kun har fundet sted i Abu Ghraib-fængslet.
Samme dag, som Pentagon bebudede den første krigsretssag imod de syv medarbejdere i det amerikanske militærpoliti, der foreløbig står tiltalt i skandalen, bragte ugemagasinet The New Yorker et foto af en nøgen fange, der ses krybe sammen af frygt foran et par Schäferhunde, som holdes i snor af amerikanske soldater iklædt kampuniform.
Dermed var forsvarsminister Donald Rumsfelds forudsigelse korrekt, da han under sidste uges afhøring i Kongressen sagde, at nye og værre fotos uden tvivl ville se dagens lys.
Artiklens forfatter, Seymour Hersh, oplyser, at billedet er en del af en større fotoserie, der viser ophidsede hunde i udspændt snor knurre og snappe efter irakerne. Et af billederne viser angiveligt fangen med mindst et bidsår og blodigt ben.
Endnu værre scener på video
Hvor uhyggelige disse billeder end er, kan endnu værre scener forestå. Pentagon oplyser, at det har videooptagelser og fotos, der viser voldtægter og mishandling af et lig, og at forsvarsministeriet overvejer at vise disse for udvalgte medlemmer af Kongressen. Denne fremgangsmåde gør det usandsynligt, at disse billeder vil blive fremlagt for offentligheden.
De amerikanske myndigheder frygter, at yderligere belastende materiale i privat omløb kan blive offentliggjort hvert øjeblik.

Først retssag
Ifølge den amerikanske militærkommando i Bagdad vil specialist (laveste befalingsmandsgrad i USA’s hær, red.) Jeremy Sivits fra 372. militærpoliti-kompagni blive stillet for en krigsret allerede den 19. maj.
Han bliver dermed den første amerikanske soldat, som retsforfølges for sin rolle i den fangemishandling, som har fremkaldt ramaskrig og væmmelse kloden over og ført til krav om, at den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, og andre højtstående regeringsembedsmænd træder tilbage.
Skønt disse krav er blevet pure afvist af præsident Bush, vil fortsatte afsløringer af nye uhyggelige torturscener kunne gøre Rumsfelds stilling mere holdbar. At Det Hvide Hus’ forsøger at danne vognborg om sin forsvarsminister kom til udtryk, da vicepræsident Dick Cheney søndag udtalte, at han betragtede sin gamle mentor som »den bedste forsvarsminister i USA’s historie« og tilrådede »kritikerne at droppe den her sag«.
Men specialist Sivits og hans kolleger vil næppe blive de eneste, der må undgælde for en episode, der i stigende grad ligner toppen af isbjerget. I The New Yorkers seneste artikel og den detaljerede gennemgang af torturhændelserne i Abu Ghraib, der kunne læses i to af USA’s førende aviser i weekenden, bebrejdes den amerikanske militærledelse for at have givet militærets efterretningsvæsen kommandoen over fængselsvagterne og beordret sidstnævnte til at »blødgøre« fangerne før afhøring.
I disse artikler mere end antydes det, at torturen som praksis blev næret af Bush-regeringens erklærede hårde linje, der lader hånt om de internationale retningslinjer for behandling af fanger , og i samme regerings faste forsæt om »at gøre alt, hvad der kræves, for at vinde sejr i krigen mod terror«.
Denne skandale er »dybere og mere omfattende end det meste af regeringen har indset«, siger senator Chuck Hagel fra Nebraska, der forventer, at Pentagon vil indlede omkring 30 efterforskningssager om mishandling af fanger i Irak og Afghanistan.

Nye teknikker godkendt i 2003
Washington Post kunne søndag afsløre, at Pentagon i foråret 2003 godkendte nye forhørsteknikker til brug for Guantanamo Bay-fængslet, herunder at lade fange stå op i lange perioder, berøve dem søvn og lade kvindelige forhørsledere afhøre mandlige fanger.
Samme teknikker kan meget vel være taget i brug i Irak. USA’s militær insisterer på, at sådanne metoder ikke involverer tortur. Avisen citerer endda en Mark Jacobson, en tidligere Pentagon-ekspert i behandling af fanger for, at »USA slet ikke er aggressiv nok i sine afhøringer af mistænkte – jeg synes vi er alt for forsigtige.«
The New Yorker citerer et internt Pentagon-memo, hvori Rumsfeld opfordres til at bryde med dem »livrem-og-seler«-holdning, der råder i militæret og tillade fagfolk på området »friere tøjler«. Unavngivne Pentagon-kilder beskylder Rumsfelds civile chefrådgivere såvel som general Ricardo Sanchez, det amerikanske militærs øverste chef i Irak, for at have mørklagt fangemishandlingen, da den kom til deres kendskab i januar, af frygt for diplomatiske problemer.
Enkelte demokratiske politikere retter nu også en direkte anklage imod præsidenten.
»Dette her problem strækker sig helt op i Det Hvide Hus,« siger således Michigan-senator Carl Levin.

Regeringen: Juristeri
»Bushs stab har kaldt det ’juristeri’, om vi skulle overholde Genève-konventionen (om behandling af krigsfanger, red.) eller ej . Præsidenten har selv været med til at skabe det klima, hvor sådanne ting kunne foregå«, udtaler Levin til NBC. I 2o02 beskrev Rumsfeld kritikere af den amerikanske behandling af fangerne som »isolerede lommer af international hyperventilering«.
Udadtil fastholder Bush-regeringen sin hidtidige kurs, insisterer på, at beslutningen om at invadere Irak var den rette, og at den nuværende politik virker. Den tidligere øverstkommanderende for NATO, general Wesley Clark, der uden succes forsøgte at blive nomineret til demokratisk præsidentkandidat, er ikke overbevist. Han advarer om, at der efter de seneste afsløringer er en »2:1-risiko for et katastrofalt udfald i Irak«.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her