Læsetid: 4 min.

Er Rush Limbaugh forklaringen på Lynndie England?

Eller hvordan mere end tusind ord når fra toppen af det Hvide Hus til bunden af Abu Ghraib
28. maj 2004

Kunstgrebet
Man kan tale om antropofagi (kannibalisme) og dertil om geofagi (tilbøjelighed til at fortære jord), en tilbøjelighed, skriver Die Tageszeitungs Klaus Kreimeier, der nåede sit højdepunkt og til dels sin afslutning med kolonialismen, men dermed indtrådte ikke afslutningen på tilbøjeligheden til at fortære andet end det, der synes passende:
»Vi mener, at vi betragter billeder, men i virkeligheden fortærer vi dem.«
’Imagofagi’ kalder han det med en neologisme – og da ordet endnu ikke findes i nogen fremmedordbog tilbyder han en definition:
»Vi fortærer billeder i forventningen om et chok. Og hver gang, ’chokerende’ billeder når os, som det nu er tilfældet med rædselsbillederne fra det amerikanske Gulag, bryder billed-diskussionen ud på ny: Det gamle spørgsmål om billedernes magi, bliver stillet igen. Vi aner kun, at vi bevæger os i et skyggerige, at vores billedmani har noget at gøre med døden: med vores optagethed af at spille forgængeligheden et puds med det ’blivende øjeblik’. Derved henviser tidens stilstand præcist til det faktum, at vi skal dø: ’Imago’ kaldte man dødsmaskerne af voks i den romerske kultur.«
I en tid, fortsætter Kreimeier, hvor krigens våben ikke blot omfatter massemedierne, men også digitale kameraer, har billederne fået funktion som trofæer.
»Når enhver soldat, enhver militær politimand, når enhver udøver af tortur medbringer et digitalt kamera, så bliver billederne af rædslerne et privat bytte, en vare (og i mellemtiden bliver billederne af de nøgne fanger købt og solgt som pornografi på internettet).«
Kreimeier konstaterer, at i turismens fotograferende tidsalder er forholdet mellem repræsentation, illusion og virkelighed blevet forskubbet, så det er virkeligheden, der overgår fantasien – selve rejsen de glitrede brochurer: »Og ud af denne vanvidsspiral kommer der også billeder, hvori ganske almindelige amerikanske borgere som Lynndie England eller Charles A. Graner fremstår i sadistiske helvedesscenarier.«
I sidste uge på denne plads lød overskriften: Er Robert Mapplethorpe forklaringen på Lynndie England?. Det var et lettere omskrevet citat fra den lettere forskruede (stærkt højreorienteret ville være en underdrivelse) radiovært Rush Limbaugh, som pegede på en enklere forklaring på rædslerne i Abu Ghraib: Det var kunstens skyld, folk som Robert Mapplethorpe, der fotograferer nøgne mennesker, og som belønnes med legater, og dermed mente Limbaugh vist i bredeste forstand hele moderniteten. Det var den uheldige udvikling, moderniteten, som var sivet ind i militæret og manifesterede sig som Lynndie England.
Hans forestilling om den ’depraverede kunst’ ville have passet fint ind i udstillingen Entartete Kunst i 1937.

Siden hen er Limbaugh igen blevet et diskussionsemne i USA. Limbaughs timelange radioprogram er nemlig det eneste længere politiske talk show, som sendes på American Forces Radio – den amerikanske hærs radio, som også sendes til tropperne i Irak.
Mens Limbaugh er bekymret over Mapplethorpes nøgne kroppe, har han det til gengæld fint med pornografien som sådan, og han ser billederne ganske som Kreimeier, som pornografi, blot vurderer han det anderledes. Torturbillederne har han beskrevet som »billeder af homoerotik, der ligner ganske almindelig og god gammeldags amerikansk pornografi«.
Han forsikrede sine lyttere, deriblandt altså de amerikanske tropper i Irak, om, at »der var ingen rædsel, ingen terror, ingen død, ingen krænkelser, ingenting«.
En samtale mellem Limbaugh og en lytter forløb sådan her:
Lytter: »Der var ligesom sådan noget, førsteårsstuderende gør på kollegierne – du ved, stable nøgne mænd...«
Limbaugh: »Præcist, det er præcist min pointe. Det er på ingen måde anderledes end det, der sker, når man skal indvis i ’Skull and Bones’, og for det vil vi ødelægge folks liv og hæmme vores militære indsats, og så vil vi straffe dem, bare fordi de har lidt sjov. Du ved, de her folk bliver skudt på hver dag. Jeg taler om folk, der bare morer sig lidt, de her folk... har du nogensinde hørt om lige at skulle lette låget, lige skulle af med lidt energi?«
Som internetmagasinet Salon gør opmærksom på, er der altså folk højt placeret i den amerikanske hær, der har valgt at sende disse tirader til besættelseshæren i Irak. En talsperson fra radioen oplyser, at det ikke handler om smag og behag, men at hæren blot har valgt at bringe »det mest populære show«. Så det hele føles »ligesom derhjemme«.
Et udvalg i det amerikanske senat undersøger for tiden, hvor højt oppe i hierarkiet skylden kan placeres for den amerikanske tortur. Med Limbaugh er det kommet en del højere end menige Lynndie England, der viste sig blot at være blandt de første.
For som Susan Sontag sluttede et essay i New York Times (omtalt i Information i den forgange uge): »õJa, det virker, som om et billede siger mere end tusind ord. Og selvom vores ledere vælger ikke at se på dem, vil der komme tusindvis af snapshots og videoer. Ustoppeligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her