Læsetid: 7 min.

Så kan du lære det!

Volden florerer over hele mediebilledet for tiden. I Mel Gibsons Jesus-film, i ’Terkel i Knibe’ – og ikke mindst i det nye konsolspil Hitman Contracts, hvor man skal likvidere medmennesker. Mon vi bliver voldelige af det? Eller lærer vi bare, hvad vold er?
1. maj 2004

Egentlig er det let nok: Du starter inde i en blodindsmurt lastbil, hvor der hænger to døde svin. På gulvet ligger en slagter, du har slået ned. Du smider alle våben fra dig, undtagen pianostrengen med håndtag og den store kanyle. Du skifter til slagteruniform, løber ud, lukker døren, fortsætter – forbi vagterne – ind i slagtehuset, hvor der i aften bliver holdt fetich-fest. Indenfor går du til venstre, så højre, så gennem dørene lige frem. Her gemmer du dig og venter du på, at den fede slagter forlader rummet. Når han er væk, så går du ind i rummet, hvor den skamferede kvindekrop hænger over en pøl af blod. Du taler med Diana hjemme fra kontoret, og samler så den afrevne kvindearm op – den skal bruges som mordbevis. Du går så hele vejen ud igen, ned ad trappen og til venstre. Inden for første dør på højre hånd ligger der nogen og boller, du ignorerer dem og fortsætter bare lige ud. I omklædningsrummet tager du tjeneruniformen på. Du går ind i baren ved dansegulvet, finder opiumspiben og går ned i det sydøstlige hjørne. Her er advokaten, du er blevet bestilt til at dræbe. Giv ham piben, lad ham ryge lidt. Så snart han har mistet bevidstheden, tager du hans VIP-pas og hans lyddæmpede pistol. Hvis du sigter rigtigt, kan du få det til at sprøjte op på væggen.
Det sidste afhænger selvfølgelig af, om du har skruet op for gore-knappen. Det engelske ord gore er en gammel, poetisk term, der egentlig betyder ’levret blod’. Skruer man ned for det, bliver der altså mindre splat i spillet.
Helt kan man nu nok ikke undgå den ulækre vold i det nye, danskproducerede computerspil Hitman Contracts. For ud over alle de gode, gamle våben, der allerede var i anden del af historien om en iskold lejemorder, så er der kommet nye til. Hidtil har man f.eks. kunne skyde med pistoler, armbrøst og snigskyttegevær. Man har kunnet kværke, skære med kokkekniv og forgifte. Men nu er også drab med Mini-Gun, lyddæmpet Uzi, billardkø og skovl en mulighed. Man kan drukne folk eller kvæle dem med røde velourpuder. Eller også kan man bare tænde for strømmen, så de dør i kramper. Eller skrue op for dampen i saunaen – og så blokere døren.
En interessant detalje ved spillet er, at den person, man ’er’ – den anonyme lejemorder med kodenavnet 47 – faktisk har en historie, der dementerer hans menneskelighed: Han er en klon frembragt på et sindssygehospital i Rumænien, et spildprodukt fra et forsøg på at lave den endelige hær af menneskelige robotter. Og allerede her kan man se det, der er grundstenen i spillet: Det er en leg med døden. Med en stor, fed streg under leg.

Kan de små tåle det?
Spillet skal nu nok alligevel få diverse pædagoger, psykologer og skolelærere til at se rødt. For har de små nu godt af al den vold? Svaret falder i flere dele.
For det første er Hitman Contracts et udpræget voksenspil, produceret af den spilindustri, der for længst har overhalet spillefilmsindustrien i økonomisk omsætning. Lejemordene er slet ikke for børn.
For det andet er spørgsmålet, om spillet skal tages direkte for pålydende. Eller om det skal fortolkes i en større sammenhæng?
Med Gibson nye jesus-film, The Passion of the Christ er lidelsen blevet almindelig underholdning. Men mere end det – den er blevet perverteret underholdning. For overgrebene i den lidelseshistorie har ikke nogen dramatisk funktion. Vi ser kun volden af én grund – for at svælge i den. Udfaldet, hele plottet, det kender vi jo til følelsesløshed.
Eller også ser vi volden for at forholde os til den? Sådan virker det i f.eks. animationsfilmen Terkel i knibe, hvor Anders Matthesen har lagt stemmer til et væld af figurer, der formeligt excellerer i vold. Men en vold, der hele tiden er ironisk, sarkastisk eller, mere præcist, satirisk. Når Jason (som i parentes bemærket deler navn med hovedpersonen i gyserklassikeren Fredag den 13.) sammen med publikum i salen ser, hvordan en pige helt konkret bliver savet over på langs med en kædesav, så udbryder han begejstret: »Årh, ja, mand! Så kan hun lære det, mand!« Men måske er det i virkeligheden ham, der lærer noget?
Scenen med saven varer kun en brøkdel af et sekund. Anderledes med den, hvor Fede-Dorit begår selvmord ved at kaste sig ud af vinduet fra tredje sal, fordi hun bliver moppet. Eller med den, hvor onkel Stewart tærsker små børn til blods. Eller med de scener, hvor Rita ved et uheld kommer til at stikke en gaffel i først det ene øje, og så det andet – hvorefter hun går omkring og knalder hovedet ind i den ene dørkarm efter den anden.
Den udpenslede vold er ikke ny i mediebilledet. Og ’den nye vold’ – den satiriske vold – er slet ikke ny i computerspils-sammenhæng. For tre år siden udgav Rockstar Games deres succesombruste spil Grand Theft Auto 3. Spillet – som flyder over af hasarderet bilkørsel, afstumpet vold og massemord – blev omgående forbudt i Norge. Måske fordi det slet ikke fes ind på lystavlen deroppe, at der var tale om en parodi.

Fuldkommen grotesk
GTA3 er nemlig en traditionel Hollywood-action-historie – with a twist. Det er en fuldkommen grotesk, og dermed faktisk også kunstnerisk fortolket, udgave af den filmvold, vi efterhånden tager fuldkommen for givet. At kalde spillet, hvor man kan skyde med bazooka, for kulturkritik, det ville nok være en overdrivelse. Men ureflekteret vold – det er det ikke. Det er faktisk netop det modsatte.
Denne ’læsning’ er også mulig i det nye Hitman Contracts, hvor man kæmper sig baglæns igennem lejemorderens egen tilblivelse gennem de flashbacks, der danner rammen om spillets sekvenser. I filmiske – i hvert fald tegnefilmiske – scener sniger man sig igennem et mareridt af et rumænsk sindssygehospital, en fetish-fest afholdt i et bloddryppende slagtehus og den fygende sne på en russisk atomubådsbase. Man sniger sig over tennisbanen, forbi hundekennelen og labyrinten af klippede hække på et gammelt engelsk landsted. Man sniger sig rundt i et havnemiljø i Rotterdam. Man sniger sig rundt på et fancy luksushotel. Og man sniger sig rundt i et kinesisk storby-eksteriør.

Æstetikken bærer
I Hitman Contracts er det ikke så meget det ironiske eller satiriske, der bærer igennem, men derimod det rent æstetiske – skønt det jo er ’overdrevet’, det vil sige kreativt, at man kan dræbe med f.eks. en kødkrog.
Spillet, der er frembragt af en mindre hær af programmører, software-udviklere, matematikere, animatorer, kunstnere og grafiske designere, er efter sigende blandt andet inspireret af Jim Jarmuschs postmoderne lejemorderfilm Ghost Dog og af genrekarikaturen Gosford Park. Læg dertil komponisten Jesper Kyds dramatiske og mættede underlægningsmusik, der allerede i Hitman 2 var så smuk, at man ville ønske, man havde den på plade. I det nye spil kører IO Interactives ’game motor’ – spillets computerskelet – ved navn Glacier Engine med 50 procent mere kraft end i Hitman 2. Og det betyder, at sneen daler dynamisk og at mosekonen brygger noget, der til forveksling ligner – mosekonebryg. Nu er der også røg, når man affyrer sine våben, ligesom der er real time-lyseffekter.
Hitman-spillene handler om at dræbe så ’elegant’ som muligt. Der er belønning for ikke at dræbe civile og for at dræbe så få som muligt. Belønningen er adgang til bedre våben. Desuden er det etiske fremhævet ved, at man ofte skal destruere masseødelæggelsesvåben (sic!), redde menneskeheden eller redde individer, der holdes fanget af kriminelle.

Voldens konsekvenser
I den nye udgave af spillet har lidelsen også fået en fremtrædende plads. Man tvinges til at forholde sig til konsekvenserne af volden – modsat hvad man kender fra f.eks. Hollywood-film. Så når man kun rammer sine ofre perifert, bliver de ved med at ligge og krumme sig sammen og ømme sig stønnende, så det faktisk ikke er til at holde ud. Og det har igen etiske konsekvenser (»... ej, ej, ej, nu skyder du ham altså lige ordentligt, du gør!«). Og når man selv dør, blegner hele billedet til en bleg dis, og i en sekvens, der varer op imod 20 sekunder, ’dør’ man så lige så langsomt. Lidende. Smertefuldt. Skrigende.
Måske er det det, der er det sjove ved at lege lejemorder? At spillet har en indbygget realisme og etik, der faktisk sætter volden i et perspektiv, skønt den jo er og bliver – heldigvis imiteret – vold. Så man på den måde lærer noget? Eller også er det, at volden faktisk har en egen æstetik, som man sjældent kan få lov til og mulighed for at udforske. Ikke at den æstetik er smuk eller grim, den er bare æstetik, endnu en æstetisk form – et ’noget’, et stykke fiktiv virkelighed, der er lige så sjovt at ’iagttage’ og forestille sig som alt muligt andet. Eller også er Hitman-spillene bare sjove, af den grund, som nogle skolebørn – ifølge spillets producent – angav, da de skulle forklare, hvorfor de helst ville være skurke i computerspil: »Det er så kedeligt at være god!«
Netop. For det er vi jo alle sammen hele tiden. Eller det meste af den.
De fleste af os.

IO Interactive: Hitman Contracts. Fås til PC, PS2 og Xbox. Pris ca. 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu