Læsetid: 5 min.

Så’ det movietime

Quentin Tarantino og Buster Keaton gjorde også deres til, at filmfestivalen i Cannes blev en mindeværdig oplevelse
28. maj 2004

Filmfestival
CANNES – Quentin Tarantino bliver modtaget som en rockstjerne, da han iført Kill Bill T-shirt, slidte cowboybukser og sneakers træder op på scenen i Theâtre Debussy. Det euforiske publikum, de fleste unge filmfans, pifter, klapper og jubler, og Tarantino soler sig i deres uforbeholdne hyldest og beundring.
Det er tydeligt, at her befinder han sig godt. Blandt filmfreaks, der forstår at sætte pris på, at de nu som de første nogensinde skal se Kill Bill 1+2, som den var tænkt – nemlig som én, lang film.
»Merci beaucoup. Jeg håber, at I er lige så entusiastiske, når filmen er forbi. Vi ses om fire timer... tak, fordi I kom til denne første visning nogensinde – nogensinde, nogensinde, nogensinde – af den japanske version af Kill Bill som én grand film. Dette er også første gang, at det, jeg altid har kaldt den japanske version, er blevet vist uden for Japan eller Hong Kong. Og det er første gang, at Kill Bill er blevet vist som én film. Ikke som vol. 1 og så vol. 2, men klippet sammen til én film. Om ca. et år vil det være en version af filmen, som vi sender ud i biograferne i Amerika og Europa.«

Farve eller sort-hvid
»Måden, det kommer til at foregå på, er denne: Alle, som husker, at man i 60’erne havde store, roadshow-versioner af film – det her er ligesom dengang. Vi viser filmen, og når vi når til midten, kommer der en pause, og vi vil sidde i mørket og lytte til pausemusik i ca. tre minutter. Så bliver lyset tændt, og musikken fortsætter med at spille. I går udenfor akkompagneret af pausemusikken. I ryger en cigaret. Og ca. seks minutter senere kommer I ind igen.«
»Og da dette er en tidlig morgenscreening, skal I endelig bare grine, råbe, skrige, klappe – gør, som I har lyst til. Og uden mere ståhej, Kill Bill.«
Det bliver en meget animeret visning af Kill Bill, hvor publikum jubler hver gang, de har set en flot slåskamp, eller Uma Thurmans hævnende brud klarer sig ud af en mere end vanskelig situation.
Den japanske version af filmen adskiller sig ikke handlingsmæssigt fra de udgaver af filmene, som vi har kunnet opleve i danske biografer. Men fordi Tarantino i USA ville have en mild censur – i forhold til, hvor voldelig filmen er – måtte han trimme enkelte klip i Kill Bill 1’s klimaktiske House of Blue Leaves-kamp, hvor Thurman kløver sig gennem O-Ren Ishiis Crazy 88 med sit samuraisværd.
I Europa vises scenen i sort-hvid, hvilket i sig selv gør den mindre voldelig, når blodet sprøjter, og afskårne lemmer flyver gennem luften, men i Japan og Hong Kong bliver den vist, som den er optaget, nemlig i farver, hvilket kun understreger voldens urealistiske natur og tydeliggør hyldesten til 70’erne og 80’ernes kung fu- og samurai-film.

Udvikler sig
Quentin Tarantino og hans producent, Lawrence Bender, overværer selv screeningen af Kill Bill, og i pausen bliver instruktøren passet op af ivrige fans, der bare vil vide det ene og det andet. Og Tarantino viser, at han stadig er en af dem ved beredvilligt at svare på alle deres spørgsmål.
Han fortæller om, hvor meget arbejde, han har lagt i Kill Bill, og at det er en film, som skal ses i kapitler.
»Der er ting, som er med i den japanske version, som ikke er med i den anden version. Og der er ting i den anden version, som ikke er med i den japanske version. Det er en film, som hele tiden forandrer og udvikler sig.«
Det er ved at være tid til anden omgang af Kill Bill, og Tarantino begynder at genne publikum på plads.
»It’s movietime,« siger han og afslår at lade sig fotografere sammen med en fan.
»Men jeg vil gerne tage et billede af dig i dit sæde,« siger han og griner sin karakteristiske, smittende latter.

Fornøjelig musik
Quentin Tarantino er ikke den eneste i Cannes, der kan fylde en biograf. Også en kørsel af Buster Keatons (og Clyde Bruckmans) stumfilm-klassiker Generalen (1926) er en af festivalens store attraktioner, ikke mindst fordi filmen har fået ny musik af den japanske komponist Joe Hisaishi, som til lejligheden dirigerer et 40 mand stort symfoniorkester.
Sidste år bød festivalen på en restaureret version af Chaplins Moderne tider som en slags optakt til de flotte Chaplin-dvd’er, som Warner Bros. og franske MK2 senere på året begyndte at sende ud. I år står MK2 alene bag restaureringen af Buster Keatons film, og ud over Generalen vil selskabet sende ni af instruktørens film ud i biograferne og på dvd i løbet af et par år.
Hisaishi, der også laver musik til Takeshi Kitano og Hayao Miyazaki, er en lille, skaldet mand, som ikke syner af meget, da han stiller sig op på dirigentpodiet.
Men han kaster sig energisk ud i sit liveakkompagnement af Generalen. Hisaishis musik er en fornøjelse at lægge øre til, som den følger og former sig efter det, der foregår på lærredet, og det lykkes ham at få én til at leve med i handlingen og glemme, at man sidder kun få rækker væk fra et helt symfoniorkester.

Meget morsomt
Generalen er baseret på en virkelig historie fra Den Amerikanske Borgerkrigs tid og handler om lokomotivføreren Johnnie Gray (spillet af stenansigtet Keaton selv), der elsker sit lokomotiv, Generalen, og sin pige, Annabelle, lige højt. Da de begge bliver bortført af nordstatssoldater, kaster Johnnie sig ud i et hæsblæsende og meget morsomt forsøg på at få begge tilbage.
»Jeg var mere stolt af den end af nogen anden film, jeg har lavet, fordi jeg tog en virkelig hændelse fra borgerkrigen, fra historiebogen,« har Keaton selv sagt om Generalen.
Han gjorde sig stor umage for at lave en film, der var så tro mod virkeligheden som muligt, hvorfor Generalen også endte med at blive en af hans dyreste nogensinde med et budget på 415.232 dollars – hvilket var rigtig meget i 1926.
Keaton kunne godt lide at bruge tog i sine film, og Generalens jernebane-gags er da også nogle af de bedste og mest opfindsomme i filmhistorien. Han benytter sig behændigt af alt fra skiftespor og dampmaskiner til vandtanke og kanoner, ligesom scenen, hvor han bliver irriteret på Annabelle, fordi hun ingen hjælp er til, og er lige ved at kværke hende, er forrygende morsom. Ikke mindst fordi det er på Keatons kropssprog og ikke i hans ansigt, at man kan se, hvad han føler.
Den restaurerede billedside og Joe Hisaishis musik giver Generalen nyt liv, og hvis der er retfærdighed til, kan den også opleves i en dansk biograf inden alt for længe.

*Flere artikler fra Cannes på tema.information.dk/cannes2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her