Læsetid: 5 min.

Sårbarhed som styrke

Under bandnavnet Magnetic Fields har den uforlignelige Stephin Merritt begået 14 suveræne sange om den der forbistrede kærlighed, der samlet lægger sig i smuk forlængelse af mesterværket ’69 Love Songs’ fra 1999
10. maj 2004

At den moderne musikbranche er et sted, hvor ofte anstrengende attituder både styrer og ofte tilmed overskygger hvad – om noget, ud over lige egopromotion og træls narcissisme – kunstneren nu måtte have på hjerte, skal denne signatur være den sidste til at benægte. Ikke at hver en tone eller ord behøver komme fra hjertets allerdybeste kamre (det er således altid rart, hvis hjernen er med ind over), men det giver nu musikken en ekstra dimension, hvis man som lytter oplever, der er mere på spil end behovet for at gøre sig interessant, finde på skægge lyde, slå tiden ihjel eller bare wanke vildt i hjemmestudiet.
Måske er det derfor, singer-singwriter-genren til stadighed udgør et fristed for sjæle på is, thi her kan man faktisk gøre lige, hvad fanden man har lyst til, hvad angår det klanglige, det instrumentale, det tekstlige og det musikalske – så længe materialet er sangbaseret. Dette forhindrer naturligvis ikke ni ud af 10 singer-songwriter udgivelser i at være så ortodokse, at det nærmer sig en art klanglig fundamentalisme.
Men der findes stadig skæve størrelser som PJ Harvey, Daniel Lanois, Bright Eyes, Tom Waits, Rufus Wainwright, Bonnie »Prince« Billy, Tori Amos, Mull Historical Society m.fl., der fra hvert sit hjørne kommer med substantielle bud på vedkommende sange for mennesker på den vestlige halvkugle her på denne side af årtusindeskiftet.

Det lave selvværd
Men der er nu alligevel ingen, der lyder så helt-ind-under-huden-og-lige-fra-hjertekulen-agtige som Stephin Merritt, der under det bandklingende navn Magnetic Fields i 1999 udsendte den uforglemmelige tredobbelte cd, 69 Love Songs, der var præcist, hvad titlen indikerer: 69 (pop)sange om kærligheden, anskuet fra snart sagt enhver tænkelig vinkel. Selv om der sandt for dyden er sagt, skrevet og sunget meget om dette fortærskede, men evigtgyldige emne, formåede Merritt og hans kumpaner med de enkleste virkermidler i verden at give tingene en ny drejning.
Som sanger minder Merritts metode om Buster Keatons »deadpan«-skuespilkunst; hans stemme er mørk, monoton og ikke synderlig fleksibel, hvilket han dog alt sammen vender til en styrke, thi den afslører sjældent stort om de fald og dybder, der beskrives i tekstuniverset... hvilket ikke desto mindre gør effekten så meget større.
Som nu på det første album fra Magnetic Fields i fem år, betitlet i – at dette personlige pronomen mod vedtagen retskrivning skrives med småt hænger formentlig sammen med det lave selvværd, der gerne kommer til udtryk i Merritts sange.
At kalde ham en selvhadende bøsse er måske lige stærkt nok, men det er i hvert fald et af de aspekter af hans kunst, det er svært at komme uden om – hør bl.a. den bittert-sjove »I Wish I Had An Evil Twin«, hvor titellinjerne efterfølges af »running round doing people in/ I wish I had a very bad and evil twin to do my will/ To cull and conquer, cut and kill/ Just like I would if I weren’t good/ and if I knew where to begin/ down and down he’d go/ How low, no one would know...«, afsunget med næsten fremmedgørende lakonisk distance.
Som sædvanlig hos Merritt bliver den personlige sårbarhed til en kunstnerisk styrke. For satan, Kirkegaard havde ret...
For denne indlysende drøm om at have en slags Hævnens Engel lige ved hånden forekommer ikke så sær i lyset af de mange smertefulde udsagn om mangel på kontakt og ulykkelige affærer, det myldrer med i Merritts sange.
Om dette fantasifoster af et alter ego hedder det videre at »my evil twin would lie and steal/ and he would stink of sexappeal/ all the men would writhe/ beneath his scythe/ he’d send the pretty ones to me/ and they would think that I was he...«
Her, i den i sangen fremmanede fantasiverden, kan Merritt lade en voldsomt infantil omnipotens udfolde sig, hvilket kunne tyde på problemer med at gebærde sig på markedet for kød, begær og følelser.

Ambivalent og diabolsk
Og når Merritt – akkompagneret af sin uundværlige ukulele, pladens absolutte hovedinstrument! – på »I’m Tongue-Tied« erklærer sig netop »tongue-tied and useless/ I’m weak-kneed and brainless«, flytter hans hudløshed sig på det nærmeste over i lytteren og minder hende om alle de situationer, hvor det ikke lykkedes at reagere på givne situationer som man burde – og slet ikke som ens sexede og selvsikre alter ego ubesværet ville have gjort. Det er bl.a. dér, at Magnetic Fields trænger ned i nogle lag, vi ikke er forvænte med inden for moderne kærlighedssange – de gør op med kærligheden som enten det store forløsende, lystbetonede fristed eller hulk-åh-nej-du-har-forladt-mig-blindgyden, men lister rundt om dens mange mere ambivalente, diabolske og selvmodsigende aspekter.
Hvad det angår, har Merritt ikke mange ligemænd eller – kvinder, men må se sig selv i den sikkert ofte smertefulde rolle som altseende outsider, hvis dragning mod tryghed og kærlighedens forløsende potentiale ofte ender med at give det diamentralt modsatte resultat. Godt for kunsten, skidt for Stephin.

Underspillet vellyd
Musikalsk set er det lutter underspillet og -produceret vellyd, der møder én på i – Merritts karakteriske stemme står i centrum, og han trakterer diverse instrumenter, først og fremmest ukulelen, der jo havde sin storhedstid i 1920’erne, men ikke desto mindre stadig formår en del i rette hænder. Det smukke cellospil står Sam Davol for, trommer, klaver og cembalo betjenes af Claudia Gonson, og John Woo trakterer diskret guitar og banjo.
De skaber tilsammen en sært tæt-på-hjertet, men fuldstændig ude-af-tiden klang rundt om Merritts som altid enkle, indtagende og ofte mindeværdige melodier, der ikke gør sig i de store tonale udsving, men alligevel formår mere end nok så megen fancy tomgangs-shit, man udsættes for. Det hele stinker af, at det her kunne de fleste sgu nok gøre selv – indtil man forsøger, altså. Så går det for alvor op for én, at melodisk enkle sange med komplekse – men på overfladen besnærende ligetil – tekster om kærlighedens hængedynd ikke er noget, det er alle og enhver beskåret at ryste ud af ærmet.
Magnetic Fields minder med i endnu engang lytteren om, hvorfor skævbenet og personligt farvet popmusik stadig er en af denne verdens mest effektive og subversive udtryksformer. Bandet ejer intet sidestykke inden for moderne musik og er på mange måder stadig en velbevaret hemmelighed. Bare ærgeligt, Sonny Boy – men smut du nu ind og hør den seneste Tim Christensen igen, mens far nyder cigaren og de 14 perler på det alternative mesterværk i. Igen og igen.

nMagnetic Fields: i (Nonesuch/Warner) Producer: Stephin Merritt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her