Når nogen siger, at de finder noget stødende, bliver Deres pennefører altid nysgerrig. At føle sig stødt er en underlig uhåndterlig størrelse på linje med at være bitter. Vrede eller skuffelse, det ved man hvad er her får man det straks bedre, når man har hamret begge næver hårdt i bordpladen og råbt satans! Men at blive stødt? Det er en følelse, der sætter sig som en klæg, leragtig substans i mavesækken og får ens tunge til at hænge halvt ud af munden.
Ugens højst profilerede stykke lavkomisk, lokal kulturpolemik kom sig netop af, at nogen omtalte noget som stødende. Louise Frevert, Dansk Folkepartis kulturpolitiske støjsender, havde opsnappet forlydender om noget med en tre meter høj Lenin-statue i bronze, som skal stilles til skue i en overdækket gårdhave på Arbejdermuseet i Rømersgade. Kunne det virkelig have sin rigtighed? Sagen var hende så presserende, at hun fandt en skriftlig henvendelse til kulturministeren berettiget. I et brev til Frevert svarede Brian Mikkelsen ganske rigtigt, at det er Arbejdermuseets eget ansvar at formidle Lenin-skulpturen »på en museumsfagligt forsvarlig måde«. Men Mikkelsen kunne ikke dy sig for lige at tilføje, at når »det er sagt, så skal det også siges, at jeg er enig med dig i, at Lenin er en af verdenshistoriens største bødler, så jeg forstår godt, hvis statuen virker stødende på dig.« Det skulle han aldrig have gjort. For nu kolporterede dele af dagbladspressen Louise Freverts sag videre, og som sædvanligt tog Dansk Folkeparti landets ufatteligt homogene gruppe af skatteborgere som gidsler. I Louise Freverts verden kan demokratiets magthavere tvinge, kræve, forlange og diktere efter forgodtbefindende. Ifølge Ritzaus Bureau i mandags forlanger Frevert, at Lenin-statuen ledsages af en oplysende tekst om, hvad han egentlig var for én.
»Hvis Brian Mikkelsen ikke vil diktere det til Arbejdermuseets ledelse, så må han sende et såkaldt hyrdebrev til dem med en sådan anbefaling. Ellers må Folketinget tage initiativ til at forlange det.« For som hun anførte på vegne af Dem og undertegnede: »Vi bruger jo skatteborgernes penge på museet, så det er et ministerielt problem, hvis folk herunder kulturborgmesteren - føler sig stødt over statuen.«
Bladrede man Jyllands-Posten igennem i tirsdags kunne man så pludselig på kultursiderne finde et revolverjournalistisk interview med Arbejdermuseets direktør, Peter Ludvigsen. Hvad skal der stå på Lenins sokkel, spurgte man inkvisitorisk. Og vil han blive betegnet som massemorder? lød det i det af Frevert anslåede toneleje. Ludvigsen svarede, at der vil ikke fremgå af sokkelteksten, at Lenin var massemorder, når Arbejdermuseet genåbner 27. august efter en ombygning. Nok var Lenin en despot, men man kan ikke komme uden om, at han var en væsentlig figur i arbejderbevægelsens historie. Hvad hjælper det at smelte ham om nu?
Det besynderlige ved lad os bare kalde det debatten er, at det ikke er nyt, at Lenin skal sættes frem til skue. Men det viser, hvordan gode, tilsyneladende kontroversielle historier blusser op og bølger vildt i pressen for derefter at forsvinde igen som dug for solen. Statuen har stået i gården ved Arbejdermuseets indgang siden 1998, uden at der har lydt et bjæf fra nogen. Måske fordi figuren med sin råhed og sine overgjorte dimensionering i virkeligheden fremstår en smule latterlig.
Og her er måske det egentligt stødende ved den: Lenin står og kigger frem for sig i sit bedste burgøjsersæt (jakke, vest, slips og kasket). Over skuldrene hænger en lang og kraftig lodenfrakke med revers, men Lenin har ligesom skubbet den tilbage ved hofterne. Som en blotter, der er sprunget frem med et hyl fra et buskads i Fælledparken og nu helt forstenet afventer sit offers reaktion.
Størrelsen har en forklaring. Engang midt i 80erne fik nogen i Sømændenes Forbund måske formand Preben Møller Hansen den idé, at det kunne være sjovt at have sådan en statue stående. Den kunne passende stå ved Tidens Højskole i Hørsholm, som forbundet ejede. Tidens Højskole var en socialistisk institution, der byggede på et leninistisk og marxistisk grundlag. Fremdeles bestilte Sømændenes Forbund statuen i Sovjetunionen formedelst noget i retning af 300.000 kroner. Kunstneren var en lettisk billedhugger og kunstprofessor, Ollo Kaleis, som formentlig har udarbejdet Lenin-statuer i dusinvis. Kaleis rejste til Danmark for selv at se, hvor hans værk skulle stå, og ifølge rygterne blev han temmelig overrasket; Hørsholm var en nydelig borgerlig højborg og ikke den middelstore sværindustriby i sibirisk stil, som professoren havde forestillet sig. Op kom Lenin alligevel. Man placerede ham på et bakkedrag på en sokkel af bornholmsk granit, så han ragede syv-otte meter op i luften.
Hørsholms borgmester var rasende og truede med at få den fjernet, men kommunisterne på stedet havde love og paragraffer på deres side, og hvis ikke borgmesteren stak piben ind, ville de, som en kilde i Sømændenes Forbund fortalte mig, »kraftedeme sætte lys i øjnene på statuen«, så den kunne lyse ind over byen »dag og nat«. Lenin var urørlig. Da Tidens Højskole blev opløst i 1996, deponeredes Ollo Kaleis bronzestatue i Arbejdermuseets magasiner.
