Læsetid: 2 min.

Sex i byen

27. maj 2004

Spot
Da den dukkede op på amerikansk tv i 1999 var Sex & the City ikke just populær blandt kritikere. En skribent i The Times krævede serien fjernet fra sendefladen, mens den i The Independent blev affejet som urealistisk i sit forsøg på at portrættere en sluttet kreds af kvinder i 30’erne. Seerne derimod var, som serien skred frem i USA, af en ganske anden overbevisning. Og også herhjemme har den for længst fået sine trofaste tilhængere blandt dem, der føler sig som en del af målgruppen (fortrinsvis kvinder i alderen 18-34), og dem, der blot lader sig underholde af et kig inden for i et meget feminint univers.
Således har alverdens kvinder siden seriens start identificeret sig med den stilsikre Vogue-kronikør Carrie Bradshaw og hendes ditto topsmarte veninder, der hurtigt dannede mode og blev forsøgt kopieret. Designere stod følgelig i kø for at få lov til at klæde de fire hovedpersoner på og på anden vis snige deres produkter ind i seriens kulisser. Og det ikke uden effekt. Serien blev et brand og snart kunne markedet melde tilbage om øget salg i alt fra den type bærbar computer, som Carrie nedfælder sine sexklummer på (Mac naturligvis!) til sko fra Manolo Blahnik og Prada. Også den hollandske arkitekt Rem Koolhaas formåede for nylig at brande både sig selv, Prada og Sex & the City, da han på Content-udstillingen i Neue National Gallerie i Berlin, viste et klip fra serien, hvor Carrie og on-and-off-kæresten Mr. Big spankulerer rundt i Pradas filial i New York – en af flere Prada-butikker, som Koolhaas har indrettet.
Først og fremmest handler serien dog om sex, lejlighedsvist singleliv og kærlighedskvaler for karrierekvinder i 30’erne. Carrie, Samantha, Mirinda og Charlotte, der ernærer sig som henholdsvis journalist, PR-konsulent, advokat og kunsthandler, er driftige karrierekvinder, men taler kun sjældent om job og velfærdsspørgsmål. Snakken går nærmere på mænd og tøj, som de er ligeligt storforbrugere af. Det foregår som oftest over en Cosmopolitan på et af Manhattans insteder.

Forleden trådte de fire single-piger i den amerikanske tv-serie Sex & The City deres sidste designersko gennem New Yorks gader for øjnene af 10,6 millioner seere. Afskeden bød blandt andet på Carries opbrud med sit job, sin computer og New York i forfølgelsen af en rig kunstnerdissident til Paris. For kun at blive hentet hjem igen af Mr. Big, der langt om længe får et navn, som ikke skal afsløres her.
Herhjemme kører serien stadig på TV 3, der i en periode formåede at sende hele fire afsnit af serien sent torsdag aften. I aften nøjes man med et enkelt.

*TV 3 kl. 21.45: Sex & the City

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her