Anmodningen lyder uskyldig nok: »Ministeren bedes redegøre for strukturreformens betydning for miljø-, natur- og planområdet.«
Men når Venstre-miljøminister Hans Chr. Schmidt i dag møder op til åbent samråd med Folketingets miljø- og planlægningsudvalg, skal han præstere et mesterstykke i politisk spin for at skjule, at regeringens reformplaner vil splintre de områder, udvalget har spurgt til: miljø, natur og planlægning.
Sagen er den, at miljø, natur og planlægning i dag hører under landets amter og har gjort det siden kommunalreformen i 1970. Forud for 1970 var det opgaver, som staten mestendels tog sig af hvis nogen overhovedet gjorde det.
Nu vil VK-regeringen med ivrig støtte fra Dansk Folkeparti nedlægge amterne. De hospitalsopgaver, der har gjort amterne så upopulære, skal flyttes over til fem »sundhedsregioner«.
Amternes andre opgaver skal lægges til kommunerne, der til gengæld skal være meget større.
Her kommer problemet: Selv meget store kommuner vil ikke være store nok til at løse miljø-, natur- og planlægningsopgaverne. Faktisk har de hidtidige amter nærmest været for små.
Hvad er afgørende for, om noget med fornuft kan kaldes en sammenhængende region? Det er samfærdslen. Sådan har det altid været.
I svundne tider måtte et herred ikke være større, end at alle havde mulighed for at vandre til tinge.
Nu om stunder er det mest på hjul, trafikken foregår. Og fra engelsk har vi fået ordet pendling: Turen frem og tilbage mellem bolig og arbejdssted. Når der massivt pendles inden for et område, er det en sammenhængende region. Det er særligt tydeligt omkring Danmarks hovedstad.
Det har været erkendt siden 1970. Fagfolk påpegede, at Københavns og Frederiksberg kommuner sammen med Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter udgør et fælles pendlerområde og derfor har én fælles identitet. Det kan også ses i bladenes kontaktannoncer, hvor folk skriver: »Jeg bor i HT-området.«
Det var derfor, der i 1974 kom en lov om et hovedstadsråd, der skulle være fælles myndighed for hele hovedstaden. Politisk nid gjorde imidlertid, at de tre amter fik lov til at bestå ved siden af Hovedstadsrådet, lige som Københavns og Frederiksberg kommuner bevarede deres ejendommelige dobbeltrolle som amter.
Og selv om Hovedstadsrådet fik bragt skik på en række problemer i hovedstadsområdet, endte historien sørgeligt med, at amterne under VKR-regeringen i 1989 fik delt Hovedstadsrådets opgaver mellem sig.
Derefter gik den fælles styring i fisk. Nyrup-regeringen tog tilløb til at genoprette Hovedstadsrådet, men amterne blokerede. Som en nødløsning kom HUR Hovedstadens Udviklingsråd, der skal »koordinere« overordnede spørgsmål i hovedstadsområdet. Godt går det ikke, og mange har regnet med, at det kun var et spørgsmål om tid, før en regering blev nødt til at lave et rigtigt folkevalgt hovedstadsråd.
Nu går VKO i den stik modsatte retning. Med forslaget at nedlægge amterne er grundlaget væk for HUR.
Det betyder, at al overordnet planlægning og natur- og miljøbeskyttelse i hovedstadsområdet fremover skal fordeles mellem et halvt hundrede kommuner i hovedstadsområdet. Altså dét, som Folketinget i 1974 lagde til én myndighed, skal nu splittes mellem 50. Det er en farce. Miljøminister Schmidt burde mødes af et latterbrøl af folketingsudvalgets medlemmer, når han prøver at forklare dem, at det er en forenkling.
Mellem latterbrølene kan udvalgsmedlemmerne spørge Schmidt, om han har læst sin egen landsplanafdelings nylige redegørelse om »Regionplanlægningens historie«. Af den fremgår, hvor store værdier der vil gå tabt, hvis myndighedsansvaret splittes.
Teksten fra Landsplanafdelingen peger også på, at det at lade kommuner varetage natur- og miljøopgaver kan være det samme som »at sætte ræven til at vogte gæs«.
Kommuner er nemlig mere interesseret i økonomisk her-og-nu udvikling end i langsigtet planlægning og beskyttelse af overordnede værdier.
Det gælder over hele landet. Derfor er det uforsvarligt at lægge større beskyttelsesopgaver til kommunerne. I Hovedstaden er det rent ud katastrofalt, fordi vækstpresset er så stort.
Fremtidige generationer vil undre sig, hvis det i dag lykkes minister Schmidt at besnakke folketingsudvalget.
