Læsetid: 4 min.

Skomageren og historiefortælleren

Den Kgl. Ballet vil være verdens bedste kompagni til at fortælle historier gennem dansen. Og danserne lader gerne Abdallah beholde den magiske lysestage
13. maj 2004

Ballet
Som alle gode eventyr ender Abdallah lykkeligt: Skomageren får både pigen og guldet, og de onde kræfter bliver overvundet. Takket være ren magi.
Sådan ser det næsten også ud til at kunne gå for Den Kgl. Ballet: Danserne får deres fortumlede Bournonville-tradition tilbage, nu endda beriget med værdifulde erkendelser, på trods af anseelige skrammer. Men takket være hårdt arbejde.
Den Kgl. Ballet har netop præsenteret sin afsluttende Bournonville-opsætning denne sæson, nemlig rekonstruktionen af
Abdallah fra 1986, der ikke har været i repertoiret siden Bournonville-festivalen i 1992. Bournonville-identiteten er tilsyneladende ved at genindfinde sig i kompagniet.
Ved repremieren i fredags vimsede danserne vimsede omkring i Jens-Jacob Worsaaes underskønne dragter på den særlige ’Bournonville-facon’, hvor alle har noget at se til – hente vand i brønden, beundre en kjole, smugflirte med naboen, skændes med fætteren – uden at de stjæler fokus fra hovedpersonerne. Instruktørerne Sorella Englund, Flemming Ryberg og Bruce Marks har tydeligvis formået at give historien videre til danserne, så den både har fået oprigtighed og humor – ikke mindst balletbørnene er morsomme i deres kropsparodier på de voksne dansere. Og så er kompagniets fremtid tilsynelade sikret med balletdrengen Oscar Nilsson, der er forestillingens scoop af en slavedreng: Flabet, musikalsk, komisk – og med perfekt strakte tæer på en str. 30!

Skatkammer-dans
Abdallah er tilsyneladende gledet naturligt ind i Bournonville-repertoiret igen. Forklaringen må være, at danserne har lukket Abdallah med ind i Bournonville-skatkammeret. At danserne gerne vil danse dette eventyr, uanset hvor tåbeligt eller naivt det kan siges at være – med en magisk lysestage som fortryllende hovedaktør.
Solodanser Thomas Lund fører an med sin entusiasme og sin eminente sans for Bournonvilles ubesværede stil. Fysisk springer han endnu mere smidigt end tidligere, og hans fraseringer har en spontanitet, der gør trinene uforudsigelige. Og så nyder han tydeligvis at udvikle denne flade skomager-figur, så den bliver beslægtet med både den fandenivoldske og sønderknuste Gennaro fra Napoli og den drilske Carelis og den damekåde Geert fra Kermessen i Brügge. Og så spiller Thomas Lund med på tilskuernes højlydte dyrkelse af ham som superstjerne, så forestillingen bliver det live-show, det skal være.
Fortroligheden med Bournonvilles univers lyser også omkring solodanser Gudrun Bojesen. Hun får rollen som den letfodede og selvstændige Irma til at matche sit øvrige Bournonville-galleri, ikke mindst sin bortløbne Hilda fra Et Folkesagn, sin artige Eleonore fra Kermessen og sin svigtede Effy fra Sylfiden. Hun har raffineret sin Bournonville-dans til en overjordisk harmoni, som nærmest giver kuldegysninger – og hendes kvindepower fordrejer både hovedet på kaptajner og sheiker på scenen og på forretningsmænd og studerende i parkettet.

Historiefortæller-mål
Lund-Bojesen har danset sig gennem de hårde år med alle balletmesterskiftene i 1990’erne. Og de er stjerner i et kompagni, som Frank Andersen har forsøgt at samle gennem sine sidste to år som balletmester. Ved pressemødet i marts afslørede han, at hans gamle vision om, at Den Kgl. Ballet skal være et af de fem bedste kompagnier i verden, er også blevet afløst af en ny: En drøm om at blive kaldt ’verdens stærkeste historiefortællere i dans’. Og danserne har åbenbart taget hans mål til sig.
Det er i hvert fald dejligt at se, at et nyt kuld af dansere faktisk er ved at folde sig ud nu. De kommende opførelser af Abdallah byder på den unge Nicolai Hansen, der både danser sheiksøn og
Abdallah. Han har en befriende humor, men også en seriøsitet og renfærdig sans for detaljen – og en ansats til tragedie, der giver store løfter for roller forude. Og samtidig er han antagelig en helt anderledes Abdallah end den uforudsigelige solist Morten
Eggert, der skaber store forventninger til sine dybt originale og samtidig traditionsloyale bud på Bournonvilles roller; ikke mindst hans Gurn i Sylfiden har kastet et nyt og interessant lys på rollen.
Tre udenlandske danserinder, den smilende, veloplagte Amy Watson fra USA, den høje, lyse Haley Henderson fra USA og den stædige, beskedne Yao Wei fra Kina, danser desuden med fuld fart frem i kompagniet, på linje med danske dansere som Femke Mølbach Slot og Esther Lee Wilkinson. Castingen i Abdallah viser desuden, at Bournonville-synet udvikles. Haremsherskerinden Palmyra danses af solodanser Gitte Lindstrøm, der med sine lange, elegante linjer, sine personlige knæk i nakken og sit iltre tempo i håndleddene er et atypisk bud på en Bournonville-danser. Men fordi hun udfører trinene med samme atletiske seriøsitet og komplekse koordination, som var de af Balanchine, bibringer hun Bournonville et forfriskende nyt æstetisk pust.

Dialog-krav
Et balletkompagni er aldrig bedre end sine dansere, og balletmester Frank Andersen har tilsyneladende kunnet inspirere og motivere sine dansere til igen at tro på, at det nytter. Eller som en danser udtrykte det forleden: »Uenighed er blevet tilladt, men dialog er et krav.«
Frank Andersens repertoirevalg er domineret af den forestående Bournonville-festival. Men at historiefortælling også står højt på dansernes ønskeliste blev tydeligt ved verdenspremieren på Alexei Ratmanskys Anna Karenina i april. Tolstojs historie blev af Den Kgl. Ballets solodansere virkelig serveret med lidenskab og inderlighed og fortvivlelse. Problemet var snarere, at korpset ikke havde fået nok biroller til at kunne udfolde sig som individer...
Næste sæson bliver Den Kgl. Ballets selvpålagte prøve med den 3. Bournonville Festival i juni. Men at sæsonen 2003/04 kunne slutte så harmonisk er et tegn på, at kompagniet danser i den rigtige retning. Og at den tid er ovre, hvor danserne bare måtte håbe på tilfældig succes og magiske lysestager.

*’Abdallah’ af August Bournonville (1855). Musik: H.S. Paulli. Scenografi: Jens-Jacob Worsaae. Lys: Steen Bjarke. Instruktion: Sorella Englund, Flemming Ryberg og Bruce Marks assisteret af Lis Jeppesen. Musikalsk ledelse: Graham Bond. Den Kgl. Ballet 18, 21, 22. Maj samt næste sæson fra 2. sep.
*www.kgl-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu