Læsetid: 4 min.

Slipsedrengene og ham uden

David Lynch i København som tavs sælger af åndeligt vaskepulver, klemt inde mellem andre sandhedsvidner
25. maj 2004

TM med David Lynch
Sydney Pollack besøgte Danmark, fordi han skulle vidne i en retssag i København om billedbeskæring, og David Lynch er kommet for at slå et slag for transcendental meditation og fred. Ellers kommer amerikanske filmfolk normalt kun forbi for at promovere deres nye produktioner.
David Lynch er helten dvs. instruktøren fra Twin Peaks, Blue Velvet, Erasor, Elefantmanden, Lost Highway, Mulholland Drive og flere andre levende billeder. Klapsalverne brager ham i møde i Arkitektskolens festsal på Holmen i København, hvor ca. 650 mennesker, hovedsageligt unge studerende, har betalt 80 eller 100 kr. for at komme ind.
Lynch har arbejdet sammen med skuespillerkapaciteter som Isabella Rossellini, Dennis Hopper, Kyle Maclachlan, Anne Bancroft og John Hurt. Der er dem, der regner ham for verdens og nutidens største instruktørnavn. Under alle omstændigheder en levende myte. Nu sidder han i panelet mellem fire andre og bliver mindre og mindre, som tiden skrider frem.

Dr. Hagelin
Hans første bemærkninger lyder:
»Transcendental meditation er bevidsthedsbaseret uddannelse. Jeg er
ikke underviser, men TM har hjulpet mig gennem al min filmskaben, og intuition er det bedste værktøj, man kan have, når man laver film – og for øvrigt også i andre forhold i livet.«
Så siger han ikke mere. I første omgang. For det viser sig, at Lynch kun på papiret er hovedperson. Dr. John Hagelin er hovedpersonen, en atomfysiker, som er uddannet på Harvard og i 2000 stillede op som præsidentkandidat for Natural Law Party. (Han blev ikke præsident. red.)
Det er ikke anderledes, end når Dalai Lama holder sine seancer. Foran Hagelin er et arrangement af orange og røde blomster. Sådanne seancer følger altid et bestemt skema. Man begynder med at rose værtsnationen.

Som et skema
»Det er dejligt at være i Danmark,« siger Hagelin. »I har en naturlig forståelse for fred og fredelig teknologi.«
Så er det på plads, og Hagelin ridser grundproblematikken op. Han stiller diagnosen. Vi har en stressepidemi i det moderne samfund, der giver for højt blodtryk og hjertesygdomme, og det kan man forebygge med den enkle meditationsteknik, som TM er. Hagelin taler om den manglende balance mellem højre og venstre hjernehalvdel, demonstrerer med et papkrus og viser diagrammer og gør ved. Han henter elektromagnetismen, EEG, termodynamikken og atomfysikken til vidne på, at der er videnskabeligt belæg for, at TM er en fantastisk teknik, som kan betyde alverden for menneskeheden.
»Det er en symfoni, men der er ingen dirigent,« hører man ham sige.

Tupperware
Det kunne også være et kursus i
erhvervspsykologi eller moderne management eller, mindre flatterende, en demonstration af tupperware, tænker Deres Respektløse Udsendte. Eller Sai Baba eller en anden mystik mystiker eller guru.
Dog er transcendental ikke noget religiøst.
Nu skal der ’aflægges vidnesbyrd’, som det ville hedde, hvis det var scientology eller baptisme.
Dr. Henrik Vestergaard har været læge i 22 år og er trænet i TM. Han kan berette om en ny undersøgelse fra Augusta i Georgia, hvor en gruppe, der dyrkede diæt og fysiske aktiviteter klarede sig dårligere end en gruppe, der dyrkede TM. Overraskende nok (og alligevel ikke, vel?)
Ja, man burde faktisk implementere TM i uddannelsen af læger i Danmark, mener han, for det kan være livsreddende for os alle.
Den tredje slipsedreng i panelet – Lynch er foruden – er en canadier, der har arbejdet sammen med TM-yogien Maharishi Mahesh. Han har endog bragt sin søn med, som har arbejdet som bankinvestor, og som startede med børne-TM. Begge kan de aflægge vidnesbyrd til fordel for TM, og det samme kan kvinden fra »Hrorvig«, som Hagelin udtaler det. Mona Pilgaard er fra Rørvig Folkehøjskole, og det er her, man på kortere eller længere kurser kan få indøvet teknikken, hvis hovedbestanddel i al sin enkelhed går ud på, at man mediterer 15-20 minutter to gange om dagen. Der vil være fremlagt lister, man kan skrive sig på bagefter...

Begyndte i Iowa
Endelig får David Lynch ordet igen, og igen bliver det for nogle korte bemærkninger. Han er med for at starte en fredsgruppe i Danmark på gerne 500 personer. Den nye forsvarsminister
Søren Gade har udtalt sin store velvilje. »Selvom USA nok mere end noget andet land i verden kunne trænge til det lige nu,« ytrer han under stort bifald og siger, at han kunne bruge en kop kaffe.
Selv blev han vakt, engang han besøgte Iowa. Han blev inviteret til at se noget skolekomedie og tænkte gab-gab, men han, der havde arbejdet med mange store skuespillere, havde aldrig oplevet noget lignende.
»De unge spillede med en kraft, intelligens og naturlighed som skyldtes TM,« fortæller han. »Så start med TM, hvis du vil være en stor skuespiller.«
Han tilføjer: »Lad os komme i gang med at have noget sjov og fred på jord,« slutter han.

Stjerne i garn
Bagefter er der spørgsmål fra salen. En ung kvinde vil lige gøre opmærksom på, at Danmark er med blandt de krigsførende i Irak, og en ung mand, der præsenterer sig som fynbo, vil vide, hvor TM kan skabe fred? Man forstår, at det er indirekte, men at TM også vil kunne løse op for de spændinger de kæmpende i Mellemøsten må have, men Mads, som til sidst har ordet, siger, at han har lyttet i to timer og stadig ikke ved, hvad TM er.
Deres Stadig Respektløse Udsendte tænker, at har man fået en stjerne i sit garn, så er det guld værd. Men bevares, når David Lynch siger, TM har hjulpet ham, må det tages for pålydende, som når også John Travolta på anden måde har set lyset, og ingen bør tænke ilde derom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her