Læsetid: 4 min.

Smal litteratur? Min brede røv...

Nu vil de ’smalle’ forfattere igen dele litteraturen op i den smalle og den brede. Men kan man det? Og hvem gider egentlig være bred?
21. maj 2004

Davidsen og dem
Det begyndte allerede, da jeg gik på Forfatterskolen, hvor Peter Højrup, som netop er debuteret med en original digtsamling – den hedder En hjelm af gyldne kviste – begyndte at drille mig med, at jeg havde prosamave.
Ganske rigtigt.
Tendensen er nemlig til dels rigtig. Peter Højrup hører selv til de åleslanke. Vi gik også sammen med Mikkel Thykier, som er et langt, lyrisk Howl. Omvendt må man sige, at Terningemanden Martin Larsen ødelægger statistikken lidt, eftersom han både er firskåren og en endog meget elitær digter. Vi havde også en lille bitte prosaist, der hed Leise – men hun var adopteret, så det tæller nok ikke helt. I midterrabatten finder man størrelser som Niels Frank og Lars Skinnebach, som begge er det, man kunne kalde normaldigtere. Lidt sanselige, lidt bløde, men jo samtidig fine, sirlige, ciselerede. Men jo slet ikke tunge og frodige som os andre.
Nu var det jo også bare en metafor, Peter ville lave med den mave. Han ville sige: Prosa er hverdag. Prosa er rugbrød. Prosa er kødet på skelettet. Det er råstof og kulvogne og indkøbsvogne og storbyscenarier og komplicerede skæbner og brede vue og indviklede forklaringer. Det er noget helt andet end det pincetudsøgte ord, den supersarte sætning, den slags forsigtigpersprog, som digtere bringer til torvs. Prosa er tekst, det er tekstur, det skytten, der flyver igen og igen igennem trendtrådene, og som langsomt, sikkert – og jo især så kedsommeligt arbejdsomt – væver tusinde og én nats eventyr frem som et snirklet billede af livets samlede arabesk.
Jeg kan stadig mærke albuen. Lige dér, i siden. På mit love handle. Nåh. Man er nok ved at få prosamave, hva’? Han havde ret. Jeg var ved at blive en bred forfatter.
Der var andre tegn på arbejdsdelingen. Mig og Marianne og Anne Cathrine var – som andre gode prosaister – mest interesserede i død og ødelæggelse, i delikatesser og champagne, i modetøj, disco og andre sandt folkelige diskurser. Og så i familie- og parforholdskonflikter selvfølgelig. Vi var jo ikke egotrippets matematikere. Vi var det sociale rums fysikere. Lyrikerne, derimod, de var næsten alle sammen vældig interesserede i skak og kortspil. De hørte blues og country – med et skævt, hånligt smil – og de gik tit i sort. Selv skjorterne var sommetider sorte.
Nu dukkede den så op igen. Det var først Lars Skinnebach og Tue Andersen Nexø, og siden Niels Frank, der sagde det: Vi har en bred litteratur, og så har vi en smal litteratur. Da jeg læste det, tænkte jeg: Here we go again. Lyrikerne og alle deres metaforer!
For mener de ikke bare god og dårlig litteratur? Er det ikke bare gode forfattere og dårlige forfattere, de mener? Er det ikke bare forfattere, som revolutionerer sprogets ydre former – det, Niels Frank sommetider har kaldt »kling-klang«, altså lyd, rim, struktur – sat over for dem, der revolutionerer sprogets indre former: Tematikker, erfaringer, psykologi, følelser, passioner?
På mig virker det, som om digterne i alle deres smalle former faktisk tit skriver på de mest grofthakkede banaliteter såsom længsel, kærlighed, som indholdsmæssigt har været omtrent stillestående i århundreder, i årtusinder.
En rose er en rose er en rose. Ja. Og, ih, hvor interessant og metaagtigt. Men i en roman dufter den rose jo af noget. Den folder sig ud for øjnene af en som en langsom trickfilm. Den kradser som en død religion, når man griber om den for at trække næstekærligheden frem. Den får hende i tale. Og ja, sagde hun, ja, jeg vil, ja.

Tendensen kommer fra Forfatterskolen, hvor litteratursynet jo er sådan. Hvis det er avantgarde (helst surrealisme fra 1920’erne), formelt hittepåsomt, Bukdahlesque og Blendstrupsk og Å så meta-neo-neo (på den ironiske måde), så er det kunst. Men hvis det er en anden slags kunst – med andre kunstneriske kvaliteter – så har vi balladen. Så er der dømt ude. Og det sjove er jo, at den anden, den brede, kunst – det er faktisk romanen.
Forfatterskolen er en digterskole. Man lærer ikke at skrive 350 sider på Forfatterskolen. Man lærer ikke længdens æstetik – som er helt anderledes end haikudigtets. Og som stiller helt andre krav – også til læseren.
Da jeg selv havde læst min første tekst op på Forfatterskolen – en novelle, hvor der blandt meget andet var en voldtægt i en elevator og et øksemord i en forstad – sagde dramatikeren Ulla Ryum som den første kritiker, der tog ordet:
»Hvor var det en underholdende tekst... Ja, og det var altså ikke negativt ment!«
Negativt? Hvordan i himlens navn skulle underholdning kunne være negativt? Underholdning, spænding, drive, plot, suspense, det fingerede liv er jo hjertet i al god romankunst.
Lad os endelig fortsætte diskussionen. Så kan vi måske også få at vide, hvorfor Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne var ved at ryge på det store Fahrenheitbål, da alle »de smalle« skulle vurdere den. For var den nu også noget – andet end én stor kliché?
Gu’ var den da så. Den var romankunst. Ikke avantgarde. Ikke Forfatterskole-romankunst. Men old school romankunst. Det var en fed roman. Det var bred litteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her