Læsetid: 4 min.

Soldaterkammerater

17. maj 2004

ONDSKABEN HAR MANGE ansigter, men ingen har ventet at se den i skikkelse af den 21-årige reservist Lynndie England, en lille, kortklippet pige fra en landsby i West Virginia, der boede i en beboelsesvogn med mor og far, når hun da ikke passede sit job på kyllingeslagteriet og i det lokale Wal-Mart. Hvordan blev Lynndie forvandlet til den onde fangevogter i Irak: Hende, der holdt en liggende og nøgen fange i hundesnor. Hende, der med en cigaret i flaben hånede en flok hætteklædte irakiske fanger? Svaret er enkelt, og svaret er skræmmende: Hun tog uniform på. Hun søgte ly i ørkenuniformen fra US Army. Med et trylleslag var hun ikke et handlende og tænkende individ, hun bar Stars og Stribes på skulderen, og hun gjorde, hvad der blev sagt, og hun gjorde som de andre, hun fandtes ikke mere – selv.
DET UHYGGELIGE ER, at det er selve soldaterlivets – på mange måder – syge logik, der kan få hadet og ondskaben til at eksplodere og moralen til at smuldre, især hos de soldater, der er svage i forvejen – og dem er der nok af i USA, hvor mange menige rekrutteres i de laveste lag, blandt sorte, og blandt dårligt uddannede hvide, der søger en vej ud af forstæderne, væk. I en hær skal man gå i takt, gøre honnør, parere ordre, uden at tænke, sådan er det åbenbart, når opgaven ultimativt er at dræbe. På kommando, uden tøven. Alligevel er det utvivlsomt, at militær-træning har karakter af hjernevask med den konsekvens, at nogle soldater forsumper moralsk og mister evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, mens ingen siger fra, fordi alle er forbudt at tænke selv.

DEN DANSKE REGERING har stilfærdigt taget afstand fra de amerikanske ydmygelser, mens dansk forsvar har været tavst – sikkert i tro på, at den slags aldrig ville ske med danske soldater i hovedrollerne. Det virker da også utænkeligt, at danske soldater – der har set Kaj & Andrea i fjernsynet og haft formning i folkeskolen – ville gøre sig skyldige i slags ydmygelser. Desværre er den slutning forkert. Vi ser også i Danmark tendenser til, at menige soldater rekrutteres i ’lavere’ samfundslag. Og vi ser i danske militære enheder tegn på adfærd, der påskønnes af chefer og opfattes som ’traditionsrige’, men som i høj grad er hjernevaskende, demoraliserende og krænkende – som i den fine kongelige livgarde, hvor nidkære overordnede på ydmygende vis gennemgår de værnepligtiges værelser og udstyr for så, hvis de finder en nullermand, hvis lagnet ikke er foldet rigtigt, hvis tøjet ligger forkert, hvis sablen ikke er pudset, straffer de formastelige. Banalt? Måske, men den slags er med til at frarøve også danske soldater selvværd og personlighed og dermed skabe betingelserne for, at de selv, hvis omstændighederne er de ’rigtige’, tager del i ydmygelser. Også danske soldater har moret sig med ritualer, der ikke i voldsomhed når de amerikanske i Irak, og de er endda udøvet i fredstid og mod nære kammerater: Som i 2000 da 30 værnepligtige fra Næstved skulle fjerne kilovis af hestelort med de bare næver og svømme gennem 60 cm vand i en skyllegrav, hvor hestene fik renset hove. Eller på flådestation Grønnedal i Grønland i 90’erne, hvor nyankomne værnepligtige slikkede de ældre soldaters støvler, blev tvangsfodret med mayonnaise, overhældt med mad og urin, indsmurt i bræk, tvunget til at berøre hinandens kønsorganer og fik stukket paraffin op i endetarmen. Ydmygelserne havde stået på i årevis, uden at de overordnede havde ’set’, hvor slemt det var – »tro mig, de unge synes faktisk, det er skægt,« sagde den ansvarlige – og så er vi fremme ved en pointe, der går igen, også i undersøgelserne af de amerikanske overgreb: ledende officerers uhyrlige svigt.

DANSK FORSVAR har endnu forsømt at overbevise nationen om, at det gør alt, ikke kun for at forhindre absurde ritualer, men for at sikre at den daglige militære træning ikke gennemføres så kadaver-disciplinært, at de unge soldater får smadret deres moralske kompas, endnu inden de sendes i krævende tjeneste i Irak eller Afghanistan. En ny episode giver stof til eftertanke: En dansk seniorsergent i Irak fik for to uger siden en påtale for at have optrådt krænkende, da han pegede sit gevær frem mod en iraker og ramte ham på kinden. Episoden blev indberettet af militærpolitifolk, der lige var ankommet til Irak, og som opfattede de andre soldaters adfærd under en aktion som »truende« og »uacceptabel hård over for lokalbefolkningen« – hvorimod de soldater, der havde været i Irak i seks måneder, mente, at alt skete »reglementeret og hensigtsmæssigt«. Seks måneder. Mere skal der ikke til.

SA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her