Læsetid: 6 min.

Det store glashus

Bare fordi man som soldat i Irak er skuffet over, at man ikke blev modtaget af æresporte og syngende børn, behøver man så torturere sin bitterhed væk?
21. maj 2004

Moderat etisk pres

To survive in combat
a man must turn
from the teaching of other men
and come face to face with himself

For some it is a joy
to come to know such a man as he is
for others, it is a nightmare
which recurs so long as he may live.«

Steve Mason ’Casualty’
(skrevet under Vietnamkrigen)

Når der nu ikke rigtigt er nogen andre, som gør det, så vil jeg hermed gerne benytte lejligheden til at udtrykke min støtte til Poul Dahl fra Prinsens Livregiment. Jeg synes virkelig, det er synd for ham, at han sådan skal degraderes fra oberstløjtnant til papirnusser i Hærens Operative Kommando, bare fordi han kom til at sige højt, hvad regeringen og toppen i forsvaret i forvejen tænker og gør.
For det er jo ikke hans skyld, at han aldrig har fået nogen ordentlig medietræning og dermed heller aldrig har lært, at man altså ikke bør være ærlig i medierne, og fortælle hvordan tingene hænger sammen i praksis. Han gik vel bare ud fra, at han var på sikker grund og derfor kunne tale højt om, hvordan man under visse omstændigheder kan forsvare brugen af tortur.
Eftersom Arne Melchior f.eks. aldrig blev smidt ud af Folketinget, fordi han forsvarede den israelske hærs brug af ’moderat fysisk pres’ over for palæstinensiske fanger, så regnede Poul Dahl vel heller ikke med, at disse kontroversielle udtalelser kunne få nogen konsekvenser for ham. Man må gå ud fra, at Poul Dahl blot troede, at nu, hvor Danmark er blevet en krigsførende nation, som står skulder ved skulder med USA, så skal vi vel også være loyale over for vore allierede og forsvare dem i modgang.
Han mente vel, at vi danskere i tider som disse godt tør høre, hvordan krig fungerer i praksis, men dér havde han så sandelig gjort regning uden vært. Denne krig skulle jo være den ultimative Gode Krig, som bekæmpede Det Onde i verden.
Og i sådan en krig er der hverken tortur, massevoldtægter, plyndringer, ydmygelser og sadistiske overgreb mod civile, som uden rettergang dømmes til livslang lidelse som konsekvens af den tortur, de har været udsat for. Alle disse uhyrligheder fandt kun sted under Saddams regime – og det var jo netop disse massive overgreb og brud på menneskerettighederne, som vi kom for at befri irakerne for.
Nu er vi så i gang med at tæve irakerne til at elske frihed, demokrati og menneskerettigheder, men der er allerede nogle irakere, som i denne situation ikke helt kan forstå, hvorfor man tugter, den man elsker. Det skyldes nok kulturforskellene mellem Vesten og Mellemøsten, at irakerne endnu ikke helt har lært at forstå dette princip.

Poul Dahl kom altså for vare indirekte at afsløre, at det danske forsvar ikke er en aflægger af samaritertjenesten, og at krigen i Irak dermed er nøjagtig ligeså beskidt og ulækker som alle andre krige. Derfor er han ikke længere et værdigt forbillede for danske soldater, og derfor er han også ganske uværdig til at uddanne dem.
Men så længe det danske forsvar lærer sine soldater, hvordan man undgår at bukke under for tortur, lærer man dem så ikke også indirekte, hvordan man udfører tortur i praksis?
Poul Dahl kommer dog ikke til at sidde alt for længe i ophøjet ensomhed og stable papirclips på et fjerntliggende kontor i Hærens Operative Kommando. Snart får han selskab af Anders Bendix Nielsen, som er formand for Sprogofficerforeningen.
Han kom galt afsted ved at sige til Berlingske Tidende, at han »godt kunne forestille sig situationer, hvor han ville bryde konventionerne.«
Ikke fordi han på nogen måde opfatter tortur som en acceptabel løsning, men han mente, at intet menneske kan vide præcist, hvordan man selv vil reagere, hvis man står over for en fange, som man tror sidder inde med vigtige informationer.
Dét skulle Anders Bendix Nielsen aldrig have sagt, thi vi bryder os ærlig talt ikke om at skulle tage stilling til den slags moralske dilemmaer, som indikerer, at også kernesunde danske drenge og piger på missioner ude i verden, kunne finde på at torturere fanger. Det er kun et par enkelte afstumpede, uuddannede sydstatsamerikanere, som kan finde på den slags.
Ugen igennem har danske soldater i diverse tv-programer ganske vist åbent og ærligt fortalt, hvordan krig ændrede dem, og de oplevede, hvordan de pludselig fandt det fornøjeligt at ydmyge lokale ved f.eks. at kaste mad til dem, som var de hunde, i stedet for at give dem madresterne på en mere civiliseret måde. Krig gør sære ting ved soldater.
Der kan hurtigt nå at blive trængsel på det lille kontor i Hærens Operative Kommando, men så kan de åbenhjertige officerer måske lære at holde kæft en anden god gang og dermed undgå at ødelægge forestillingen om, at det kun er onde mennesker, der udsætter fanger for tortur, og at vi danskere aldrig i vores vildeste fantasi kunne drømme om at gøre noget lignende.
Nu er tortur i forbindelse med krig ganske vist ikke nogen ny opfindelse. Det har altid fungeret som et særligt »personalegode« for besættelsesmagter og magthavere i stater med et ganske liberalt forhold til definitionen af, hvad moderat fysisk pres er. Det nye er blot, at vi udkæmper en krig i godhedens navn – og så bliver glashuset pludselig så faretruende stort og sårbart over for udefrakommende sten.

Derfor følte præsident Bush sig også kaldet til, at fortælle hele verden, at de amerikanske torturbødler i Abu Ghraib-fængslet ikke afspejlede væsenet af de mænd og kvinder, som tjener USA – i hvertfald ikke det USA, som han kender og har så kært.
Måske en venlig sjæl kunne grave nogle af de mange glimrende rapporter frem, der blev skrevet af psykologer og sociologer både under og efter Vietnamkrigen.
I stedet for endnu en gang at spise morgenmad med Anders Fogh Rasmussen, skulle præsident Bush måske i stedet invitere psykologen Philip Zimbardo, som i sit fængselsforsøg fra 1971 viste, at gennemsunde universitetsstuderende kan forvandles til modbydelige og sadistiske fangevogtere i løbet af ingen tid. Zimbardos forsøg skulle oprindelig have varet et par uger – han blev nødt til at stoppe forsøget efter seks dage, eftersom de pæne universitetsstuderende havde forvandlet sig til »vaskeægte sadistiske monstre.«
Zimbardo har netop udtalt om handlingerne i Abu Ghraib-fængslet, at »de fleste mennesker – ikke mindst præsident Bush – klamrer sig til en tro på, at verden kan deles op i gode og dårlige mennesker. Men når man sætter gode mennesker i onde situationer, er det som regel situationerne, der vinder over mennesket.«

Vergangenheitsbewaltigung er hvad tyskerne kalder det for, når man skal finde sig til rette med erfaringer, som man har gjort sig. Vi kan kun håndtere erfaringer, som vi kan forstå.
Så hvordan slutter man fred med sig selv, når man som soldat vender hjem til kone og børn i et hyggeligt parcelhus, når man konstant har siddende i baghovedet, at man netop har været med til at voldtage kvinder, smadre små børn og torturere mænd? Flere undersøgelser om hjemvendte soldater fra Vietnamkrigen viste, at hvis ikke man selv kan forstå sine egne handlinger og i øvrigt vender hjem til et samfund, som slet ikke kan forstå, at gode mennesker kan blive meget onde, når de bliver skræmte, så har man for alvor et problem!
Et psykologisk studie af Vietnam veteraner i 1971 viste, at alle dem, som fandt krigen decideret meningsløs, blev psykisk utilregnelige, vendte verden ryggen og søgte i stor udstrækning tilflugt i sprut og stoffer.
Flere af disse veteraner talte om, at tiden var »død.« De var ligeglade med, om deres kammerater døde, eller om de fik udryddet en landsby eller to, for de kunne ikke længere føle noget – uanset hvor meget de anstrengte sig for at få deres følelser tilbage. De fungerede efter deres egen opfattelse ikke længere som mennesker.
Hvis bare man ændrede lidt på årstallene kunne man måske snildt genudgive et par af rapporterne om de mørke sider af menneskets væsen, som (også) blev blotlagt under Vietnamkrigen, og Anden Verdenskrig, og Første Verdenskrig, og..... (indsæt gerne selv flere navne).
Måske det imidlertid bare ville ødelægge den gode stemning og den udbredte, urokkelige tro på, at denne gang, bliver det en god og retfærdig krig, som var alle anstrengelserne værd!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her