Præsident George W. Bush holdt i går den første af fem ugentlige taler inden skæringsdatoen 30 juni, hvori han vil fremlægge sin plan for det besatte Iraks nære fremtid. Det var ikke en god start. Talen var som sædvanlig en gang svulstig retorik, der må have skurret i ørerne på irakere, som fik den oversat til arabisk. Måske det eneste de kunne trøste sig med var Bushs udtalelse, at »jeg sendte vores styrker til Irak for at forsvare USAs sikkerhed, ikke for at blive der som en besættelsesmagt.« Men en dårlig start behøver ikke at betyde en elendig afslutning. Præsidenten er kommet under et kraftigt pres fra politikere i sit eget parti, demokrater og et klart flertal af den amerikanske befolkning. To tredjedel af amerikanerne mener nu, at Bushs håndtering af Irak er forfejlet. Alle ønsker et definitivt brud med den hidtidige kurs. Ingen ved, hvad løsningen er på hovedproblemet: Hvordan skabe stabilitet nok i Irak til at oprette et repræsentativt folkestyre og efterfølgende trække koalitionsstyrkerne ud i løbet af relativt kort tid? Det er ikke nogen hemmelighed, at datoen 30. juni er indrettet efter valgkalenderen. Det Hvide Hus havde håbet, at udnævnelsen af det USA-udpegede Irakiske Regeringsråd til en overgangsregering ville bane vejen for en gradvis tilbagetrækning af amerikanske styrker. I foråret skulle tallet reduceres til 115.000 og yderligere til efteråret.
Denne plan blev kastet i grus, da den væbnede opstand startede i april. Situationen forværredes af torturskandalen i Abu Ghraib-fængslet, som stadig rumsterer. Mandag aften måtte Bush gå til bekendelse og sige, at styrkeniveauet vil ligge på 138.000 soldater, »så lang tid som det er påkrævet«. Hvis de militære øverstbefalende anmoder om flere, vil de få det, bebudede han. Det er ikke et scenarie, som huer den amerikanske opinion. For at yde ofrene kræver amerikanerne en mere detaljeret og troværdig plan fra præsidentens hånd. Det fik de ikke mandag aften; spørgsmålet er, om denne tale blot skulle gøde jorden. Bush kan ikke fordrage at indrømme fejltrin. Derfor skal en mulig kursændring opspores andre steder end i denne indledende tale. Udenrigsminister Powell signalerede i går i en kronik i Politiken, at den amerikanske regering forstår, at tingene ikke kan fortsætte som hidtil. En konkret indikation er indeholdt i det udkast til en ny FN-resolution, som Storbritannien og USA fremlagde mandag eftermiddag, få timer før Bushs tale. Timingen var næppe en tilfældighed. (se artikel inde i avisen)
Teksten er endnu ikke færdigforhandlet med sikkerhedsrådsmedlemmerne Rusland, Kina, Frankrig og Tyskland. Men det fremgår, at Tony Blair og Bush ønsker at overdrage mere suverænitet end hidtil antaget til den overgangsregering, der formelt skal udpeges af FN-udsending Lakhdar Brahimi algieren, der kan blive en FN-statholder mellem afviklingen af Paul Bremers koalitionsmyndighed og valget af en national overgangsforsamling senest i januar 2005. Bekræftelsen herpå findes i udkastets udeladelse af en henvisning til den provisoriske forfatning fra 8. marts, der skulle have været det lovgrundlag, hvorpå overgangsregeringen førte Irak til landsvalg i 2005. Indrømmelsen er til Storayatollah Ali Sistani, som på det shia-muslimske flertals vegne tog afstand fra de provisoriske love udarbejdet af regeringsrådet og Bremers juridiske rådgivere. Om overgangsregeringen skal vedtage love under FN-opsyn, er endnu ikke fastlagt. I alle tilfælde er opgivelsen af den provisoriske forfatning et stort skridt i retning af overdragelse af suverænitet til irakerne selv. En anden meget vigtig indrømmelse er, at USA slipper sin kontrol over Iraks olie. Ifølge resolutionen vil det irakiske olieministerium have myndighed til at bruge indtægterne fra olieeksport, som for tiden indbringer seks mia. dollar på årsbasis. Stadig vil USAs ambassade med 2.000 ansatte virke som et skyggeministerium for Iraks økonomiske politik, for det er herigennem, at de 20 mia. dollar i genopbygningshjælp vil blive kanaliseret.
Suverænitet kan naturligvis ikke defineres som kontrol med Iraks offentlige administration. I sidste instans handler det om en irakisk regerings kapacitet til at opretholde ro og orden og forsvare landets grænser. Her bliver FN-resolutionen noget mudret. Den multinationale styrke vil bevare en amerikansk enhedskommando og kan blive i landet på ubestemt tid, omend det kan tages op til fornyet overvejelse om et år. Overgangsregeringens kontrol med irakiske styrker skal forhandles på plads med koalitionsmyndighederne ligesom myndigheden over Iraks fængselssystem. Det er utilfredsstillende og en opskrift på fiasko. Sikkerhedsrådet bør kræve, at overgangsregeringen skal konsulteres og har veto i alle militære anliggender.
