Læsetid: 4 min.

Svedig bold og svedige pølser

Trods det at pølserne er kulsorte, Viggo Jensen sidder stille på stolen uden at hidse sig op under det meste af kampen, og festen fuser ud, er det faktisk ikke så ringe endda at gå til fodbold i Silkeborg
3. maj 2004

Der går under 300 sekunder, så ligger bolden i kassen på Silkeborg Stadion. Rajko Lekic har gjort det igen.
For 21. gang i den 25. kamp, siden den ranglede mand fra Montenegro skiftede belægningen i en arbejderklub på Amager ud med Jyske Banks græsdomæne i den mere noble provinsby ved Gudenåen.
Ballet er begyndt for de 6.346 fremmødte, og der er så sandelig dækket op til fodboldfest mellem bøgetræerne på denne første søndag i maj.
’Slaget om Østjylland’ kaldes opgøret i landets næstbedste fodboldrække i landets næst ringeste kampprogram. For hjemmeholdets karantæneramte anfører, den langsomme men fodboldkloge Ulrik Pedersen, har den snare karakter af en kamp »som så mange andre, der skal vindes.« Ja, det var hvad han sagde, da han med sved i pandelokkerne travede mod badet under den del af den taktiske træning lørdag formiddag, som han var forment adgang til.
På kampdagen passer det ham tydeligvis heller ikke at stå i sit stiveste klubpus foran Stadionhuset, som er fra en tid selv ikke pressechef, Mr. Silkeborg alias Morten Brun, er i stand til at stadfæste, i det ene hjørne af et stadion, der er blevet til i etaper og derfor bærer præg af kompromisets umulige kunst.
Anderledes begejstring er der at spore hos markedsdirektøren, manden der om nogen er synonym med professionel fodbold i Silkeborg, Orla Madsen, der solbrændt og med tifosi-halstørklædet i rødt og hvidt smøget om halsen, læner sig ud over balkonen over hovedet på anføreren.

Feltherre i kulissen
Feltherren nyder kulissen og den indbydende grønsvær, som først en storsmilende cheftræner, fodboldtroldmanden Viggo Jensen, og siden en flok kåde fodbolddrenge fra omegensklubberne betræder.
De sidste for at følge de lokale helte på plads til fanfaren.
Det er spillemanden Max Hvarregaards søn, Joakim, der kommer først ud, da drengene spurter tilbage til deres stolte fædre – og mor.
Klokken er et minut over tre i Silkeborg.
Den gamle landsholdsanfører, Lars Olsen, har tændt den første smøg på gæsterne fra Randers’ udskiftningsbænk.
Alt er klar til en kamp om vigtige points til den konto, der giver plads blandt landets ypperste fodboldhold.
For 17 år siden havde Silkeborg sparet op til at rykke op i landets bedste fodboldrække. Siden blev det til mesterskab og pokalfinale – pokaler til hylderne i Søholthuset.Men fodbold er et mærkværdigt spil. Mens studenterne i byen sidste sommer sprang ud med livet foran sig, kravlede spillerne i SIF ned af rangstigen.
Grotesk, at det netop skete efter et forår, hvor flere sæsoners ørkenvandring og visionsløst boldflytteri i en evig kamp for overlevelse var afløst af flot, fremadrettet fodbold, der ville andet end agere kulisse for søndagsmatineen blandt byens førende. Troldmanden Viggo var vendt tilbage til sin yndlingsklub efter at have støbt fundamentet til det Esbjerg hold, der netop nu søndag efter søndag fornøjer fodboldfolket på landets efterhånden velpolerede fodboldstadions i det der i skrivende stund kaldes SAS-ligaen.

Fodboldboheme
På en blanding af tidligere dyder som håbløst og heldigt fodbold – selvmål og sidste øjebliks scoringer har dette forår hørt til dagens uorden – er de stort set samme fodboldspillere, som dem der rykkede ned for mindre end et år siden, plus en stadig let overvægtig men formidabelt spillende, når han gider, fodboldboheme, Peter Degn, og deres vellidte træner nu på vej tilbage mod spilletid på landets tv-kanaler.
Og havde tv-magerne været på plads denne søndag, havde de været vidne til en Silkeborg-opvisning, der i første halveg tenderede overlegenhed i alle spillets facetter. Lekic første mål var et smukt udført saksespark.
2- 0 efter 20 minutter kom vi til efter klasseopspil og forståelse mellem de mørklødede fightere i angrebsregionen. Iddi Alkhag havde sidste fod på.
3-0 stod der på Stadionhusets måltavle, der lader den i Parken og mange andre meget efter. Faktisk går den vist på håndkraft. En hurtigt opfanget kontra af et tyrkisk naturtalent på bare 21 år, Muhammed Akinci, blev fortjent og med kattepoteagtig elegance vekslet til mål, da Lekic med sit nu 22. mål i den røde klubtrøje indfandt sig i målfeltet. Men al den festivitas kom Tom fra Nørskovlund mellem Ans og Kjellerup desværre for sent til. Dagens tilskuer nr. 6.347 indfandt sig desværre først, mens pressechefen i VIP-logen trak pause vindere og Børge, Bent og Anders pludrede om dagens tema: Viggo Jensen, der var både afdæmpet og stille i første halveg, hvor han hverken skældte ud på spillere, og nok underligst af alt, heller ikke dommeren.
Tom har fulgt silkeborgenserne siden 3. division for mange, mange år siden.
Trist at Hondaen med både el- og kickstart kørte kold ude ved varmeværket, så han måtte ringe til en kraftigt irriteret kone, der nødtvunget kom den nødstedte til undsætning. Tom nåede frem, netop som den noget synske dommer Per Abrahamsen lod ærten trille til det, der skulle have været endnu en bid af fodboldens overflødighedshorn.Det blev det ikke.
Oprykningskampen i Silkeborg fusede ud, trods det at Lars Olsen gang på gang forsøgte at fyre op under både smøger og sine gangbare mænd. Blandt dem findes tidligere Silkeborg spillere som elegantieren Jesper Thygesen og bomberen Nocko Jokovic, der dog endnu ikke er på holdkortet efter en menneskelige deroute, der sendte ham på natholdet på en møbelfabrik, inden Olsen ringede ham op og bad ham indfinde sig i shorts.
Både festen i første halveg og Jokovic gik Tom fra Nørskovlund således glip af på en søndag, der sendte Silkeborg endnu et skridt i retning af nye tider. Og den udsigt er jo ikke så ringe endda, når man kan lide noget svedigt live bold og en sveden pølse sådan en ganske almindelig søndag i maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her