Læsetid: 2 min.

Syv vidundere

18. maj 2004

Det er ikke ligetil at finde autoritative svar på spørgsmålet, hvem der er ophavsmand til listen over verdens syv vidundere. Den store Danske Encyklopædi fremhæver den græske digter Antipater fra Sidon, Encyclopædia Britannica en lidt senere skønånd, hævdede at være matematikeren Philon fra Byzans. Under alle omstændigheder har mange budt ind, og listen fandt først sin endelige form i løbet af middelalderen.
De syv er: Babylons hængende haver, Zeusstatuen på Olympia, Artemistemplet i Efeos, Mausoleet i Halikarnassos, Kolossen på Rhodos, fyrtårnet i Alexandria og Pyramiderne i Giza. Hvis De undrer dem over ikke at have besøgt de hængende haver, skyldes det ikke mangler i Tjæreborgs udbud af guidede ferierejser, men at af de syv står kun pyramiderne tilbage.

For at afhjælpe den uheldige omstændighed, har UNESCO, FN’s organisation for videnskab og kultur, i samarbejde med den schweiziske globetrotter Bernard Weber iværksat en omfattende internetafstemning for at kåre verdens syv nye vidundere. Hvorfor nu syv igen, kunne man spørge, og Weber svarer: Længere kan man ikke huske. Desuden er syv et magisk tal, tænk blot på De syv dødssynder, men også Den Preussiske Syvårskrig eller Den Nordiske Syvårskrig. Indtil videre har 16,5 mio. stemt, og målet er at nå op på 50-100 mio., inden afstemningen slutter nytårsaften 2005.

Weber har opstillet 25 kandidater, men det står enhver frit at foreslå andre. Her er ikke plads til at nævne dem alle, men listen føres pt. af Den kinesiske mur, Dalai Lama’s vinterpalads Potala, det romerske Colosseum og Chichén Itzá. Man kan også se listen opdelt efter, hvilke lande, der har modtaget flest stemmer, og her fører Kina med 50 procent af stemmerne efterfulgt af Peru (ni procent), Tyrkiet (syv procent) og Mexico (seks procent). Danmark indtager en flot 29. plads ud af 238 kandidatlande med flotte 0.1971 procent af stemmerne.
Det fremgår ikke hvilket dansk vidunder, der er stemt på, så man kan kun gætte på Mærsk’s klump af et operahus. Det ville da være fortjent. Hjælp Mærsk til tiltrængt hæder og ære ved at stemme på www.new7wonders.com. Eller se BBC’s dokumentarserie om industrialiseringens vidundere på DR2 – i aften om Brooklyn Bridge.

*Syv moderne vidundere, DR2 20:50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her