Læsetid: 3 min.

Man tager et sølvfad

Det tretårnede kup på Statens Museum for Kjoler og Kunst rejser spørgsmålet: Gør vi nok for vore museumstyve?
5. maj 2004

Det var et fint, lille kunstkup, der forleden blev begået på Statens Museum for Kjoler, Kunst og Georg Jensen, da to tyve løb otte lukkede døre ind og i løbet af fem minutter havde raget adskilligt sølvtøj til sig, herunder det selvfede sølvfad til næsten en mille bobs – med moms.
Originalt i dybden, overraskende i plottet, præcist, fantasifuldt og virtuost, og hvilken timing, hvilket tempo!!! Jeg tror, vi denne gang må op på hele tre tårne ud af tre mulige for den kunstneriske udførelse.
Dog måske med en lille pil nedad, fordi museet hjalp tyvene godt på vej ved i forvejen i pressen at udbasunere, hvad de forskellige sølvgenstande var værd i cool cash. Det sparede en del tidskrævende research, så tyvene kunne gå lige til sagen.
Desuden havde museet været så hensynsfuldt at slukke lyset i lokalet, så der var helt sort skærm på overvågningskameraets videooptagelser. Hvad der ikke lykkedes for kriminalpolitiet, nemlig at slukke lyset for kunsttyvene, det gjorde museet selv.
Endelig har man ved at placere museet i netop Sølvgade givet et vink med en vognstang.

Et mediestunt
Men man kan selvfølgelig også vende den om, for måske var det alt sammen fuldt bevidst fra museumsdirektrice Allis Hellelands side. Hun er – som navnet antyder på tysk – kvinden med de lyse ideer, og eftersom Det Kgl. Bibliotek fik en masse reklame på Det store Bogkup, har hun ikke villet stå tilbage. Det er i hver fald en af de teorier, der verserer i museumskredse her i dagene derpå. Et mediestunt af internationalt format.
Hvilket så rejser spørgsmålet: Gør vi nok for vore museumstyve? Gør vi nok for vore tyve i det hele taget?
Svaret er, at det gør vi ikke. De kan f.eks. ikke få penge fra Statens Kunstfond, selv om mange af dem nok kunne bruge et tre-årigt stipendium, så de kunne arbejde frit uden at tænke på, hvordan de skal tjene penge. De kan heller ikke tegne tyveriforsikring af kosterne, ligesom de ikke har en a-kasse.
Det er især bank-, kunst- og smykketyve, der har bidraget uvurderligt til samfundsøkonomien, idet de har inspireret til en række storslåede film lige siden Humprey Bogarts tid.

Bonnie & Clyde
Man behøver blot at nævne Bonnie & Clyde eller Den lyserøde panter. (Tænk også på, hvad tyveriet af Guldhornene har betydet for den danske litteratur).
Filmene har spillet en masse penge hjem til producenterne, uden at tyvene har set en klink i form af procenter. Men det er jo det sædvanlige uretfærdige.
Seneste skud på stammen er den danske film Rembrandt, hvor man så nogle unge mænd, der ikke anede, hvad de skulle stille op med det maleri, de havde stjålet. Det gik de helt i smadder på, og det illustreres i øvrigt i mange af filmene. Tyvene ved, hvordan de skal vinde krigen (selve tyveriet), men ikke, hvordan de skal vinde freden (få kosterne afsat.)
Deres uddannelse lader åbenbart meget tilbage at ønske, da den ikke er holistisk. En sag for Ulla Tørnæs?

Nyt tyveprogram
Danmarks Radios fjernsyn, der jo har visse public service-forpligtelser, kunne godt opfordres til at lave et magasin-program, der henvender sig målrettet til tyve-segmentet. Det laver jo så mange andre programmer om hus, kriminalsager og have, og hvad gamle ting er værd og den slags. Tyve-segmentet er ikke så smalt, som man skulle tro, idet mange danskere stjæler – også uden for museerne. Tænk bare på osterapserne i supermarkederne.
Dog kunne tv næppe komme til at lave rekonstruktioner af Sølvgade-sagen, idet man må formode, at Allis Helleland har sat sig tungt på rettighederne til enhver gengivelse i billedmedierne, såvel elektronisk som digitalt og filmisk.
Det forlyder allerede nu, at Bille August skal instruere filmen om det tretårnede sølvtyveri, ligesom han tilrettelagde selve udstillingen. Ja, man skal såmænd heller ikke blive forbavset, hvis det en dag kommer frem, at han også tilrettelagde tyveriet med henblik på en filmatisering.
Og i morgen fredag står et nyt fiskefad i montren. Værre er det altså heller ikke.
Så lige en ide til slut: Hvis Danmarks Radio gør alvor af tyveri-magasinet, hvorfor så ikke blande opskrifter på, hvordan man stjæler, med madsopskrifter fra Mogens Brandt-klassikeren Man tager et sølvfad? Gerne opskrifter på fiskeretter.
Take it or leave it.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her