Læsetid: 9 min.

Jeg tog ikke til Danmark for at læne mig tilbage

Naser Alsehli vil ikke opgive kampen for at vende tilbage til bedsteforældrenes jord i Palæstina, selvom han aldrig har været der. Udsigten til, at drømmen går i opfyldelse, synes mere usikker end nogensinde før. ’Jeg må tro på det – det er mit eneste håb om retfærdighed,’ erkender palæstinenseren, der nægter at kalde sig statsløs
28. maj 2004

Blikket er vendt mod en arabisk nyhedskanal, hvor kameraet zoomer ind på grædende børn med panikken malet i ansigterne efter endnu et angreb fra en helikopter over Gaza.
Flugten følges opmærksomt fra kanten af sofaen.
»Vi lever som jaget vildt over hele verden. Men jo mere man presser os, desto større bliver eksplosionen,« forudser Naser Alsehli, tænder en cigaret og lader sig falde tilbage i de bløde hynder.
Modsat vinduespartiet og udsigten over Gellerup hænger portrætter af tre smilende børn – Amira, Mahmoud og Yazid.
De er født i Danmark.
Deres far er født i Damaskus.
»Jeg er stolt af at være palæstinenser og vil ikke bøje nakken. Jeg vil have ret til at kæmpe for mit folk og mit land,« fastslår den 38-årige palæstinensiske forfatter, skribent og familiefar og afventer en reaktion.
»Den 14. maj 1948 proklamerede David Ben-Gurion Israels uafhængighed. Han tog fejl, da han påstod, at de fordrevne palæstinensere ville uddø og kommende generationer glemme Palæstina. Tværtimod. Børnene behøver ikke engang læse historiebøger eller følge med på tv-kanalerne for at blive bevidste om Palæstina. Bevidstheden kommer, når man vokser op på Vestbredden i Gaza eller i en flygtningelejr i Libanon, Jordan eller Syrien. Den kommer, når man taler med mennesker, der har oplevet de israelske soldater sprænge hospitaler, skoler og uskyldige mennesker ihjel.«
Historier om det palæstinensiske folks lidelser flød allerede med Nasers modermælk i flygtningelejren Yarmook fire kilometer syd for Syriens hovedstad, Damaskus.
Siden satte bedstemoderen ord og billeder på drømmen om Palæstina.
Hun stammede fra landsbyen Balad El-Shikh ved Haifa, hvor Alsehli-klanen har sine rødder.
I dag ligger familiens jord – tæt ved vejen til Nazareth – på israelsk territorium og huser den israelske bosættelse Tal Hnan.
»Husene i mine bedsteforældres by blev jævnet med jorden i 1948. Min bedstefar arbejdede i et stenbrud. Til skræk og advarsel blev han og flere andre sprængt ihjel af Menachem Begin, den senere ministerpræsident, i en frokostpause. Israelerne brugte allerede dengang vold og terror til at skræmme palæstinenserne væk fra området.«
Resten af Alsehli familien flygtede til Jordan.
Senere Damaskus.
»I dag er tusinder med samme blod fra samme slægt spredt ud over hele verden.«
Bevidstheden herom piner Naser.
Hans far er snedker og arbejder stadig i Damaskus. Som mange andre troede han, at det kun var et spørgsmål om tid, før familien kunne vende tilbage til Palæstina, da han drog i krig i 1967.
Stamtræet i Balad El-Shikh havde trods alt rødder mere end 600 år tilbage.
Seks dage senere, da israelerne havde besat Vestbredden og Gazastriben, var han klogere.
15 år senere meldte sønnen Naser sig til at repræsentere Alsehli-familien i krig.
Han var 16 år gammel, da israelerne invaderede Sydlibanon.
Naser og hans brødre var vokset op med forfattere som Dostojevskij, Hemingway og H.C. Andersen.
»Vi var meget bevidste om krigen i Vietnam, revolutionen på Cuba og sandinisternes kamp i Nicaragua. Vi læste tidsskrifter, aviser og så film. På den måde skærpede vi vor bevidsthed og tanker – og det er nødvendigt for at fastholde vores kultur. Viden og historisk indsigt er det bedste våben i kampen for at vinde Palæstina tilbage. Det lærte min far os.«

Naser havde således været politisk interesseret i flere år, da han bad om tilladelse til at rejse til Libanon.
Den fik han.
Faderen var stolt af sin søn.
»Jeg ville hjælpe med at beskytte mit folk. Det var ikke svært at tage den beslutning. Et palæstinensisk barn er altid presset. Vi vokser op uden barndom og bliver meget hurtigt politisk bevidste. Det sker ikke, fordi vores forældre hele tiden snakker om Palæstina, men fordi hver dag er en kamp for at overleve, uanset hvor i verden vi bor. Vi ser grusomheder og oplever uretfærdigheder overfor os selv og vores nærmeste hverdag. Vi ydmyges hele tiden. Derved formes vi som mennesker.«
Oplevelserne under krigen i Libanon blev af afgørende betydning for Naser.
Tabet af gode venner og overgrebene i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila nær Beirut formede den unge soldats fremtid.
Han var ikke skræmt af krigens gru.
Den gav ham snarere næring til kampen.
»Tusindvis af palæstinensere alene her i Danmark er traumatiserede, men de barske oplevelser i Libanon er ikke et traume for mig. I krig får man enten lyst til at flygte eller kæmpe videre. Det sidste skete for mig. I Libanon oplevede jeg, hvor beskidt verden kan være. Israelerne påstod, at det var arabere, der havde slået arabere ihjel i Sabra og Shatila. En lodret løgn. Sandheden er, at israelerne lod de libanesiske falangister angribe, hvorefter de selv deltog i nedslagtningen. Jeg forstod ikke, hvordan det internationale samfund kunne holde hånden over en stat, der stod bag drab på mere end 20. 000 mere eller mindre uskyldige civile mennesker under invasionen i Libanon. Heraf alene 3.000 i massakrerne i flygtningelejrene. Jeg erfarede, hvor meget verdensopinionen betyder i politik.«
Solidariteten blandt palæstinensere er ofte diskuteret, men under opgøret i Libanon kom de fra læreanstalter over hele verden for at støtte deres folks sag, husker Naser, der et par år senere som 18-årig og særdeles politisk aktiv i forskellige ungdomsorganisationer blev sendt til Budapest af PLO-styret for at lære mere om at skrive og kommunikere.
»Jeg havde opsøgt palæstinensiske flygtninge i Jordan og Syrien. Jeg ville fortælle verden om deres liv – om deres umulige situation.«
Fra Ungarns hovedstad gik turen via Østberlin videre til Danmark, og det er nu 19 år siden, han på en kold vinterdag blev læsset af bilen foran Løgumkloster Højskole.
Naser ville lære dansk, så han kunne studere og arbejde her.
Da jeg spørger, hvorfor han ikke vendte tilbage til Syrien, vil han godt svare – men forlanger båndoptageren slukket.
Bagefter går vi over i Bazar Vest og drikker kaffe.
»Jeg tog ikke til Danmark for at læne mig tilbage og modtage penge fra staten. Jeg ville dygtiggøre mig, så jeg en dag kunne vende hjem og tjene den palæstinensiske sag.« forklarer Naser, da fortællingen et par dage senere fortsættes.
Der er bryllup i kongeriget.
Det forstyrrer Nasers koncentration, så apparatet slukkes.
Højskoleliv og adresse i Frøstrup blev skiftet ud med HF-studier på Thisted Gymnasium.
Året var 1986 – og Naser var eneste udlænding i miles omkreds.
»Det var en forbandet vanskelig tid. Der var koldt i mere end en forstand i Danmark. Alt var nyt. Det hele gav mig mavesår.«

Men da kortet over Mellemøsten blev hentet frem i en geografitime, og Naser så, hvor det internationale samfund havde trukket stregerne i det palæstinensiske folks land, havde han alligevel kræfter til at protestere så højlydt, at geografilæreren udbrød: »Jamen Naser, har du ikke glemt den sag endnu?«
Det havde han ikke.
Så da han få dage efter erfaringen i Vestjylland stødte på et andet kort på et bibliotek på Sjælland, hvor Gaza og Vestbredden var inkluderet i landet Israel, var det nok.
»I samme sekund gik det op for mig, at min opgave lå lige foran mig. Jeg opdagede, at jeg kunne udrette noget og være med i den palæstinensiske kamp herfra. Ja, måske endnu bedre netop her.«
Naser skrev i Thisted Dagblad.
Han lavede også mad, udstillinger og debatoplæg i byens rum og på gymnasiet med udgangspunkt i sin egen begrebsverden.
Kronikker og debatindlæg fik han en sjælden gang optaget i danske aviser.
Det gik nemmere med det, han sendte til Mellemøsten.
»Jeg tillod mig at stille spørgsmål ved de unge danskere, der så frem til at rejse i kibbutz i Israel og deltage i et såkaldt socialistisk eksperiment. Jeg mindede dem om, at de skulle arbejde på stjålet palæstinensisk jord for det israelske fællesskab.«
Naser forenede senere en bachelorgrad i statskundskab på Aarhus Universitet og Mellemøststudiet på Syddansk Universitet med egne ugentlige programmer på Båndværkstedet i Århus. Siden blev han tolk, kulturformidler, ansat ved Rehabilitering Center For Flygtninge og kontaktperson ved Århus Kommune samt guide ved URBAN-projektet i samme by.
»Følelsen af at høre til vil jeg gerne give videre til andre, der har det svært i Danmark. Man påstår, at vi er et splittet folk, men man taler mod bedrevidende. Palæstinensere bliver irriterede, når de vestlige medier hele tiden siger og skriver sådan. Selvfølgelig er vi som folk ikke altid enige med vore politiske ledere. Vi er knap 10 millioner palæstinensere spredt ud over kloden. Se på uenigheden blandt fem millioner forkælede danskere, der ikke kender til frygt og fattigdom i nutiden. Et er sikkert. I dag fortæller palæstinensere over hele verden fortsat om deres familiers landsbyer i Palæstina, selvom de aldrig har sat deres ben på denne jord. Palæstina er vores hjem, og det vil det altid være. Vi kan ikke bare sige, at vi kommer fra Hanstholm eller Holland. Hvis folk råber efter mig på gaden og beder mig rejse hjem, siger jeg ’meget gerne’, men så må de lige hjælpe med at presse politikerne, så de kan skaffe vores land tilbage.«

Ifølge Naser havde flykapringer og terrorhandlinger op gennem 70’erne et eneste formål: at skabe opmærksomhed om det palæstinensiske folks sag!
Han forsvarer det ikke.
Han konstaterer det blot.
»Det var som selvmordsbomberne i dag desperate nødskrig fra et klemt folk. Den palæstinensiske kultur er stærk, men vi presses fra alle sider, og det gør det hele svært og kompliceret. Alt hvad vi ønsker er at bygge et samfund op uden indblanding fra USA, Israel eller korrupte, begærlige og magtsyge ledere i vores egen region – Mellemøsten. De holdes kunstigt i live af vestlige venner og er ligeglade med folk på gaden. Jeg har kritiseret mange af dem og derfor oplevet ubehageligheder, når jeg rejser rundt i området. Det har jeg også her i landet, hvor efterretningstjenesten og politiet har kaldt mig ind og spurgt til mit virke.«
Naser tror på, at kampen ikke er forgæves.
At han en dag står i Balad El-Shikh.
»Danskerne begyndte at tænke anderledes, da socialdemokraten Anker Jørgensen vendte hjem og fortalte om sit besøg på Vestbredden. Og israelere, der kan tænke selv, så tingene med andre øjne, da Jitzhak Rabin blev likvideret af højre rabiate kræfter internt i Israel. Lige nu er det dog svært at få øje på fremtiden, men det vil klare op.«
Naser mener det sker, den dag israelerne accepterer FN’s resolution, 242, som kræver tilbagetrækning fra de besatte områder.
»Palæstinenserne skal også have ret til selvbestemmelse og til tilbagevendelse efter FN’s resolution 194. Kreative kræfter må så udtænke en løsning for problemet Jerusalem. Grænserne før 1967 er eneste gangbare kompromis,« fastslår Naser, der mere end af nogen anden fik drømmen om Palæstina fortalt og tegnet af sin bedstemor i Damaskus.
Intet kan viske hverken den eller billedet af et smukt menneske ud af hans erindring.
Bag de mørke øjne brænder en flamme, der ikke kan slukkes. En flamme, der næres af håb.
»Den dårlige samvittighed over for jøderne, som den vestlige verden har slæbt rundt på siden Anden Verdenskrig, bærer palæstinenserne ikke. Vi har intet med den sag at gøre. Vi vil såmænd bare have vores land tilbage. Vores eget land.«
Børnene, der flere gange har lindet på døren og kigget ind i stuen til deres far og hans gæst for hurtigt og lydløst derefter at trække sig tilbage, kan ikke dy sig længere.
Først nu – timer efter at fortællingen blev genoptaget – er der tid og overskud til nærvær med familien.
Med armen kærligt om skulderen på sin søn ser Naser op:
»Faktisk kunne det være ret simpelt. Den enkelte dansker, det enkelte menneske må gøre op med sig selv, om han eller hun kan leve med, at en hel befolkning holdes som gidsler af en israelsk besættelsesmagt. Ja, man kan vel sige, at hele verden holdes som gidsel i et israelsk-amerikansk spil, som kun de selv kender reglerne i. Om man kan lide det eller ej, så er det sådan tingene er skruet sammen.«
I øjeblikket er Naser sygemeldt fra sin arbejdsplads.
Han føler sig tom indeni, da vi står i lejlighedens entré og tager overtøj på.
»Det er ikke vigtigt for mig, hvilket tøj jeg bærer eller hvilken føde, jeg indtager. Mennesket er ikke sat på jorden af materialistiske grunde. Der er langt vigtigere ting at forholde sig til i tilværelsen.«
Naser vil gå alene over i bazaren for at slappe af og tænke på noget andet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her