Læsetid: 5 min.

Et torturoffer taler ud

Et af ofrene for den amerikanske tortur i Ab Ghraib-fængslet, familiefaderen Hayder Sabbar Abd, fortæller om ydmygelserne og sætter navn på bødlerne
8. maj 2004

WASHINGTON/BAGDAD – Hayder Sabbar Abd. Sådan hedder den hættetildækkede mand på det famøse fotografi.
Han var en af de irakiske fanger, som blev afklædt, ydmyget, tævet og mishandlet af amerikanske reservister og forhørsledere i militærfængslet Abu Ghraib i, hvad der er ved at udvikle sig til den værste skandale for det amerikanske militær siden massakren på vietnamesiske landsbyboere i Mai Lai i 1968.
Efter at være løsladt fra fængslet og frikendt for alle anklager for flere måneder siden taler den spinkelt byggede familiefar til fem nu ud om sine torturoplevelser. På de fotografier, der har udløst chok og vrede verden over, kan han desuden identificere flere af de bødler, der begik overgrebene.
I et opsigtsvækkende interview i New York Times giver Abd et omfattende indblik i det repertoire af mishandlinger og seksuelle ydmygelser, der blev udført af amerikanske soldater i Abu Ghraib – et militærfængsel vest for Bagdad , der i årtier var berygtet som en af Saddams mest frygtede tortur- og henrettelsescentre. Abd er ikke uden sans for ironi. »Amerikanerne mishandlede ikke mig i særlig grad,« siger han til avisen.
»Men disse mennesker må retsforfølges. Jeg kan knapt beskrive, hvad jeg føler. Amerikanerne skaffede os af med Saddam Hussein, og talte til os om demokrati og frihed. Det var vi glade for. Men så gjorde amerikanske soldater dette imod os. Så er det jeg må spørge: Er dette demokrati? Er det frihed?«
En af de amerikanere, som ifølge Abd deltog i overgrebene, var korporal Charles Graner, en reservist fra Pennsylvania, som i marts 2003 blev genindkaldt til 372. militærpoliti-kompagni. Da han var i fangenskab, kendte Abd ikke Graners virkelige navn.
»Det der er ’Joiner’,« siger han i interviewet og peger på soldaten iført sort hat og gummihandskaber, der ses bag pyramiden af nøgne irakiske fanger og hvis ansigt lyser op i et fjoget grin, idet han vender sin ene tommelfinger op.
Abd kan også genkende sig selv på det fotografi, som viser en hættetildækket mand, ud fra de små ar på kroppen. På dette fotografi ses også en smilende ung kvindelig soldat – siden identificeret som menig Lynndie England. Også hun vender tomlen op, imens hun peger fingre af Abds kønsorganer. Onsdag kom det frem, at menig England er Graners forlovede og angiveligt gravid med ham.
Gennem sin arabiske tolk forklarer Abd, at den måske mest ydmygende del af torturen var de seksuelle ydmygelser. Ved en af tortursessionerne blev han og seks andre fanger tvunget til at sidde overskrævs på hinandens rygge og simulere oralsex.

Beordret til masturbation
Abd fortæller, at han husker, hvordan han fik fjernet sin hætte og af de amerikanske soldaters arabisk tolk blev beordret til at masturbere og samtidig kigge på menig England. »Hun lo og lagde hænderne om sine bryster.« fortæller han.
»Selvfølgelig kunne jeg ikke gøre det. Så sparkede de mig i maven og jeg bukkede sammen og faldt forover. Oversætteren sagde: ’Gør det så! Gør det! Det er bedre end at få tæv!’ – ’Jamen, hvordan?’, spurgte jeg. Så holdt jeg med hånden om min penis og lod som om.« På dette tidspunkt blev en af de andre fanger – en af Abds venner ved navn Hussein – skubbet hen imod Abds kønsorganer, imens Abd fik en hætte trukket ned over sit hoved.
»De befalede ham at knæle tæt ved mig. Min penis var meget tæt på hans mund. Jeg vidste ikke, at det var min ven på grund af hætten. Det var ydmygende. Vi troede ikke, at vi ville overleve det. Ingen af os troede, vi ville klare os ud i live.«
Et af de fotografier, der er i omløb, har fastholdt netop dette øjeblik. Abd husker, at der under mishandlingerne af fangerne blev taget adskillige fotos.
Efter episoden, hvor han blev tvunget til at simulere oralsex med sin ven, begynde de amerikanske soldater at stable ham og de andre fanger oven på i hinanden for at lave en menneskepyramide. Hele tiden lød klikkene fra kameraet.
Da de igen fik lov at kravle ned, husker Abd, at Graner – ’Joiner’ – hev i fangernes hætter, som var de hundehalsbånd. »Han sagde til os: ’Når jeg jeg fløjter, gør du som en hund!’,« fortæller han.

Fulgte ordrer
Graner har endnu ikke kommenteret anklagerne offentligt. Men hans advokat, Guy Womack, fortæller, at Graner hævder, at han blot »fulgte ordrer«.
Womack siger endvidere, at fotografering af fangerne for at intimidere dem yderligere formentlig også indgik i disse ordrer.
»Det er tydeligt, at disse fotos er iscenesatte. Dette må have været en del af den psykiske manipulation af de indsatte, der blev forhørt,« siger advokaten og pointerer:
»Forhørene blev overvåget og tilrettelagt af det militære efterretningsvæsen og CIA.«. Det vil sikkert interessere Abd, om Graner også havde fået ordrer fra sine overordnede til at tvinge ham til at ryge tre cigaretter. »Jeg havde tre cigaretter i lommen, fortæller Abd i interviewet.
»Joiner sagde til mig: ’Put dem i munden og ryg dem alle. Hvis en af dem falder ud af din mund, kvaser jeg dig under min hæl.’ Jeg havde intet valg. Jeg røg dem alle,« siger han,
Abd forbereder sig nu på at drage hjem til Naisiriay, efter at de amerikanske militærmyndigheder i Bagdad har forsikret ham, at deres efterforskre vil trænge til bunds i de overgreb, han og hans venner blev udsat for, og at alle skyldige vil blive straffet.
Abd siger, at han glæder sig til at komme hjem til sin familie, men på grund af skamfølelsen vil forlade sin hjemby.
Han siger, at han håber, de amerikanske myndigheder vil udbetale ham skadeserstatning for de trængsler og ydmygelser, han har været udsat for, og at han endog vil overveje at tage imod et tilbud om at blive amerikansk statsborger.

Oversat af Niels Ivar Larsen

TEMA: Selv et demokrati fungerer ikke upåklageligt. Det må irakerne forstå. Til gengæld vil forbrydere og kriminelle blive stillet til ansvar for deres handlinger. Sådan var beskeden fra præsident Bush, da han forleden blev interviewet til arabiske tv-kanaler. Men skandalen med misbrug af irakiske fanger ruller videre – en ny serie billeder blev offentliggjort torsdag, og hjemme i USA er både demokrater og republikanere vrede over regeringens håndtering af sagen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her