Læsetid: 4 min.

Er tyrefægtning også tortur?

Barcelonas byråd vil frigøre byen for tyrefægtning, men flere intellektuelle forsvarer den traditionsrige kamp mellem menneske og dyr
24. maj 2004

Tyrefægtning
Tyrefægtning »er en raa, afskyelig Folkeforlystelse!«
Sådan udbrød H.C. Andersen i 1862, da han under en rejse i Spanien havde set fem tyre og en snes heste blive dræbt i Malaga. Andersen var så oprørt over det uudholdelige syn, at vandet sprang ham af fingerspidserne, men han trøstede sig med, at der var ’indgiven ansøgning’ til parlamentet om få et forbud. Tyrefægtningen ville næppe holde mange år. Troede han.
Men her i det 21. århundrede lever tyrefægtningen endnu i bedste velgående i Spanien. Det er som en folkefest for masserne (og for turisterne), der stadig – som i det gamle Romerriges Coliseum – vil underholdes. Og mærke risikoen for døden uden selv at være truet af den. Generationer af kunstnere og forfattere har brugt den ritualiserede kamp mellem dyr og menne-ske som inspiration – fra Picassos ’Tauromaquia’ til Federico García Lorcas digte om iscenesættelsen af den smilende helts sejr over det frådende monster.
Ikke alle er lige begejstret. Barcelonas byråd har i april vedtaget, at man vil have byen frigjort for tyrefægtning. Enkelte andre byråd har gjort det samme, og nu kræver de et forbud i hele Katalonien.
Formanden for foreningen for dyrenes beskyttelse, Alfonso Chillerón, kalder det »et afgørende skridt med enorm moralsk betydning, der viser, at Barcelona er den mest europæiske, udviklede og moderne by i den spanske stat.«

Moralsk dilemma
Professor ved det filoso-fiske institut CSIS Jesús Mosterín har i avisen El País skrevet, at det ’en moralsk anomali’ at tolerere tyrefægtning, der forvandler »offentlig tortur af nogle fredelige drøvtyggere til et ondskabsfuldt show.« Det er for ham at se et symbol på ’det sorte Spanien’, der vender ryggen til oplysningstidens tog.
Teaterinstruktøren Albert Boadella har dog i avisen ABC kaldt dem, der vil forbyde tyrefægtning, for ’farisæere’ – og bl.a. henvist til, at de selvsamme mennesker ofte ynder at spise den katalanske ’butifarra’-pølse.
Den er lavet af svinekød, og Boadella minder om, at millioner af svin fedes op, mens de opholder sig på to kvadratmeter og forsøger at balancere på et tremmegulv, hvorunder der flyder ekskrementer. Det er dobbeltmoralsk at fordømme tyrefægtning uden også at forlange et opgør med den nationale pølse, butifarraen.
Filosoffen Fernando Savater har under et besøg i Sevilla i spøg foreslået, at byen måske burde erklære sig ’butifarra-fri’.
»Ingen husker de tusindvis af svin, der hver dag køres til slagterierne,« sagde han. Byen har ikke taget ideen op, men har – som replik til Barcelonas tyrenej – besluttet at fejre tyrefægtning med en byfest.
Forfatteren Mario Vargas Llosa har i El País taget tyrefægtning i forsvar. Han medgiver, at det er en tradition »gennemtrængt af vold og grusomhed«, som rejser et etisk spørgsmål til tilhængerne. For ham at se er forbudskravet kun moralsk konsi-stent, hvis folk bliver radikale vegetarianere og tager afstand fra al form for vold mod dyr, uanset art. Vargas Llosa ser selv tyrefægtning som ’et mindre onde’. Det er en traditionsrig fest, der ifølge ham er »en kærlig og fin kult, hvor tyren er konge« - og opdrættes til at blive uvan tyr.
Hvis en tyr var i stand til at vælge mellem enten at græsse på en mark, mens den vifter fluer væk med halen, eller at blive plejet og opdrættet som »emblemer på den vitale energi, der stammer helt tilbage til den kretiske civilisation«, tror Vargas Llosa, at den ville vælge kampen fremfor græsmarkens glemsel.

Fascination
Der er i sagens natur ingen tyr, der har svaret igen, så vi må her holde os til, hvad Vargas Llosa føler:
»Det, der bevæger og begejstrer os i en god tyrefægtning er, at den fortryllende kombination af tyrefægterens nåde, visdom, dumdristighed og inspiration og af den olme tyrs kampgejst, nobelhed og elegance kan (...) skabe billeder, som på en og samme tid rummer musikkens intensitet og dansens bevægelse, kunstens pittoreske plasticitet og teatrets kortvarige underholdning«.
Det rummer et moment af religiøsitet, myte og symbolik, der viser hen til menne-skets mysterium, at »livet kun eksisterer takket være dets modbillede, der er døden«.
Forfatteren Rosa Montero – hvis far var tyrefægter – tog forleden til genmæle i El País:
»Min beundrede Vargas Llosa glemmer et fundamentalt argument,« skriver hun.
»Det er muligt, at de dyr, vi spiser, bliver dårligere behandlet i slagterierne, men vi gør ikke deres lidelse til et show.«
»De offentlige henrettelser eller det romerske cirkus var sikkert også dybt sindsoprivende, men ikke desto mindre har vore samfund hævet sig op over den slags brutaliteter.«
I 1862 blev H.C. Andersen forfærdet over bl.a. at se heste maltraktateret, men endnu i 1920’erne protesterede spanske intellektuelle, da det blev dekreteret, at hestene skulle bære brystharnisk.
José Ortega y Gasset skrev, at så ville festen slet og ret være slut.
»I dag ville ingen kunne udholde se den forfærdelige pinsel af hestene, fordi vi er blevet mere dannede, fordi vi er bedre og mere humane,« mener Rosa Montero dog.
»Og det øjeblik vil komme, hvor ingen vil kunne udholde tyrefægtningens grusomhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu