Læsetid: 3 min.

Underdrivelsens noble kunst

Caroline Henderson slog i selskab med fire forrygende musikere sin nyvundne status som eminent torch-sanger fast med syvtommersøm foran et lydhørt publikum
10. maj 2004

Før vi vender opmærksomheden mod aftenens solist, så lad lige kigge på det sublime hold musikere, der omgav hende, thi de var i dén grad med til at løfte aftenen helt op i stratosfæren.
Rytmegruppen bestod af den avancerede trommeslager Martin Andersen, hvis fjerlette touch og konsekvente underspil gav masser af plads til Anders Christensens maskulint ekspressive behandling af gulvbassen. Tilsammen skabte de et imponerende dynamisk drive, når melodien krævede det, mens de i de mere stilfærdige stunder skabte en indforstået og luftfyldt baggrund, hvor henover Caroline Henderson kunne svæve som en såret engel.
Solistisk sofistikerede indsatser og et harmonisk forfinet akkompagnement stod pianisten Henrik Gunde for med konsekvent finfølelse og en fin sans for små skæve detours ud ad tangerterne, der kun satte det melodiske i yderligere relief. Så meget desto mere imponerende eftersom det var hans første aften i dette regi! Endelig trakterede Lelo Nika trækharmonikaen med såvel fyrig macho som beåndet lydhørhed og udgjorde på alle måder prikken over i’et. Man havde såmænd gerne tilbragt en aften i selskab med de fire herrer alene.
Men nu var det altså den tidligere pop- og triphop-sangerinde Caroline Henderson, der havde lagt vejen forbi for at præsentere materialet fra sin fornemme samling af standards, Don’t Explain, som udsendtes sidste år til stor kritikerbegejstring.
Og lad det være sagt med det samme – fuldfed og vellykket som pladen er, var det i koncertsituationen at såvel materiale som solist seriøst lyste op, thi her kunne hun give fuldstændig los for sin indre vildkat, om end hun klogeligt holdt sig fra deciderede improvisationer. Henderson er nemlig ikke jazzsangerinde som sådan, men tydeligvis popkunstner med en original indfaldsvinkel til en samling travere, hvoraf flere er så ’slidte’, at de efterhånden skal tilføres afgørende nyt for at få den fortravlede lytter til at spidse øren.
At hun ikke er jazzkunstner kan bl.a. aflæses af den forholdsvise trofasthed hun udviser over for det valgte materiales oprindelige melodigrundlag – hvilket i hendes tilfælde viser sig som en styrke, thi hendes stemme har med årene udviklet sig til et indbydende, varmt og fleksibelt instrument, hvis naturlige begrænsninger erfaringen har lært hende at vende til en styrke.

En skæg entertainer
Der blev diverteret med de fjorten skæringer fra Don’t Explain, fordelt over to sæt og suppleret med en fræk udgave af Grace Jones-tangoen, »I’ve Seen That Face Before«, der gav masser af plads til Lelo Nikas fyrige finurligheder. Solistens metode udi fortolkningens benhårde diciplin blev slået an fra starten med en klædeligt nedtonet version af Billie Holidays »Don’t Explain«.
I stedet for at forløfte sig på opgaven, gav Henderson allerede her en fornem lektion i underdrivelsens noble kunst, hvilket gik som en rød tråd gennem aftenens smagfulde præsentation.
Det fremmødte publikum mødte da også udfordringen med bravour, og man kunne kun glædes over den totale koncentration, der hvilede over salen. Eneste kikser var læsningen af »Tenderly«, hvis flyvske rytmik næsten var ved at få nummeret til at vælte og tilmed gjorde det så svært, at man ikke kunne andet end sidde med hjertet i hænderne og håbe på, at ensemble og solist fik hevet det hjem. Det gjorde de, men også kun lige.
Måske kunne man også godt have ønsket sig flere uptempo-skæringer, når man betænker hvor meget fut i
fejemøjet gospelnummeret »Wade In The Water« satte i salen sent i forløbet, lissom Hendersons egen »Velvet« også et kort øjeblik slap det indre rytmemonster løs.
Men rigtig spændende var de to sange, hvor talte monologer blandede sig med melodiøse omkvæd: »Victor Should Have Been A Jazz Musician – et noget obskurt, men uhyre velsiddende Grace Jones-nummer – og ikke mindst Hendersons eget fine »You Don’t Believe Me?«. Hendes beherskelse af det engelske er hævet over kritik, hvilket betyder ekstra meget, når man bevæger sig fra sang til tale.
Og så er Henderson en skæg og pågående entertainer, der forstår vigtigheden af kommunikation mellem scene og sal – også mellem numrene. De vaskeægte hårrejsende øjeblikke faldt dog i løbet af aftenens rige udvalg af ballader; Lou Reeds salmebetonede »Jesus« tilførtes helt nye dimensioner, mens »In The Wee Small Hours Of The Morning« – udelukkende akkompagneret af klaver – lød så tyst og smukt som et åndedrag. Endelig blev Monica Zetterlunds »En gång i Stockholm« afsunget på et så smukt og lydefrit svensk, at ikke et sæde var tørt. En mindeværdig aften i selskab med en mere end lovende fortolkningskunstner i selskab med fire ypperlige musikere.

*Caroline Henderson m/ band. Haslev Bibliotek, torsdag

*www.carolinehenderson.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu