Læsetid: 2 min.

USA’s medier er forsigtige

Billederne af mishandlede irakiske fanger tog ikke megen plads på de amerikanske mediers forsider i går
3. maj 2004

NEW YORK – Normalt er det overskrifterne på forsiden af den hysteriske tabloid-avis New York Post, som folk rækker ud efter i Subway-kiosken på 4th Avenue station i Brooklyn. I går var en undtagelse.
Avisens historie om
Michael Jacksons påståede sex-misbrug af børn dominerede forsiden, og den magtede på ingen måde at tage opmærksomhed fra de spansk-talende New Yorkeres avis.
I går var det El Diario, den eneste avis med tortur-fotos på forsiden, der blev hevet ud af bunkerne og studeret indgående.
Så amerikanerne må indtil videre nøjes med at huske tv-billederne fra CBS 60 Minutes II fra i tirsdags, eller ty til internettet for at se fotos fra Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, hvor amerikanske soldater er anklaget for at mishandle irakiske fanger. Månedsmagasinet the New Yorker har eksempelvis billederne på sin hjemmeside, men understreger, at det er en »online exclusive«.

Mere end propaganda
Men generelt er der kun beskeden enighed blandt USAs medier om, hvordan billederne bør bruges.Mens New York Daily News, The Baltimore Sun, Newsday og Washington Post hver offentliggjorde mindst et foto, da historien for alvor startede i torsdags, har de fleste øvrige aviser, heriblandt New York Post og USA Today, ladet være.
Chefredaktør for den konservative, Rubert Murdoch-ejede New York Post, Col Allan, forklarede lørdag avisens synspunkt til New York Times:
»Hvis det kun er en håndfuld amerikanske soldater, der har mishandlet fanger, så synes jeg ikke vi kan tillade, at de kaster en slagskygge over resten af de 140.000 mænd og kvinder, der risikerer livet og gør et godt stykke arbejde i Irak,« sagde Allan.
Chefredaktøren for New York Times, Bill Keller, forsvarede, at også hans avis undlod at offentliggøre billederne umiddelbart efter de kom frem, »men kun fordi det ikke var muligt at bekræfte billedernes ægthed i den tid, der var til rådighed«.
The Daily News i New York offentliggjorde torsdag et billede af fangen med hætte over hovedet og ledninger fastgjort til hænderne, på side 22.
»Hvis vi vil være mere end propaganda-blade,« siger avisens nyhedschef Martin Dunn, »Så er det helt sikkert, at vi har pligt til at vise de billeder«.
Redaktørerne på avisen Baltimore Sun havde et endnu sværere valg foran sig. Adskillige af soldaterne på billederne menes at komme fra et politi-kompagni, der har base i Cumberland, ikke langt fra Baltimore i staten Maryland.
»Uden adgang til fotos eller selv at have set tv-programmet, er det svarere for læseren at vurdere, hvad der er foregået,« siger Jim Preston, assisterende chefredaktør ved Baltimore Sun. Derfor bragte han flere af billederne.

Underminerer USA
For Karen Weiner og Richard Taber, der bor sammen i Park Slope, Brooklyn, bekræfter billederne, at der er en del, som de menige amerikanerne ikke får at vide.
»Jeg ved ikke, om jeg troede på det, medierne fortæller om vores indsats for demokrati og frihed i Irak. Men nu føler jeg mig helt sikker på, at vi ikke får sandheden at vide.« Hendes mand Richard er enig.»Der er ingen tvivl om, at de her billeder vil gøre amerikanere endnu mere forhadte over hele verden og specielt i den arabiske del. Og hvis billederne er ægte – hvad der ikke synes at være tvivl om – ja så er det jo ikke uden grund.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu