Læsetid: 5 min.

De utilpassedes talsmand

Efter syv års pause er den britiske mega-misantrop Morrissey ude med et blændende vitalt album, hvis kvaliteter sættes i relief af det rockistiske bæ en Lenny Kravitz lukker ud på sin seneste jammerdal af en skive
17. maj 2004

Da meningerne om Steven Patrick Morrissey comebackalbum efter syv år i vildmarken sikkert og vist vil afstedkomme særdeles forskellige reaktioner, så lad os melde klart ud herfra – her på bladet finder vi at You Are The Quarry er fuldstændig fucking excellent fra første gang Morrisey åbner sin uforligneligt uefterlignelige mund på »America Is Not The World« – hvor han totalt blæret lige får fyret følgende salve af til sit adopterede hjemland:
»The land of the free, they said/ And of opportunity/ In a just and a truthful way/ But where the president/ Is never black, female or gay/ And until that day/ You got nothing to say to me/ To help me believe« – til han lukker og slukker med »You Know I Couldn’t Last«, hvor han med sin vanlige blanding af ondskabsfuldhed, klarsyn og selvlede opsummerer sin brancheerfaring:
»Cd’s and T-shirts and promos and God knows/ You know I couldn’t last/ Someone please take me home/ There’s a cash register ringing and/ It weighs so heavy on my back/ Someone please take me home...« Men hvor er hjem så i denne verden?
De, kære læser, mener sikkert allerede nu, at tekstcitaterne i denne anmeldelserne har taget overhånd, men det kan måske skyldes, at De ikke er bekendt med Morrisseys særegent filterløse metode, hvor alt han elsker og alt han hader – inklusive alle mellemliggende stationer samt ikke mindst hans uforlignelige arsenal af idiosynkrasier – hældes på et tekstunivers uden sidestykke i rockmusikken. Men før glæden over at en af rockverdenens skarpeste, vittigste og fineste penne ikke blot er tilbage, men i total topform, tager overhånd, så lad os skynde at forsikre om, at de 12 sange her holder melodisk som musikalsk. Og selvom hans to guitarister Boz Boorer og Alain Whyte ikke altid har ydet en musikalsk indsats, der svarede til hverken Morriseys tekster eller hans bizart vindende organ, er de begge i topform på pladen her.
Og Whyte har leveret intet mindre end sine bedste melodier siden Morrisseys forrige femstjernede mesterværk, 1994’s Vauxhall And I, mens Boorer – altid den mindst inspirerede af de to – ikke har sat sin signatur på noget i denne ombæring.

De utilpassedes talerør
Men helten i foretagendet er producer Jerry Finn (der til dato primært har taget sig af neo-punk acts såsom Blink-182, AFI og Green Day), idet han med de finest tænkelige stilgreb har formået at justere Morrisseys ind i mellem næsten påståelige rockpurisme til et mere moderne, varieret og sonisk taktilt udtryk – jamen, er der ikke antydninger af breakbeats!? Og hører vi et hint af house!? – der klæder den gamle brokkerøv lige så godt som Kængu klæder Pingo!
Det betyder dog altsammen kun noget for den dybde og skønhed, det føjer til de udstødte, de kiksede, de generte og de fortabtes talsmands tekster, thi Morrissey syntes atter for alvor at have fundet fodslaget – hvilket man ærlig talt godt kunne betvivle sidst han lod høre fra i 1997 med det mildest talt sløje Maladjusted.
Siden da har han ført et liv, der godt kunne give ham et ry i retning af en art rockens Greta Garbo, godt gemt af vejen for det England han elsker at hade. Og udlevere. Og gennemhagle. Men selvfølgelig også elske. Og er så af alle steder gået i frivilligt eksil i Los Angeles, en by på en gang så syg og fascinerende, så artificel og dynamisk, at det måske i virkeligheden slet ikke er så sært endda.
Det første der slog undertegnede, da lyden af Morrisseys stemme stod ud af højttalerne, var, da også: hold kæft hvor har jeg savnet dig, gamle dreng. Vi er nogle stykker, der tilsyneladende er og bliver kronisk utilpassede – især nu og her, hvor fascister, fjolser og forbrydere sidder fedt bøvsende på magten her i den hastigt selvfortærende vestlige verden – og vi har ret til at have en talsmand.

Ondest tænkelige måde
Bare lækkert, at han så denne gang er i saltsyrebaseret topform; hvem ellers kunne levere en lækker melodiøs sag med titlen »I Have Forgiven Jesus«. Mens han i det allerede herostratisk berømte »Irish Blood, English Heart« giver sit hjemland følgende skudsmål med på vejen: »I’ve been dreaming of a time when/ To be English is not to be baneful/ To be standing by the flag not feeling shameful/ Racist or partial...«
Det gør godt på ondest tænkelige måde at høre en rocksanger lukke sin galde ud i en tid, hvor alt efterhånden er forvandlet til lam showbiz og alle spiller spillet med skarp fokus på bankkontoens plusbalance.
Så tager vi også gerne den der selvmedlidenhed med i købet, der nu engang altid har været Morrisseys akilleshæl. For der er efterhånden langt mellem de originaler og særlinge, rocken vel egentlig skulle give stemme til og udgøre fristed for, hvorfor vi kun kan udbryde et ’Velkommen tilbage, Steven Patrick. Du har været savnet og tillad os derfor at bære dig rundt i imaginær guldstol, indtil du skal tilbage i dit hul af lede, ubehag og modvilje for dér atter at forvandle lort til guld.’

Pinligt shit
Vil man vide hvad der er galt med rock’n’roll p.t. – og selvom tidens retrobølge skam da er ganske underholdende, er dens sidste ende nok snarere en del af problemet fremfor et bud på nogen fornuftig løsning på den blindgyde hele svineriet befinder sig i – skal man bare lægge øre til Lenny »I’m A Fucking Moron« Kravitz seneste rædsel af et album, betitlet Baptism.
Hele karrieren igennem har denne ’the original boneheaded retrorocker’ vægtet form over indhold samt slået knuder på sig selv for at skjule, at han overhovedet intet har at sige nogen om noget, der bare kan karakteriseres som tilnærmelsesvist interessant. Ind i mellem har han måske lige leveret en skæring, der kunne gøre det ud for harmløs radiofyld, men at sidde igennem et helt album med det her pinlige shit, kræver man er enten lystfyldt masokist eller umusikalsk idiot. »I don’t wanna be a star« synger han her på pladens anden skæring af samme navn, og så er han tilmed afsløret som gemen løgner oven i alt det andet.
13 hjælpeløst skrevne sange skal man guddødeme høvle sig igennem, hvoraf han på det første oven i købet har den hårrejsende frækhed at proklamere sig som »the minister of rock’n’roll«. Ja, ja og jeg er finansminister og min røv ligner mistænkeligt en vandflyver.
Er hans rocknumre ind i mellem næsten hæderlige pasticher på noget rigtig godt, er hans ballader så storslemt anonymt spildfyld, at det kan undre de ikke i vid udstrækning indsynges af folk som Westlife, Boyzone, Celine Dion og hvad de nu ellers hedder, de der musikødelæggere, der leverer tonerne til den gennemkorrupte Kulturslagter Brian Mikkelsens elskede Sky Radio, der som bekendt står som garanti for bredde i udbudet, min bare liberalistiske lortefyldte røv.
Hej Brian – slå på tråden, så skal du vederlagsfrit få tilsendt mit eksemplar af Baptism. Det er garanteret lige noget for dig, min fine ven! Men skynd dig, for jeg skal simpelthen sådan brække mig.

* Morrisey: You Are The Quarry (Attack/Sanctuary/
BMG) Producer: Jerry Finn
* www.morrisseymusic.com

* Lenny Kravitz: Baptism (Virgin-EMI) Producer: Lenny Kravitz
* www.lennykravitz.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu