Læsetid: 4 min.

’Man skulle have været et vindue’

Om ovenlys, cement og ægte krøniker
25. maj 2004

Arkitekturnus
Der er kommet en tyk bog om Fritz Schlegel. Og uanset han ikke er så poetisk en arkitekt som Arne Jacobsen og ikke så elegant i sine bygninger som Vilhelm Lauritzen med Radiohuset, er der meget at se på og gå nærmere ind i – enfamiliehuse, krematorier og kontorhuse, mellem 1930’erne og 1960’erne.
Fritz Schlegel har tegnet så markante københavnske bygninger som Overformynderiet og Tivolis Koncertsal. Og selv om der er stor forskel på alvoren i de to huses fremtræden, er de lige som andre af hans små og store opgaver løst sagligt og med respekt for kontekstens karakter og egenart.
Konstruktionsmåderne er hos Schlegel meget bestemmende for husenes karakter. I starten beton støbt på stedet, som noget af et program med baggrund i et tæt promoverende samarbejde med Cementcentralen. Fritz Schlegel er nok den danske funktionalist, som tidligst brugte knappe former i det materiale, de var tænkt til, fremfor pudsede danske teglsten med skjulte jernbjælker over hjørnevinduerne.
Siden blev det præfab og standardisering, for det me-ste med et ekstra kunstnerisk samarbejdstouch i facaden, om end ikke hver gang så muntert som i Tivoli eller Zoologisk have.
Men han var en hård negl, eller lod som om! Hans måde at bladre i samarbejdspartneres skitser på er legendarisk – med alle fem fingre krammet om det tynde papir og direkte i papirkurven under det hvislende dictum: »Arkiveres!«
Vibeke Andersson Møllers monografi (Arkitektens Forlag, 352 s., 478 kr.) demonstrerer, at Arkitekten Fritz Schlegel ikke havde grund til så meget mindreværdskompleks, hverken teknisk eller æstetisk.

Velux og KR
Da kontorhuse i Danmark blev en af 1950’ernes førende byggeopgaver, var modulet – det gennemgående vinduesmål i facaden – en kilde til uendelige faglige diskussioner. For det skulle gå op med standard skrivebordsmål i små og store kontorer til både en, to eller 10 medarbejdere, og som noget nyt gøre det muligt uden videre at flytte skillevægge.
(Håndværkere i Radiohuset fandt engang under en sådan operation et enkelt modulrum mellem to skillevægge, hvor der kun var plads til et skrivebord med telefon på, med glimrende dagslys men uden plads til stol eller mulighed for at komme ind – som logistisk rest af en tidligere areal- og strukturomlægning...)
De nye smalmønstrede curtainwall- og glasfacader blev kontoropsvingets store hit, men ikke for Velux-koncernen, som havde større succes med det danske vippevindue til skrå tage, som har bredt sig worldwide, med rødder i efterkrigstidens bolignød, hvor loftsrum og pulterkamre ved nye indbyggede tagvinduer kunne omdannes til beboelse.
Det startede småt og voksede kun gradvis, med fabrikker i Vestjylland og hovedkontor i Søborg, og med opfinderen, vinduesentreprenøren Villum Kann Rasmussen som ingeniør-ildsjælen bag produktet og den selvrådige forretningsstrategi.
»Man skulle have været et vindue!« – sagde af og til hans tålmodige hustru gennem 50 år, om hverdagen med sin barnefader og ægtemand.
Ham, KR kaldet, og hans virksomhed – der siden blev struktureret som velhavende familie- og Velux-fond – er der også kommet en tyk bog om (Gyldendal og VKR Holding). Omstændelig grundigt skrevet af AUC-professor Per Boje, men så velillustreret med fotos fra firma-arkivet og privaten, at det er blevet en herlig korrektion til tv-Krøniken.
Så klodset og slidt som på bogens billeder var Danmark i de sene 1940-dage. Og så kvikt blev det hele i de tidlige 1960’ere med farver, intime forretningsmiddage og lysere kontorer.

Boje Lundgaard
Få uger før sin uventede død dette forår, gennemgik 60-årige arkitektprofessor Boje Lundgaard ved et diskussionsmøde det typiske danske parcelhushjem i 1950’erne. Og overvejede realistisk hvordan vigtige kvaliteter fra dengang kan genkaldes i moderne materialer på et pivåbent hjemmemarked, med eksport for øje.
Og for otte år siden skrev han en tekst som nytårshilsen fra Kunstakademiets Arkitektskole – om vinduer. Fint illustreret og så nøgternt indlevet i forholdet mellem lysåbninger, rum og facade, at det lille skrift godt kan læses som et arkitektonisk testamente i utide.
Indledningen gengives her som en venlig hilsen post mortem:
»Da jeg var barn, sad jeg tit ved stuens største vindue ud mod haven og faldt i staver. Jeg kan stadig huske, i detaljer, hvordan udsigten så ud, mod det store piletræ, der halvt skjulte indgangen ved havelågen, som man spændt ventede på skulle åbne sig. Hvem kommer nu? Men jeg kan også tydeligt erindre selve vinduet. Det var hængslet i toppen og åbnedes med en særlig udskyderstang, som var skruet ind i den hvidmalede, let afskallede træramme med ét lag glas. Under vinduet var placeret en vindueskarm (som man senere lærte kaldes vinduesplade) af rødbrun, glat terrazzo. Her stod altid potteplanter, her lå min fars piber, et askebæger og normalt også vores kat, en gråmis, der hed Pjevs, som holdt af at strække sig i solen bag ruden. Der var nemlig ofte sol, da vinduet vendte mod vest.
Solvarmen bag glasset var vederkvægende det meste af året, men kunne være et problem sidst på dagen om sommeren. Men man kunne begrænse varmeindfaldet ved at åbne vinduet og trække de lette gardiner for. Og de var altid lette om sommeren, da min mor ved den store forårsrengøring ændrede det lidt tunge gule vinterstof til lyse, lette sommergardiner.
Fagfolk vil allerede nu vide, at jeg voksede op i et hus bygget i efterkrigsårene, hvor tophængte vinduer og terrazzoplader var almindelige. Havde jeg boet i et hus fra århundredskiftet eller et hus fra 1930’rne, havde min vinduesoplevelse været anderledes.
Og vinduets forandringer inden for de sidste tredive år har yderligere ført til anderledes oplevelser, eller måske ind imellem mangel på samme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu