Læsetid: 4 min.

Vagina-monologer

Alanis Morissette fortsætter med at udforske sit sind og sin livsrejse på sit femte album. Denne gang har hun sågar husket at lægge melodier ind under de ordrige tekster, hvilket gør det til en attraktiv og prægnant helhed
21. maj 2004

Ny cd
Påstand 1: Alanis Morissettes debutalbum (uden for Canada!) Little Jagged Pill fra 1995 var et af årtiets definitive – og definerende – album, idet det i tillokkende mainstreamorienteret musikalsk form, tilsat lige dele skæve hjørner og spidse albuer, introducerede årtiets forfriskende nyfeminisme (fri for mandehad, pletrenset for det evige offerspil (omend den i stor stil kredsede omkring skyld; det manglede også bare, når nu ens forældre i protestantismens rådne navn har gjort sig så stor umage med at gøre det til en urokkelig grundpille i ens psykiske makeup), åben over for alle muligheder og tilmed tilsat en solid dosis selvironi) for en større offentlighed... og med større spredningseffekt end de første 40 manifester med tilhørende antologier. Samtidig med at det udgjorde en indbydende og nærende omgang (voldsomt) bekendende singer-songwriterpop, der beskrev turen fra pige til ung kvinde med præcision, svirp og nerve – især i lyset af at ophavskvinden kun var 21 på daværende tidspunkt.
Fremtiden så givet så lys ud, at Alanis var tvunget til at gå med solbriller flere år derefter. Og hendes ’mæcen’, Madonna, der havde signet hende til sit pladeselskab, Maverick, må have gnedet sig i de parfumerede næver, thi Morissette lignede på papiret et skudsikkert feministisk ikon parret med en musisk auteur for et centerløst, småforvirret og søgende årti og hun gik qua sin ærlighed og evne til med en vis ironisk distance at fremstille både sin sårbarhed og vrede rent ind hos forvirrede unge af begge køn.
Pladen solgte stille og roligt noget i retning af 30 millioner eksemplarer, men så skulle der også gå tre år, før Morissette formåede at indspille og udsende en efterfølger. Måske gik al den tid med at tælle penge, hvem ved. For den gik ikke med at skrive melodier, ved vi nu.

Faldende udbytte
Påstand 2: Siden gennembruddet har det knebet gevaldigt med at holde dampen oppe hos Morissette og hendes efterfølgende album har lydt som klassiske tilfælde af et stedse faldende udbytte, eftersom det hen ad vejen lød som om hun havde brændt alt, hvad hun havde af mindeværdige melodier i sig af på Jagged Little Pill.
Alene titlen på efterfølgeren til Jagged... så ud som noget hun havde fundet på i en skidt opiumsrus: Supposed Former Infatuation Junkie, hvad det så end er for en fisk.
Og pladen lød sgu også lidt derhen af. Ordrig, melodifattig, anstrengende, selvbevidst (på den ufede måde), overambitiøs og med blikket stift rettet mod solistens navle var det noget af en stridhåret kamel at sluge; også selvom man gik monstret i møde med allerstørste velvilje. Lidt bedre (men ikke rigtig god) var Under The Rug Swept fra 2002, idet den i det mindste indeholdt et vaskeægte hit i form af det melodisk fine og rytmisk medrivende »Hands Clean«, én af den slags sange man med sindsro havde forventet langt flere af fra den langlemmede lemmedasker, hvis umiskendelige em af new age hippie også var en kende svær at tage – i hvert fald for denne lytter, der foretrækker sine hippier i historiebøgerne, hvor de hører hjemme. Og er new age i virkeligheden andet end blot en eufemisme for det hvide snit tilsat panfløjte og tibetanske tempelklokker?

På bølgelængde
Påstand 3: Med den So-Called Chaos har Morissette genfundet om ikke selve melodien, så i det mindste det melodiøse grundlag for sine stadigvæk overvældende ordrige sange, hvilket kun kan betragtes som et plus. Man kan måske også tolke værket som en pagt den nu 30-årige chanteuse har indgået med sine dæmoner: hvis de fortsat lover at give hende brændstof til nyt materiale, vil hun til gengæld gøre sit yderste for at få dem ind på de p.t. så sørgeligt dæmonforladte hitlister.
Siden Spice Girls’ gennembrud har et støt stigende antal præfabrikerede popnavne forgiftet radiobølger og øregange i en sådan grad, at man godt kunne ønske sig en art popmusikkens ækvivalens til massakren på Colombine High. Hvis man nu proppede de der drenge- og pigebands ind i raket sammen med alle Britneyerne og Christinaerne og sendte hele banden ud i det ydre rum, kunne de garanteret holde fjendtligtsindede rumvæsener ude fra ikke blot Jordens atmosfære, men fra vores solsystem som sådan, hvis de bare i et væk afsang herlige medleyer af deres hits.
Hvorom alting er, kan So-Called Chaos snildt klare sig både i og uden for konkurrence med tidens syngende Maggiterninger, thi det lyder i høj grad som om kunstneren her er kommet på bølgelængde med sin muse igen. Pladens 10 sange holder en høj standard og inspirationen er hentet fra fjern og nær – folk, pop, rock, world (især fjernøstlige klange), ja, sågar et let strejf af electronica – smeltet sammen til upåklageligt hele, der strømmer en i møde med såvel prægnans som tyngde. Musikken gennemstrømmes af en lys og lyrisk tone, der inviterer lytteren indenfor i et rigt klangligt univers, der faktisk formår en hel del på sine egne præmisser – uden ligefrem at gøre en PJ Harvey rangen som neurosernes ukronede dronning stridig. At So-Called Chaos næppe kommer til at sælge 30 millioner enheder, skal vi ikke begræde her. Mindre kan som bekendt også gøre det.

*Alanis Morissette: So-Called Chaos (Maverick/Warner) Producere: Tim Thorney, John Shanks & Alanis Morissette. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her