Læsetid: 6 min.

En vagthund takker af

I Europa-Parlamentet er Freddy Blak kendt for at være en hård hund til at spore svindelsager. Men EU’s budgetkontrol-udvalg har udviklet sig til en tam forestilling, siger han efter 15 år i parlamentet
4. maj 2004

BRUXELLES – »Provokationens politiker,« lød Informations anmeldelse, da Freddy Blak sidste år udgav sin selvbiografi. Og sådan er Freddy Blak kendt. For sin kontroversielle støtte til det toldfri salg på rejser mellem EU-lande. For at ignorere Socialdemokraternes forbud mod dobbeltmandater. Og for bramfri citater til pressen.
Ingen tvivl om at manden, der i dag holder afskedsreception i Europa-Parlamentet i Strasbourg, har gjort det his way.
Men han har også været ydmyg. Det er i hvert fald de færreste politikere i Europa-Parlamentet, der har begyndt deres karriere med at gå op til en kollega fra et andet land og bede om at blive hans lærling.
»Jeg sagde til Tomlinson: ’Jeg vil gerne være din lærling.’ Det kiggede han lidt på. Og så fik jeg lov til at rende med ham,« husker Freddy Blak i dag 15 år efter, da han iført blågrønne skotskternede bukser og en neutral bluse tager imod blandt flyttekasser og to kæmpemæssige planter på kontoret i Europa-Parlamentet i Bruxelles.
Så ligesom Freddy Blak stod fem år i lære som smed på Nakskov Skibsværft, stod han fem år i lære i Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg hos det engelske Labour-medlem John Tomlinson: »Jeg sagde: Jeg vil godt have en periode til at snuse til tingene, så en periode til at lære, og så en periode hvor jeg går til den.«
Og det har han så gjort. Gået til den.

Magtfuldt udvalg
Da Freddy Blak overraskende blev valgt ind i Europa-Parlamentet i 1989, var der ikke mange EU-kommissærer, der tog Budgetkontroludvalget – eller parlamentet som sådan – alvorligt.
Men det har ændret sig. Blandt andet fordi det for alvor gik op for udvalgets medlemmer, at de kunne nægte at godkende Kommissionens regnskaber eller samle ind til et mistillidsvotum på samme måde, som et flertal i det danske folketing når som helst kan tvinge en regering til at gå af. Med den forskel at det i Europa-Parlamentet kræver to tredjedels flertal.
Dette truede Europa-Parlamentet med at gøre i 1999, da en ansat i Kommissionen, Paul van Buitenen, sammen med parlamentets budgetkontroludvalg afslørede, hvordan flere kommissærer havde skaltet og valtet med skatteborgernes penge. Og truslen om mistillid var nok til, at Kommissionen ledet af Jacques Santer tog sin afsked.
Blak, der med tiden blev en af udvalgets tre næstformænd, mener, at Budgetkontroludvalget fik mere magt, fordi alle fik ansvar for at kontrollere en del af budgettet.
Med et EU-budget på 100 milliarder euro om året var der rigeligt med tunge rapporter til alle.
»I stedet for at alle blander sig, så delte vi,« siger Blak. »På tværs af budgetkontroludvalget delte vi områderne op mellem os med det resultat, at man blev specialist på området. Lige pludselig kunne Kommissionen ikke misbruge os. Det gjorde, at vi fik større gennemslagskraft.«

Svendestykket
Formularen virkede, og Kommissionen fik pludselig byger af ubehagelige spørgsmål, og især efter Santer-kommissionens fald i 1999 begyndte de nye kommissærer udpeget af Romano Prodi at stille på bl.a. Blaks kontor for at forklare sig. En utænkelig situation for 15 år siden.
Da Blak var blevet fuldt ’udlært’, fik han i sin tredje femårsperiode som MEP sit svendestykke for: Han skulle tage sig af den såkaldte ’decharge’ for 2000-regnskabet. En fransk vending for godkendelse af regnskabet.
Blak valgte en åben strategi overfor budgetkommissær Michaele Schreyer: Du får din decharge, hvis jeg får de dokumenter, jeg vil have. På den måde lykkedes det ifølge Blak at få skabt mere åbenhed om Kommissionen – og han tog også initiativ til en formel aftale, således at Kommissionen nu løbende sender visse dokumenter til de folkevalgte. Han lægger heller ikke skjul på at være stolt af at have stået fadder til den sorte liste over virksomheder, som Kommissionen ikke vil handle hos, fordi de er mistænkt for at svindle.
I euro-jargon hedder den naturligvis Blak-listen.
Hans ihærdige arbejde har skaffet ham både venner og fjender – og et godt ry, ikke mindst blandt kommissionsansatte der opdager svindel og ikke stoler på deres overordnede.
»Næsten hver måned er der nogen, der vil mødes med mig,« fortæller Blak. »Mennesker der vil mødes med mig klokken tre om natten, for at der ikke er nogen, der skal se, at de ses med mig. En græker der prøver at fortælle mig, at … man har fået penge til 24 km motorvej, men der er kun bygget 19 km.«
Eller fortrolige dokumenter afleveret anonymt i dueslaget.

Hånden over Solbes
Selv om Blak ikke formelt går af før den 19. juli, rydder han ligesom andre parlamentarikere i morgen sit kontor i Strasbourg, fordi alt snart går over i valgkamp. Med vemod. Ikke kun fordi 15 års arbejde lakker mod enden. Men også fordi han mener, der er gået partipolitik og individualisme i Budgetkontroludvalget.
»I gamle dage fandt vi ud af at stå sammen,« siger han og peger på, at da den såkaldte Eurostat-sag om svindel om forsvundne penge på hemmelige konti kom frem, nægtede kommissionsformand Romano Prodi at fyre den ansvarlige økonomikommissær, socialisten Pedro Solbes.
Og udvalgets medlemmer skulle heller ikke have noget klinket.
»Socialisterne skulle redde hans røv. Lige meget hvad vi kom med,« siger Blak, »så holdt de hånden over ham.«
På foranledning af JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde skal det nuværende Europa-Parlament som en af sine sidste gerninger i dag stemme om et mistillidsvotum til Kommissionen, netop fordi Prodi har nægtet at placere et politisk ansvar for Eurostat-sagen. Forslaget spås en krank skæbne, blandt andet fordi visse konservative medlemmer har fået at vide fra højere sted, at den slags ikke ser så godt med weekendens udvidelse af unionen og snarligt parlamentsvalg.
Hvordan fremtiden for Budgetkontroludvalget kommer til at se ud?
»Jeg tror, der kommer til at mangle nogen, der tør være lidt anderledes og sparke til dem en gang i mellem,« lyder afskedssalutten fra lærlingen fra Nakskov Skibsværft.

Blakkede EU-historier – et udpluk
De to underskrifter
*Freddy Blak og franskmanden Franz-Hermann Brüner, chefen for EU’s svindelbekæmpelseskontor (OLAF), har ikke noget godt forhold til hinanden. Under en nylig diskussion i EU’s budgetkontroludvalg om OLAF’s – ifølge Blak mangelfulde – efterforskning af en svindelsag, blev Blak og Brüner så rasende på hinanden, at ordføreren måtte bede de to herrer om at stoppe skrigeriet.
Forholdet blev ikke mindre anstrengt, da Blak kort efter bad Brüner forklare, hvorfor forskellige OLAF-dokumenter med Brüners navn bar forskellige underskrifter. På Blaks hjørnekontor på 12. sal i Europa-Parlamentet i Bruxelles måtte OLAF-chefen demonstrere, hvordan han havde to underskrifter: én til meget officielle lejligheder og én til dagligdags brug. bw

Stående diskussion
*EU-udenrigskommissær Chris Patten har en fransk generaldirektør af den gamle skole. Da Blaks assistent Marina Buch Kristensen en dag bliver sendt op for at få nogle budgetoplysninger, nægter franskmanden at svare på noget som helst.
»Så nægter jeg at godkende budgettet,« ringer Blak og advarer i telefonen. Kort efter stiller Patten og bemeldte franskmand på Blaks kontor. Imens har Blak sørget for at fjerne alle stole, på nær en til ham selv og en til Patten. På bordet står også kun en kaffekop til Patten og en til Blak. Forhandlingerne foregår i halvanden time, mens den franske topembedsmand må stå op. »Hvad tror du han har lært af det?« griner Patten ifølge Blak på vej ud. bw

Cressons mappe
*Da den franske forskningskommissær Edith Cresson i 1999 blev beskyldt for bl.a. at have ansat sin elsker i et velbetalt konsulentjob, søgte hun at mildne Blak ved at indbyde ham til, hvad hun troede skulle være et diskret og uformelt møde. På morgenen for mødet var der fyldt med journalister foran Edith Cressons kontor. »Hvordan de fandt ud af det, har jeg ingen kommentarer til,« som Blak siger.
Mødet forløb med mange forklaringer, og Blak fik hurtigt nok og samlede sine papirer sammen. I forbifarten røg også en rapport fra Cressons skrivebord med – Blak sværger på det ikke var med vilje – og på vej i et fly til Italien få timer senere opdager han, at rapporten er fuld af beviser på, at Cresson har løjet. Næste morgen ringer hans assistent: Om han i løbet af natten har været på kontoret? Nogen har tydeligvis gennemrodet papirer på kontoret i Bruxelles. bw

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her