Læsetid: 2 min.

Vejle laver etnisk deling

For at undgå, at danske børn flygter fra folkeskoler med mange indvandrere, så opretter SF-borgmester rene etniske klasser i strid med partiets politik
10. maj 2004

Et stadig stigende antal to-sprogede børn i landets folkeskoler får nu Vejle til at oprette rene etniske klasser for at skåne de danske børn.
Det oplyser byens SF-borgmester, Flemming Christensen: »De danske forældre vælger en anden skole eller sender deres børn i privatskole, når der kommer for mange indvandrere. Det er et problem, vi ikke kan snakke os fra,« siger borgmesteren.
Den rene etniske klasse bliver oprettet på Nørremark-skolen, hvor ca. 60 procent af eleverne er etniske minoriteter. På trods af, at det er direkte i strid med SF’s egen politik at samle indvandrere.
Skolen har forsøgt med forskellige tiltag at få de to-sprogede elever spredt. Blandt andet er børnene blevet tilbudt gratis transport til andre af byens skoler. Men det har ikke ændret forældrenes valg af skole, fortæller borgmes-ter Flemming Christensen.
Og derfor har skolebestyrelsen, med kommunens velsignelse, oprettet rent etniske klasser for på den måde at få nedbragt andelen af indvandrere i de øvrige klasser.

Apartheid-skole
Oprettelse af en særlig klasse med brune børn er et særsyn. Københavns Kommune f.eks. ønsker ikke særlige etniske klasser, siger familieborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF): »Det er ikke en model, vi bruger. Vi satser på bedre integration og det lyder ikke som om, det er den vej, vi skal gå,« siger han.
Heller ikke i Vejle Kommune er der fuld opbakning til beslutningen om at oprette etniske klasser for at holde på de danske børn.
Partiets næstformand i Vejle, Nermin Kalkan, er særdeles kritisk: »Sidste år kom der en ren etnisk klasse, igen i år, og om nogle år, så har vi en rent etnisk skole. Det er det helt modsatte af integration,« siger hun.
Vejles SF-borgmester indrømmer, at han ikke er ubetinget stolt over de specielle etniske klasser:
»Det er et valg mellem flere onder. Alternativet er en risiko for, at endnu flere danske forældre trækker deres børn ud. Nu har vi så lavet en helt etnisk klasse, og så fungerer det,« fortæller Flemming Christensen.
Vejle måtte for første gang sidste år gribe til en rent etnisk klasse, fordi Nørremark-skolen med borgmesterens ord var på vej mod »ghetto-lignende« tilstande. SF’s næstformand i Vejle mener, at kommunen selv er skyld i problemerne ved gennem flere år at placere stadigt flere indvandrere i området:
»Man bliver ved med at proppe flere etniske minoriteter ind i området og nu forsøger man så en lappeløsning,« siger Nermin Kalkan.
Det er skolens bestyrelse, der har ansvaret for de konkrete tiltag, mens kommunen har den overordnede myndighed på området.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu