Læsetid: 12 min.

Verden som cigarkasse – Lomborg i en nøddeskal

Økonomer er uundværlige, og cost-benefit beregninger kan være nyttige. Men at underlægge den globale overlevelse en rentabilitets-analyse er absurd
21. maj 2004

kapitulation eller bare ’realisme’
Mandag morgen kl. ni lukker Bjørn Lomborg, hvad han beskriver som »ni af verdens førende økonomer« inde i Eigtveds Pakhus. Otte erfarne mænd – gennemsnitsalder 71 år og fire nobelpristagere iblandt dem – plus én erfaren kvinde, hvis alder man er diskret med. Med sig får de en masse oplæg skrevet af 27 andre økonomer. Plus 50 milliarder dollar i matadorpenge.
På fredag kommer de ud, og på lørdag fremlægger Bjørn Lomborg ved et pressemøde en prioriteret liste over menneskehedens mest presserende problemer, rangordnet efter hvor økonomerne finder det mest rentabelt at investere de medbragte milliarder.
Øvelsen, kaldet Copenhagen Consensus, koster 6,7 mio. kroner at gennemføre, heraf fem mio. i statslige midler. Filosofien bag arrangementet er, at politiske »beslutninger i størst muligt omfang bør hvile på viden og fakta frem for på vilkårlighed«. Fakta her forstået som prissedler for de udvalgte problemers tænkelige løsninger.
Helt konkret skal hver af de ni eksperter forholde sig til de oplægsskrivende økonomers beregninger af, hvad det har af omkostninger, og hvad det giver af økonomiske fordele at realisere kataloget af løsningsmuligheder.
I alt 36 mulige strategier for handling i forhold til de 10 globale problemer er identificeret og prissat af oplægsskriverne. Tre alternative muligheder for at forholde sig til klimaproblemet, seks alternative muligheder for at hindre borgerkrige, fire mulige strategier mod sult osv. For hver mulighed skal hver af de ni eksperter foretage en egen økonomisk bedømmelse af oplægsskrivernes bedømmelser. Det giver for hver enkelt af de 36 muligheder ni priser – mulighedernes ’netto nutidsværdi’, som økonomerne kalder det – og disse ni resulterende ekspertpriser tager man så gennemsnittet – eller helt præcis: den såkaldte medianværdi – af. Herefter har man 36 ekspertvurderede ’gennemsnitspriser’ for de 36 handlemuligheder. Dem stiller man så på konferencens sidste dag op i rangorden. Den handlemulighed, der har størst rentabilitet, anbringes øverst på hitlisten og er således den, politikere først bør gå i gang med at investere i, hvis det står til Lomborg. Hvis økonomerne tager Lomborgs finansielle ramme alvorligt – 50 milliarder dollar til at forbedre verden gennem fem år – vil prioriteringen blive hård og indsatsen over for flere af denne verdens problemer formentlig udskudt til en ukendt fremtid.
Som Bjørn Lomborg sagde her i avisen i mandags, er det herefter håbet, at økonomer i hele verden med denne inspiration går i gang med at lave flere økonomiske nytteværdi-beregninger. Og at politikerne begynder at bruge de resulterende prislister, når de i sidste ende skal vælge, om der skal skrides ind over for klimaproblemet, over for smitsomme sygdomme, korruption og handelshindringer eller måske hellere over for sult eller borgerkrige.
Det hele ligner økonomisme ad absurdum. Det spændende er derfor, om de deltagende, kompetente økonomer ved, hvad de er gået ind til? Og om de vil spille med på Lomborgs spil eller ender med noget andet end den prioriterede prisliste?

Når Lomborgs Institut for Miljøvurdering, som står for konferencen, udelukkende inddrager økonomer, er det ifølge instituttets miljøøkonom Dorte Vigsø, fordi »øvelsen ikke (kan) gennemføres i fora, som er præget af særinteresser eller kassetænkning.« Malariaeksperter kan således ikke tænke objektivt, klima-eksperter kan ikke osv. Det kan til gengæld økonomer.
»Copenhagen Consensus’ ni topøkonomer er uden bindinger eller særinteresser,« skrev Dorte Vigsø i Information forleden.
Selve Lomborgs pointe er, at de ni økonomer ikke skal sidde indelukket og agere vise mænd og kvinde for kloden, i stand til at afveje økonomiske problemstillinger mod etiske fordringer, politisk realisme, kulturelle værdier osv. Pointen er, at alt det enten skal helt væk eller oversættes til dollar. Og at økonomerne herefter blot skal være i stand til at se, hvilket tal der er størst, og hvilket der er mindst. I princippet så enkelt, at man kunne have bedt 10 folkeskoleelever gøre det.
Når man alligevel ikke kan det, er det fordi tallene i virkeligheden ikke er en-kle og sande. Meget er ren fantasi, og andet er usikre antagelser om forholdene i en ukendt fremtid. Atter andet er beslutninger om beregningsforudsætninger, som i høj grad rummer skøn og vurderinger. Dermed er øvelsen fyldt med subjektivitet – nogle ville kalde det politik. Og enhver økonom ved, at økonomer lige som alle andre fagdiscipliner er delt i mange forskellige skoler og overbevisninger, der historien igennem har skændtes og diskuteret, så det brager. Bare inden for miljø-økonomien er der mindst fire retninger, som er indbyrdes uenige om, hvordan og i hvilken grad økologi kan og bør oversættes til økonomi.
Dette gør ikke økonomerne ringere – snarere tværtimod – men det fortæller, at det er en illusion at tro, der kommer objektive sandheder ud af Eigtveds Pakhus på næste lørdag. Hvis der virkelig kommer en prioriteret prisliste fra økonomerne, vil grundlaget være en uigennemskuelig blanding af vigtig faktuel viden, kvalificerede gætterier, personlige værdidomme og politiske kompromisser mellem de ni udvalgte. Af samme grund kan man være evigt forvisset om, at politikere hverken herhjemme eller internationalt vil tage hitlisten for pålydende og begynde at udøve politik efter den. Kun i det omfang, ting på prislisten støtter forudfattede meninger, skal man vente det anvendt politisk. Hvis økonomerne f.eks. bekræfter Lomborgs egen forhåndskonklusion, at det ikke kan betale sig at skride ind over for klimaforstyrrelserne via Kyoto-protokollen, vil der sikkert være politikere i ind- og udland, der forstår at gøre brug af det.

Hele Bjørn Lomborgs rationelle, videnskabelige, værdifri øvelse starter med en politisk stillingtagen. Lomborgs egen.
Det er nemlig Lomborg selv, der – Gud ved hvordan – har defineret den cigarkasse, hvis dollar-indhold økonomerne skal prioritere. Til Information sagde Lomborg i mandags, at »det er urealistisk« at gøre noget ved alle de problemer, som egentlig kalder på en indsats. Han mener, at der med fordel kunne investeres 1.000 milliarder dollar årligt i at løse globale problemer, men da det er urealistisk, definerer han egenhændigt en pulje på 50 milliarder dollar fordelt over fem år at prioritere med. Men der er ikke megen logik i at sige, at politikere skal presses til at prioritere mellem forskellige opgaver og samtidig sige, at de ikke skal presses til at forholde sig til den samlede ramme.
Verdensbankens chef James Wolfensohn gjorde for nylig opmærksom på, at de rige lande hvert år bruger netop 1.000 milliarder dollar på militær, foruden 300 milliarder dollar på at understøtte egne landbrug på bekostning af
u-landenes bønder. Sat over for en aktuel årlig udviklingsbistand på omkring 60 milliarder dollar kunne man godt ønske sig, at Lomborgs øvelse handlede om at sige til politikerne: ’Hey, med verdens alvorlige miljø-, sundheds- og fattigdomsproblemer går det simpelthen ikke at bruge 17 gange så meget på militær som på udviklingsbistand.’ Men Lomborg giver sine økonomer sølle 10 milliarder dollar ekstra om året i fem år og pålægger dem at prioritere inden for den ramme. Hvis ikke det er en fundamental politisk præmis at lægge ned over den såkaldt objektive regneøvelse, så er det svært at se, hvad politik skulle være.

Det er så vidt vides første gang i den politisk-økonomiske verdenshistorie, at nogen gennemfører en sådan øvelse med rentabilitetsbaserede prioriteringer af tænkelige løsninger på alle verdens store problemer. Hvorfor er det første gang? Fordi det er en forkert øvelse. Hvorfor er det en forkert øvelse? Her er nogle grunde:
*Der er alt for meget i tilværelsen, der ikke kan gøres op i penge og dermed gøres sammenligneligt i cost-benefit-analyser. Ting, der bogstaveligt talt er u-vurderlige. Det klassiske eksempel: Hvad er værdien af lærkesang? Eller af Jellinge-højene? Lomborgs projekt opererer med, at alt kan gøres op i penge og dermed gøres indbyrdes substituerbare. Selv det, der kan prissættes, kan ikke bare substitueres. Er en hammer lig med to tredjedele svensknøgle eller hvad?
*Det er forkert at se problemerne som budgetmæssigt adskilte. Løsningerne er sammenkædede og ofte hinandens forudsætninger. Aids-problemets løsning har sammenhæng med fattigdomsproblemets løsning. Problemet med borgerkrige kan have sammenhæng med uddannelsesproblemer. Fattigdomsproblemet har sammenhæng med handelsproblemet osv. Afvikler man i-landenes landbrugssubsidier, får man en økonomisk gevinst, der kan hældes i cigarkassen og øge mulighederne for at løse andre problemer. Derfor giver det kun mening at behandle problemerne og deres løsninger som integrerede, ikke som indbyrdes isolerede og rangordnede.
*Det er forkert at afvise løsningsstrategier, der er samfundsøkonomisk rentable. Lomborg har igen og igen sagt, at Kyoto-protokollens indsats mod klimaforstyrrelser bør droppes til fordel for f.eks. malariabekæmpelse eller sikring af rent drikkevand, fordi det er billigere. Men Kyoto-protokollen er ifølge det økonomiske baggrundspapir til konferencen i sig selv en god, langsigtet forretning for det globale samfund, ligesom malariabekæmpelse er det. Og alle rentable investeringer bør ifølge almen investeringsteori realiseres, så længe der kan hentes investeringskapital fra regulært dårlige forretninger eller ved offentlig inddrivning af midlerne.
Det reelle problem med Kyoto er, at aftalen giver i-landene omkostninger og u-landene gevinster – det sidste fordi det især er u-lande, der ved fortsatte udledninger rammes af klima-forandringerne, og fordi CO2-reduktion i i-landene omvendt skaber mere rum i det globale drivhus for u-landenes økonomiske udvikling. Så i-landene betaler, og u-landene høster fordele. Det giver realpolitiske konflikter, men det er jo angiveligt ikke Lomborgs afdeling.
*Ofte er det urimeligt at foretage økonomisk rangordning i en global økonomisk kontekst, eftersom mange problemer og deres løsninger er nationale eller regionale. I ét land er den rigtige prioritet at bremse aids, i et andet at sikre drikkevand, i et tredje at modvirke borgerkrig. Lomborgs logik er, at hvis det er billigere at redde en congoleser end en inuit, så skal man lade inuitten gå tabt, men det er ikke en logik, man kan godtage, hvis man er grønlænder eller statsminister med ansvar for Rigsfællesskabet. Og hvordan i alverden skal man meningsfuldt sammenligne og rangordne en strategi for begrænsning af globale klimaforandringer over århundreder med en strategi for standsning af lokale borgerkrige, hvor og når sådanne måtte bryde ud?
*Der er grundlæggende begrænsninger i en række af de cost-benefit-værktøjer, man benytter sig af. Så stærke begrænsninger, at resultaterne til tider bliver absurde eller uetiske.
Cost-benefit analyser er f.eks. meget statiske. Et snapshot af situationen lige nu multipliceret med nogle fremskrivningsfaktorer. Arter virkeligheden sig mærkbart anderledes end fremskrivningen, falder beregningen. Nogle ting – befolkningsvæksten f.eks. – kan fremskrives med stor sikkerhed og derfor regnes på.
Andre ting, der f.eks. involverer politik, kan vanskeligt. Hvordan så Pentagons cost-benefit analyser for Irak-krigen ud før den 20. marts 2003, og hvordan ser de ud i dag? Lomborg-konferencens cost-benefit beregning for klimaproblemet ser 300 år ud i fremtiden – hvad kunne økonomer i 1704 sige om verden i 2004?
Etikken halter i nogle cost-benefit analysers syn på menneskeliv. Når det gælder følgerne af klimaændringer, vil der ikke kun blive tale om direkte økonomiske tab, hvor land oversvømmes, marker rammes af tørke, bygninger ødelægges af storme osv. Der vil også være såkaldte velfærdstab, som er svære at gøre op i markedspriser. Tab af dyrearter, forringet sundhed, øget dødelighed. Et af økonom-papirerne til Lomborgs konference, forfattet af Alan Manne, Stanford University, understreger, at det især er omfanget af disse ikke-markedsagtige skader, der skaber bekymring og tilsiger, at der gribes ind.
Omkostningerne ved at undgå klima-skaderne skal i cost-benefit beregninger holdes op mod værdien for samfundet af at slippe for skader af begge typer. Når det gælder værdien af at redde menneskeliv, forsøger man at fastlægge den ved at undersøge, hvad folk er villige til at betale for f.eks. et ekstra leveår. Det har man spurgt om i mange lande, og det giver vidt forskellige resultater i i- og u-lande, fordi man jo ikke har lige mange penge at gøre godt med. Et menneskeliv bliver derfor 10-15 gange mindre værd i et u-land end i USA og Europa. Konsekvensen af den metodik er, at de økonomiske følger af klimaforandringerne – der rammer u-lande hårdest – bliver relativt små, fordi menneskeliv i u-landene er mindre værd. Og tilsvarende at der ikke er så meget vundet ved at bremse klimaforandringerne, fordi gevinsten ved at redde u-landsmennesker ikke er så stor.
Den etik har mange protesteret mod, og FN’s internationale klimapanel IPCC har anbefalet, at man opgiver den måde at prissætte menneskeliv. Den ligger dog stadig til grund for klima-papiret til Lomborgs konference.
En tredje begrænsning er cost-benefit analysernes vanskelighed ved at værdisætte fremtiden i forhold til nutiden. Det gør man ved at vælge en såkaldt ’diskonteringsrate’, dvs. den takt hvormed man lader fremtiden forsvinde ud af betragtning, nedvurderer den (’discount’) i sine beregninger af, hvad det er økonomisk berettiget at gøre her og nu. Valget af en rate på nul betyder, at man vægter fremtiden lige så stærkt som nutiden. En høj diskonteringsrate betyder derimod, med økonomen Jesper Jespersens ord, at man »giver Fanden i vores egen fremtid – for slet ikke at tale om vore børns endsige børnebørns levevilkår.«
I klima-diskussionen betyder valget af en høj diskonteringsrate således, at det i cost-benefit analysen bliver en dårlig forretning for os nulevende at investere ret meget i at skåne fremtiden for klimaforstyrrelser. I Lomborgs konference-sammenhæng betyder valget af klima-beregningens diskonteringsrate dermed alt for, hvor klima-indsatsen kommer til at rangere på hitlisten over løsningers rentabilitet. Med en høj rate ryger klimaet formentlig ud, som noget der ikke er penge til i Lomborgs lille cigarkasse.
Økonomen William Cline, der har skrevet klima-oplægget til de ni økonomer, anbefaler en ret lav diskonteringsrate – 1,5 procent – fordi der er en meget lang fremtid at tage hensyn til, når det handler om forstyrrelse af selve det globale klima. Opponent-økonomen Robert Mendelsohn skælder ud og siger, at 1,5 procent er alt for lavt. Valget er politisk. Hvilken rimelighed og logik er der i at lade Lomborgs ni økonomer træffe valget?
Om cost-benefit analysers begrænsninger, skriver konferencens medsponsor, ugemagasinet The Economist, at »Det er fuldstændig rimeligt at forholde sig skeptisk, cost-benefit analysers faldgruber taget i betragtning.« Og det er tankevækkende, at Institut for Miljøvurdering for nylig afstod fra at lave det, instituttet er sat i verden til, i en sammenligning af økologiske og konventionelle fødevarer med den udtrykkelige begrundelse, at der i den sag var for mange ubekendte til, at en cost benefit-analyse kunne gennemføres. Når det derimod gælder at lave tilsvarende analyser på samtlige klodens store problemer og siden prioritere dem efter facit, er der ingen rysten på hånden.

Lomborgs tilgang til verdens problemer er en tilgang, ingen har prøvet før. Antagelig fordi den i sin helhed er ganske absurd, endskønt den i detaljen sikkert vil kaste mange nyttige informationer og diskussioner af sig.
I virkeligheden har det internationale samfund for længst besluttet sig for en anden tilgang. Som påpeget af økonomen Anders Chr. Hansen, RUC, i et papir til konferencen Global Conscience, har man i FN-regi fravalgt den økonomistiske prioriteringsøvelse i den lukkede cigarkasse til fordel for at definere de mål, man faktisk vil nå. Det er de såkaldte Millennium-mål, vedtaget i år 2000, hvor man inden 2015 vil halvere andelen af ekstremt fattige mennesker på kloden, sikre alle børn grundskoleadgang, halvere andelen af mennesker uden adgang til rent vand osv., osv. Det er naturligvis ikke smertefrit, men det er forpligtende fixpunkter, som kan bruges af bl.a. civilsamfundet til at sætte beslutningstagere under pres for f.eks. at inddrive de nødvendige midler.
Det økonomiske optimeringsprincip om at værdisætte alt for efterfølgende at regne ud, hvem og hvad det kan betale sig at redde, har konkurrence fra andre styringsprincipper. Dels forsigtighedsprincippet, der siger, at der er bestemte værdier, man bare ikke vil risikere at miste, uanset omkostningerne. F.eks. at vi under ingen omstændigheder vil risikere at slukke for Golfstrømmen, selv om det billigste måtte være at lade stå til og så til sin tid flytte danskerne til Italien. Og solidaritetsprincippet der siger, at alle mennesker har ret til samme udfoldelsesmuligheder, hvorfor i-landene må begrænse sig, så også de fattige får mulighed for udvikling inden for det økologiske råderums grænser.
I sidste ende ligner det en grundkonflikt mellem at styre verden og tilværelsen efter rentabilitets-kalkyler eller efter forpligtelser i forhold til næsten, naturen og fremtiden.
Rentabilitets-kalkyler kan lige så lidt som økonomer undværes, men fri os fra en verden, hvor økonomer fra lukkede rum udsender færdige facitlister for kloden, bygget på virkelighedsfjerne abstraktioner med politiske undertoner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her