Så snart flyets hjul rammer jorden, bryder jublen løs. Bifaldet genlyder i hele kabinen, og mange skriger højt af glæde og krammer medpassagererne på sædet ved siden af.
Velkommen til Filippinerne!
I alle de år, jeg har rejst til Fjernøstens øverden uanset hvilket flyselskab jeg har benyttet mig af, så har ritualet gentaget sig. At lande i Manila er en speciel oplevelse.
Og det er ikke så mærkeligt: Bortset fra nogle få forretningsmænd, er der kun arbejdere ombord. Billig arbejdskraft, som har drømt om dette øjeblik gennem mange års ensomhed, hårdt slid og ydmygelser i fremmede lande.
Endelig hjemme, selv om man så bare er på besøg!
Følelsesudbruddene og glædestårerne i Manilas lufthavn var det første, jeg tænkte på, da filippinerne gik til valgurnerne i den forgangne uge. Selv om landet har haft almindelig valgret, siden det blev selvstændigt i 1946, er det først i år, at de udlandsarbejdende statsborgere de såkaldte OFWere (Overseas Filipinos Worldwide) kan udnytte deres stemmeret. Nogle entusiaster har oven i købet dannet et politisk parti Migrante for at give dem et talerør.
På papiret er antallet af stemmeberettigede pludselig steget med syv mio. eller 15 procent. Filippinerne er et fattigt land og kaldes ofte Sydøstasiens »syge mand«. Politisk ustabilitet og korruption afskrækker investorerne, selv om et højt uddannelsesniveau og en overflod af arbejdskraft burde tiltrække mange.
Men den politiske elite kvæler alle muligheder.
Dette er grunden til, at så mange tvinges til at forlade deres børn og familier og i stedet for at arbejde til en sulteløn hjemme, drager til et hvilket som helst andet land på kloden for at finde arbejde.
Det begyndte med, at USA i 1960erne hvervede læger og sygeplejersker. Sidenhen blev olieboomet i Golflandene mange uudannedes chance. Da den vestlige verdens rederier gik over til billig arbejdskraft, var det de filippinske besætninger, som kom til at dominere verdenshavene. De nyrige lande Hongkong, Singapore og Taiwan lokkede hundredetusindvis med job som hjemmehjælp og barneplejerske. Underholdningsbranchen i Japan blev en anden guldgrube.
Uden for mange ambassader i Manila bugter køerne sig stadig længere.
I dag er pinoys og først og fremmest kvinderne blevet de egentlige verdensborgere og arbejder i mere end 160 lande.
Intet job er for beskidt eller risikabelt.: De udholder og forsager næsten alt for at kunne forsørge deres familier derhjemme og give børnene en god skolegang.
Mange arbejder med børn andres børn. Deres egne kan de kun se på billeder.
Kvinderne behandles ofte dårligt. De er slaver fra morgen til aften, tvinges til at sove i garager eller udhuse, udsættes for seksuelle overgreb fra deres arbejdsgivere og er altid retsløse. En fjerdedel tager af sted på turistvisum og lever under stadige trusler om udvisning som illegal arbejdskraft.
Tidligere var deres job sikret. Men Irak-krigen og den stadig hårdere konkurrence dumpning fra billigere arbejdskraft fra Kina, Vietnam, Indien og Pakistan har skabt krise.
En synkende sten
Uden OFWerne ville Filippinernes økonomi synke som en sten i Stillehavet.
Regeringen i Manila tager tilsyneladende deres pengeforsendelser for givet og foretager sig ikke meget af diplomatisk vej, som kunne sikre deres rettigheder. Der er heller ikke nogen til at tale deres sag i parlamentet. Netop for at råde bod på dette er partiet Migrante blevet dannet.
Under normale omstændigheder ville det ikke være noget problem at samle de 400.000 stemmer, som krævedes for at sikre Connie Regolado, der er tidligere hjemmehjælper i Hongkong og Singapore, en plads i underhuset. Men kun en tyvendedel af alle OFWere kunne registrere sig som vælgere ved det nys afholdte valg. Mange modtog aldrig information om muligheden, og kun de færreste havde tid og råd til at tage fri en til to dage for at lade sig formelt registrere som vælgere. Så i praksis var op mod en sjettedel af vælgerne udelukket fra at deltage også i denne omgang.
Spørgsmålet om, hvilken kandidat OFWerne ville have stemt på i det kaotiske præsidentvalg, er kun af akademisk interesse. I den igangværende optælling, som foregår møjsommeligt ved håndkraft og ventes at vare flere uger endnu, fører elitens kandidat, den siddende præsident, Gloria Arroyo, fortsat stort.
Men slummens og byernes fattige hjemme i Filippinerne har i massivt antal stemt på hendes modkandidat, filmstjernen Ferdinand Poe Jr.
Historien gentager sig: For andet valg i træk støttede de fattige en filmstjerne. Sidste gang de stemte, i 1998, var det på kvindeforføreren og drukkenbolten Joseph Estrada, kaldet Erap, som havde spillet helt i næsten 300 film. Nu er det hans kammerat, kendt som Da King eller FPJ og en legende siden 1960erne, som, trods total uvidenhed om det politiske, er deres kandidat.
Mange udenlandske iagttagere betragter det som en slags Arnold Schwarzenegger-syndrom helteroller på celluloid som oversættes til Messias-skikkelser i den stadigt hårdere tilværelse. Og måske var det sådan, da Estrada vandt sin jordskredssejr. Men ikke nu.
Nej. Da King, som førte i alle opinionsundersøgelserne over den siddende præsident Gloria Arroyo indtil for bare et par uger siden, er alt for middelmådig som taler og estradorianer til, at de kan nære større forhåbninger til ham.
»De fattige stemmer på ham, fordi han er venlig og hæderlig og ikke, fordi de håber på et mirakel«, skrev avisen Philippine Inquirer. De har helt mistet troen på, at magteliten vil røre en finger for at hjælpe dem. I bedste fald håber de på, at Da King vil give dem held i sprøjten, som var det et lotteri
På Filippinerne udvides klasseskellene og fattigdommen uanset valgresultatet, som ifølge exit polls og den fortløbende optælling spåes at give Arroyo sejren med omkring 40 procent af stemmerne.
*Oversat af Steen Lindorf Jensen
