Læsetid: 3 min.

Vindens og krigens klædebon

18. maj 2004

Så går man dér i Bille Augusts labyrint på Statens Museum og famler lidt i mørket, hvor Georg Jensens sølvting står eller hænger i lys bag glasset, dem, der ikke allerede er gaflet af frække indbrydere. Der hænger i hvert fald også nogle gode malerier af bl.a. Asger Jorn, som lyser op på en anden måde. Det er en dag med trængsel af et større selskab af ældre i gang- og kørestole, som et kultiveret spøgelsestog i en absurd forlystelse. Vi vugger os i en særegen rytme frem til den befriende udgang i forhallens høje rum.
Nede i næste repos står et par mægtige figurer i gips, der fanger øjet i betagende silhuet mod parkens grønne forårslandskab. Afstøbninger taget til nåde: Her Nike fra Samothrake. Engang set i Louvre, hvor hun står over en trappe som et sus i en indendørs blæst. Et citat river sig atter løs fra erindringsdybets lager af lyrik, »Nike flyr i vindens klädsel«. Ja, ja, den finlandssvenske modernist Rabbe Enckell var betaget af antikkens myteverden og satte den ind i samtidens forrevne mangel på sammenhæng. Dér står hun så i København, stivnet i sin bevægelse som en fantasiens fristelse, hovedløs, uden arme, med vingerne halvt slået ud, et fragment af en sejrsgudinde. Hun er en foræring til en eftertid, som ikke har tøvet med at gøre hende til symbol. Det interessante er da, at sejren henstår i det halvt udtalte. At magten og sejren er uden hoved er en gentagen, trist erfaring, som nu også dagligt bekræftes af avisernes beretninger.
Ingen mytologiske fortællinger er i øvrigt knyttet til sejrsgudinden Nikes karakter. Dem tager digterne sig så på sig. Oprindelig stod skulpturen ved et vandbassin med riflet bund, hvorfra lysreflekserne har gjort figuren levende. Også derfor ses hun let som en galionsfigur. »Storme har kærtegnet dig./Du skred på havet, i bådens stavn,/med kjolen brusende om dine bryster«, står der i Ole Wivels digt »Nike« fra 1950’ernes koldkrigstid, hvor amerikanerne fandt på at navngive deres nye, radarstyrede jord-til-luft-missil på den måde. Nu gennemborede Nike skyerne som luftrummets dronning, siger digtet. Vi fik herhjemme hurtigt oprettet fire Nike-eskadriller, indtil de forældedes af Hawk-raketter. Nu kan den slags fås i håndkøb af enhver terrorist med penge på lommen.

Styreåre
Findes der en sejr?
Lang er tiden,
Endeløs er rækken af tider,
Måske findes der en sejr –

hedder det i Gunnar Ekelöfs digt »Samothrake« med roerens ord, mens han taktfast slider sin åretold og ser jomfruen blandt skyerne i storm foran sig, og den folderige kjortel slår dem om kinden. Han må på skift blandt roerne rykke agterud, men når aldrig styreåren, flytter ind i de dødes skarer af fribyttere, fønikiere, kretensere, padlende ægyptere, urskovsindvandrere og længere agterude de crawlende, svømmende. En vision, som i dag fremkalder billeder af hjælpeløse kæmpende bådflygtninge.

Stort er dødens hav,
Endeløs rækken af bølger,
Måske findes der en havn.

Ekelöf skrev digtet i 1942 under verdenskrigen, hvor folk flygtede over fjeldene og om sommeren drev døde mennesker i land, har han fortalt. Skrevet i håbet om sejren over nazisterne. Men et spøgelsesskib ligner det. Billedet af Nike smelter sammen med forestillingen om jomfruen, det inderligste symbol i digterens tankeverden, her iklædt sejrsgudindens klædebon. Styreåren er gået tabt, hun er det mægtige sejl, som driver de levende, de døde og de svømmende mod havn.
I vore dage skifter den ideale forestilling klædedragt og navn, og med jomfrudommen er det så som så. Her i museet står nu den oprindelige Nike, ægte efterlignet, betragtet hin dag af en blandet skare, nærmest et optog af hjulende gangbesværede, af plejere, kustoder, skoleelever og endnu frit omvandrende gamle piger og drenge, slidende i åretoldene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu