Læsetid: 2 min.

Advarsel mod lære-planer

Det kræver både engagement og diskussion, hvis de obligatoriske læreplaner skal blive en succes
7. juni 2004

Til august skal alle institutioner landet over begynde at formulere de pædagogiske læreplaner, der skal være Socialministeriets garanti for, at kommunerne lever op til Servicelovens ord om kvalitet i børnepasningen. Loven siger intet om, hvor lang eller kort tid institutionerne skal bruge på at formulere de pædagogiske visioner og metoder, der skal sikre, at nul til seks-årige børn ikke bare bliver opbevaret, men også lærer noget.
Og nu lyder der advarende ord fra den håndfuld kommuner, der i mange år har gennemført et systematisk pædagogisk arbejde: Arbejdet tager tid og kræver både diskussioner og engagement. Ellers ender de mange fine ord på støvede hylder.
Hirtshals Kommune har i mere end ti år arbejdet med det systematiske pædagogiske arbejde. Planen hedder i dag ’Læringsplan for 0-6 årsområdet – Bevidst tilrettelæggelse af uformelle læringsmiljøer for børn’. Pædagogisk Konsulent i Hirtshals Kommune Pernille Sams er positiv over at læreplaner bliver obligatoriske – men siger:
»Jeg kan godt frygte, at nogle institutioner skynder sig at lave et stykke papir, der ender i en skuffe. Eller at de laver et afkrydsningsskema, hvor de så tjekker, om barnet lever op til normen. Man skal tage sig tid til processen. Vi har brugt to år fra vi besluttede, at vi ville skrive noget, til vi var færdige med at skrive.« 

Undervurdering
For at højne kvaliteten af børnepasningen har Gladsaxe Kommune i flere år haft en fælles pædagogisk målsætning for alle institutioner. Man har taget meget langt tilløb inden arbejdet gik i gang.
»Når det fælles grundlag er blevet en succes i Gladsaxe Kommune skyldes det ikke mindst, at alle institutioner har været inddraget fra begyndelsen. På den måde kommer institutionerne til at føle ejerskab til arbejdet, og det er en forudsætning for at det hele ikke bare ender som pæne ord på pænt papir,« siger Trine Græsted (A), formand for Børne- og Undervisningsudvalget. Hun udtrykker bekymring for at institutioner landet over blot begynder at kopiere andres gode læreplaner.
»Så har det ingen effekt. Der skal være diskussion i processen.«
Også i Næstved Kommune har institutionerne et fælles forpligtende pædagogisk grundlag at forholde sig til i det daglige arbejde. Alle institutioner skal deltage i fælles projekter, der understøtter de overordnede mål. Det kræver både planlægning og opfølgning, understreger pædagogisk konsulent Susan Klausen.
»Hvis læreplanerne skal være andet end pæne ord på papir, så skal kommunen og pædagogerne forstå hvad ordene betyder. Man skal sætte sig nogle mål og lave nogle handleplaner og det er et meget stort stykke arbejde, som især de små kommuner ikke er gearet til. Jeg tror man undervurderer opgavens omfang. Det er ikke en stor kunst at lave planerne, men det er krævende at arbejde med dem, så de ikke blive rigide men sikrer børnene den frihed de skal have.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu