Læsetid: 4 min.

Avoid the habit of dying

Der skulle handles, og det gjorde digteren Klavs Bondebjerg som menneske blandt andre og som gudsbenådet digter. Forfatteren og vennen Thomas Boberg holdt tale ved begravelsen i søndags
29. juni 2004

Mindeord
Klavs Bondebjerg ville ikke have nogen præst. Han mente, det var temmelig upassende at skilte med sin tro, missionere for den eneste sandhed, især i denne tid som er gennemsyret af så mange misforståelser af ikke mindst religiøs art.
Han afskyede enhver form for fundamentalisme. Men det betød ikke, at han ikke respekterede andres verdensbilleder, andres tro. Selv om han havde sin base og kærlighed i sin Marianne og Daniel, var han i perioder en rastløs rejsende som havde gjort det nordafrikanske til sin Anden luft, hvilket også er titlen på hans skarpe og smukke rejseoptegnelser. For ham var den anden luft nødvendig for hans vejrtræk som menneske i en verden af snæversyn og national forstokkethed. Han var nødt til at se den store verden for at forstå og udvikle sin egen. For det var jo det, Klavs var, et åbent, lysende intelligent menneske, med et lyst sind.

Tungsindet passeret
Det med det lyse var noget som han tilkæmpede sig, hans kamp for at frigøre sit sind udkrystalliserede sig i digtningen, disse digte som i takt med den stadig større enkelhed kunne rumme stadig mere. Han nægtede at bekende sig til en Gud, en religion, han troede på livet og kærligheden og hverdagens pludselige mirakler. Han var aldrig belærende eller moraliserende, men han sagde sin uforbeholdne mening, når det var på sin plads.
På den måde ser jeg hans liv og virke som en konstant rejse mod det lyse, men på en baggrund af mørke, hans eget mørke, verdens mørke, alt det som han havde mod til at se i øjnene, men som han ikke ville anerkende som livsstyrende.
Der skulle derfor handles, og det gjorde Klavs som menneske blandt andre og som gudsbenådet digter. Han ville leve, tungsindet han havde stiftet bekendtskab med som yngre, var passeret. Og han ville ikke klage, og gjorde det heller ikke. Han ville gøre de ting, leve de ting som han var nødt til med en værdighed, en lydhør og kærlig opmærksomhed til det allersidste. Og det kan man ikke, jeg mener leve sådan, hvis man ikke også er begavet med humor.
Og det var han, udstyret med en vidunderlig sans for humor, som aldrig var hånende, vrængende, men varm og intelligent, som alle der kendte ham, holdt af. Hans digte opsøger den sublime ironi, som hans bror Ib sagde det i søndags. Hans rejsefortællinger er elegante indføringer i fremmede verdener, præcise håndaftryk af hans måde at tolke tilværelsen på, ligesom hans mange fotos har det der næsten abstrakte over sig som jo er udtryk for hans klare meditative reflektioner.
Hans omgang med sine venner var kærlig og givende, Klavs var virkelig et generøst menneske. Uopfordret sendte han cd’er og bøger i en stadig strøm over Atlanten til os i Lima. Han var så fin i sin omgang med andre, på en gang diskret og præcis.

Jeg er priviligeret
Et helt igennem musisk menneske, som sagt, han udtrykte sig i ord og billeder, og han elskede musikken. Aftenen før han døde var han selvfølgelig meget afkræftet, men han var klar, han havde stadig sin humor i behold, han sagde, på fredag – (altså i dag) – når jeg kommer hjem, så skal der holdes fest. Og mottoet skal være: Avoid the habit of dying! Han fik jo på en måde ret. Det er en formidabel glæde at have kendt en sådan mand, og det er den glæde man skal bære med sig på vejen, selvfølgelig er det det.
Jeg ved jo jeg er priviligeret, sagde han, jeg har alle disse mennesker jeg holder af omkring mig, på den led kan jeg ikke klage. Så meget lykkedes for Klavs. Og selvfølgelig skulle han have haft mere tid til at udforske den verden i. Den ulykke står vi magtesløse over for. Men selv om det kun kan virke meningsløst at Klavs skulle gå bort så tidligt, så gav og giver hans liv mening, fordi han selv skabte den. Han ønskede ikke nogen bisættelse oversvømmet af sorg, folk kan jo stille sig op og klappe, det ville han ikke have noget imod, som Daniel sagde det i søndags... jeg vil slutte med at læse et af de mange digte op han arbejdede på i den sidste tid.
Han sagde selv der var mere end 100, og dagen før han døde fik han gennemset den første bunke, han var enormt selvkritisk, men de digte var han ikke utilfreds med, den tvivl der tidligere havde naget ham, var altså forduftet.

Blå bog
Bondebjerg
*Klavs Bondebjerg (f. 1953) debuterede i 1982 med samlingen Uroligheder, og det blev siden til fem digtsamlinger, heriblandt Henvendt, 1986, og Et hjørne af selskab, 1995. I 2002 udkom digtsamlingen Luften omkring dine læber, 2002, som for alvor slog Klavs Bondebjergs navn fast som en af sin generations fineste lyrikere, og i april i år, kort før hans død, udkom Menneske for en dag, et udvalg af digte og rejsenoter.
*Sideløbende var Klavs Bondebjerg freelancejournalist ved Danmarks Radios P1.

De fleste af mine venner er nysgerrige.
En leder efter centret for afvisning af højdeskræk
i fugles hjerner.
En anden opmåler guderne.

Selv regner jeg med inden længe
at have løst ligningen med de tre ubekendte,
trioen, der ofte ligger tæt op ad sandheden og lyver,
du, jeg og vi.

Jeg ved ikke, hvordan andre har det,
men for os er præcision helt afgørende.
Vi har planer om at tegne et kort over skyerne
og opfinde et ur, der undgår tiden.
Jeg vil tro, vi er færdige når som helst.
© Klavs Bondebjerg 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu