Læsetid: 7 min.

Dette berygtede bind skrevet af en velkendt vanartet irer

Om Bloomsday i The Irish Times, om Bloomsday i The Guardian, om Bloomsday i The Observer og om Bloomsday hos Reuters
16. juni 2004

Kulturklode
I dag er det som bekendt Bloomsday. Og det er tilmed Bloomsday nummer 100. Og alle litterære fanatikere går således i dag omkring med stråhat på og med en lille, gul Bloomst i knaphullet til minde om den jødisk-ungarske andengenerationsindvandrer Leopold Bloom, der er hovedperson i James Joyces roman Ulysses, hvori han igen og igen mindes den dag, hvor han mødte sin kone Molly – den 16. juni 1904.
For resten var det faktisk Poldys far, der – som et forsøg på at integrere sig i det irske samfund– skiftede familiens ungarnske navn, som betød blomst, ud med det mere engelskklingende Bloom.
Historien står at læse i Ulysses. Men ikke desto mindre er en af de mest fanatiske Joyceanere, nemlig Stephen Joyce – som altså er Jimmys egen nevø – ikke meget for at man laver om på navne, eller for den sags skyld noget som helst andet, i Ulysses. Eksempel? En af de helt store sager, altså i regulær juridisk forstand, handlede om de apostrofer, som tekstredaktøren Danis Rose tilføjede i det sidste kapitel af Ulysses, da han lavede en udgave, som angiveligt skulle være lettere at læse, hvorfor blev kaldt for Readers Edition.
Og nu er den, ifølge The Irish Times, gal igen.
»Det eneste, der manglede ved højtideligholdelsen af Bloomsday nummer 100 var en kontroversiel ny udgave af Ulysses. Nu er udeladelsen blevet korrigeret. Under stor tys-tys vil en revideret udgave af mesterværket i dag (den 12. juni 2004, red.) blive udgivet i England, og Joyce-forskere verden over holder på hat og briller,« skriver Fank McNally i avisen.
Bag udgivelsen står såmænd – igen – Danis Rose. Som er?
»Mr. Danis Rose var ansvarlig for den ’Reader’s Edition’ af Ulysses, som i 1997 led så krank en skæbne. Den blev afvist af boet efter Joyce, der sagde, at den udgave ’ville svare til, hvis man tegnede et overskæg på Mona Lisa’. Efter en lang og bitter retssag, blev bogens udbredelse grundigt obstrueret.«
I den nye udgave har Danis Rose, viser det sig, fundet et hul i dommen fra 1997, fordi han ved at fjerne 200 ord, som han tidligere havde fundet i gamle manuskripter og sat ind i værket (igen, ville han nok selv sige), har bragt bogen uden for dommes rækkevidde. Men den er naturligvis lige kontroversiel. Og ifølge The Irish Times har både trykker og omslagsdesigner derfor valgt at være incognito. Måske også, fordi de kender Joyce-nevøens berygtede temperament.

Musen mod elefanten
En af de konsulenter, Rose har haft på udgivelsen er Mr. Anthony Farrell, som siger, at bogen er en afsøgning af, hvad man kan og ikke kan i forbindelse med copyrighten på James Joyces værk. Men det er musens kamp mod elefanten – og sjovt nok blev bogen lanceret i den britiske by Mousehole, hvor Danis Rose hvert år holder sommerferie. Han udtaler i øvrigt til avisen, at han har taget apostrofferne ud af den afsluttende monolog igen.
Ak ja, der er stadig ballade om Joyce, ligesom der var oprindeligt, da bogen udkom. Det var dengang, hvor Ireland’s Committee on Evil Literature kaldte værket for: »Dette berygtede bind skrevet af en velkendt vanartet irer.«
Det var den selv samme irer, der i 1904 den 16. juni stod uden en rød reje på lommen, arbejdsløs og hjemløs og bare 22 år gammel. Men han havde en ting – han havde kærligheden. Samme aften skulle han nemlig på date med Nora Barnacle, stuepigen fra Finn’s Hotel, som siden skulle bliver hans livs kærlighed.
The Guardian har hele historien. Og avisen beskriver også, hvordan man her til morgen i Dublin vil kunne se tusindvis af mennesker spise Mr. Bloom’s berømte morgenmad: Grillet lammenyrer (med en svag smag af urin) og god med Guinness-øl i lange baner. Men selve bogen er jo også stadig interessant. Og relevant.
»Joyces gengivelser af de små glæder og stilfærdige tristesser i Blooms liv rummer en intimitet, der aldrig er overgået. Dens politiske rundhåndethed forekommer overraskende både i 1904 og i 2004. ’Hvilken nation hører du til,’ snerrer en antisemitisk drukmås. Bloom, der er jøde af ungarsk herkomst, svarer: ’Irland, jeg blev født her. Irland’.«
At Ulysses er en i ordets politiske og filosofiske forstand moderne og tilmed formelt set unik roman, kan dog ikke skjule, at den også er genstand for en trivialisering og tivolisering af uhørte dimensioner. Derfor må nogen også sige sandheden med jævne mellemrum. Som nu i sidste uge ... The Observer har historien.
En fornem gammeldags litterær fejde brød ud i lys lue i Dublin i sidste uge. Roddy Doyle, den Bookerpris-vindende, megasælgende forfatter til bøger som The Van og Paddy Clarke Ha Ha Ha, blev citeret for at sige, at Ulysses var overvurderet, uden følelsesmæssig dybde og alt for lang. ’Ulysses’, skal Doyle have sagt, ’ville have haft gavn af en god redaktør’,« skriver den britiske avis.
Og Doyle blev tilmed ved – og insisterede på, at han aldrig havde læst mere end tre sider af Joyces egentlige professorterning, den hyperhermetiske, men meget musikalske mursten Finnegans Wake. Kort sagt mener Doyle, at det er stor ståhej for ingenting. Men som The Observer skriver:
»En nærmere, kontekstuel analyse af disse underholdende kommentarer viser, at Doyle i virkeligheden rettede en anklage mod den lokale Joyce-industri, som er ved at geare op til 100-års-fejringen af Bloomsday 16. juni. I en by, der allerede har Oscar Wilde-sweatshirts og Jonathan Swift-boxershorts, truer festen med at blive årets værste omgang pissen ned ad nakken på litteraturen, og Doyle har bestemt ret til at beklage sig.«
Som man fornemmer er Robert McCrum selv småmopset over klassikersituationen. For hvorfor skal man læse alt det bras?
»Hvorfor stoppe ved Joyce? Hvis jagtsæsonen er sat ind på de store ’kedere’ i den engelske litterære kanon, så render der en stor flok oplagte, pibende ofre rundt, som venter på at et pletskud. Hylderne på de fleste engelsk-fakulteter med respekt for sig selv er overdynget med et utal af titler, som – lad os være ærlige – kun bliver læst af akademikere og sindssyge kriminelle.«

Ulæste hovedværker
Herefter følger McCrums egen alenlange hadeliste, som især fokuserer på forfatteren bag Peter Plys, A. A. Milne. Men længere nede kommer Joyce igen.
»Det er selvfølgelig sagens kerne: Næsten alle lyver om, hvad de læser. Eller, sagt på en anden måde, så er verden fuld af mennesker, der hævder, at de har læst Finnegans Wake. Når det kommer til dette emne, kan Dublin ligefrem blære sig med, at de har en læsegruppe, som har brugt syv et halvt år på at kæmpe sig igennem til sidste side af Joyces sidste roman.«
Dette elendige hykleri, skriver McCrum, bør egentlig høre op. Og man kan jo gøre noget. Som nu dengang, da internetmagasinet Slate gav kendte litterater frit lejde til at indrømme, hvilke klassikere, de ikke havde læst.
»Nogle af de amerikanere, der svarede på spørgeskemaet, viste slående ærlighed. Jeg var især glad for universitetsprofessoren, der iskoldt hævdede, at han havde undervist i Julius Caesar, efter at have ’lejet den dér video med Marlon Brando’.«
Jo, Ulysses sætter sindene i kog. Og om ikke andet er bogen netop betydningsfuld sådan. Den er blevet et symbol på selve litteraturen, på det at fordybe sig, på det at læse, på det at ville kulturen, diversiteten, mennesket.
Det fik Gideon Long fra nyhedsbureauet Reuters en fin historie ud af i mandags.
»Den irske forfatter James Joyce gav ikke politikeres overvejelser megen opmærksomhed, men i tiden op til den forestående fejring af hans episke roman Ulysses, har politikere givet Joyce megen opmærksomhed. Der går dårligt nok en uge, uden at en eller anden fra den politiske verden kipper med flaget for Irlands største romanforfatter.«
Og siden kører det ellers løs med eksempler. Som nu da den irske præsident Mary McAleese tidligere i år i Sao Paolo sagde til en forsamling af studerende, at: »Joyce eksemplificerer det europæiske aspekt af den irske identitet«. Eller da udenrigsminister Brian Cowen i Tel Aviv sagde, at Bloom er bevis på »den lange historie om samhørighed mellem det irske og det jødiske folk«. Reuters fortæller, at der også er udlændinge, der vinker til Joyce. Da Frankrigs udenrigsminister Dominique de Villepin besøgte Dublin, mindede han irerne om, at Ulysses, der var bandlyst i årevis i Irland, faktisk oprindeligt blev udgivet i Paris.
Endelig nævner Reuters den kinesiste premierminister Wen Jiabao, der under en tale til irske forretningsfolk i Dublin i sidste måned, sagde, at han ligesom millioner af andre litteraturstuderende før ham syntes, at: »Ulysses er en rimelig svær bog at læse.«
Tja. Det kræver jo første og fremmest vilje – og tid – at tygge sig igennem klassikeren. Man skal bare bide tænderne sammen og sige til sig selv: »ja sagde jeg ja jeg vil ja«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu