Læsetid: 4 min.

Blod, snot, bræk og kage

Kan man overhovedet skrive virkelighedens litteratur – i Danmark? Gør man det? Vil man det? Må man det?
11. juni 2004

Litteratur
Hald Hovedgaard, Smedehuset. Der er små plamager af hvid maling på glasset, når man kigger ud af de småsprossede vinduer. Trækronerne på træerne, der står i faldende højde på skråningen ned mod søen, duver, men på en sær roterende måde. Strudsefjer i mild vind. Træernes blade er ... Gule Grønne. Gulgrønne. Grønne som en tyrolerhat, grønne som en surrealistisk lysende betændelse omkring en splint i en fod, grønne som snot.
Jeg sidder og skriver på en roman. Hvor mange forestiller sig en sølvfarvet Macintosh-computer, når jeg skriver det? Hvor mange forestiller sig, at emaljen er slået af den. Af spændet på urets rem, der er spændt fast om venstre håndled. Og af, check det, manchetknappen på højre. Men hvor mange forestiller sig det? Hvor mange rekonstruerer det, der faktisk – er.
Jeg kan god lave stemninger. Jeg kan også lave lister. Jeg kan også lave metaforer, træer, natur, liv, vinduer, rammer, begrænsninger, udsnit – det er ikke dét. Jeg kan lave sammenligninger, så snot og betændelse og alper falder sammen i en kølig, forkølet fornemmelse.
Men kan jeg skrive virkeligheden?
Kan jeg skrive duften af frikadellerne, der står og knalder i fedtet ude i køkkenet? Kan jeg skrive den sindssyge mand inde i videobutikken, som talte til sig selv, psykotisk, og mest om reformationen, protestantismen, og om hvor længe vi egentlig skal betale for Jomfru Marias død? Hvis jeg siger, at jeg lejede en film, der hedder Otte Millimeter, så lyder det meget præcist. Men er det virkeligheden? Kan jeg skrive frikadellerne, psykosen, Jomfru Maria, Otte Millimeter.
Jeg synes, vi mangler den, virkeligheden. I litteraturens verden mangler den mere end nogen sinde. Måske var det det, folk kunne lide ved Ejersbos Nordkraft? Hygiejnebindet i munden på Schæferhunden på side ét. Hvorfor forbinder vi det beskidte med virkeligheden? Hvorfor glemmer vi, at Robert Mapplethorpes billeder af blomster er lige så meget virkelighed som hans billede af en knyttet næve stoppet op i et røvhul? Vi mangler den, synes jeg. Ikke et ord om Forfatterskolen og om dekadent litteratur og kunsten for kunstens – eller var det kunstnernes? – egen skyld. Ikke den debat. Det er ikke det, jeg vil. Lys over landet, det er det, jeg vil. I.P. Jacobsen. Zola. Og naturalisme. Og realisme. Og virkelighed. Kan man det? Kan man skrive en litteratur, der peger. En litteratur, der ikke i sig selv er noget. En litteratur, der ikke er noget ved, i kraft af, at den siger noget på den og den måde, men som er noget i kraft af, at den siger noget, og måske endda noget om noget, og måske noget om noget vigtigt. Må litteraturen være så virkelig? Må den være moralsk? Opbyggelig? Må den være, uha, politisk?
Jeg synes, den mangler, virkeligheden. I litteraturen, i filmen, i pressen, især i pressen. For de er væk, de rigtige mennesker.
Er jeg patetisk? Måske. Men nogle nætter besøger jeg en god ven, der er nattevagt på et herberg. Et herberg ude i virkeligheden. Hvor der bliver udleveret nervemedicin på kontoret. Hvor dagens ret er skipperlabskovs. Hvor man gerne må få kaffe, men selv skal tage sin nummererede kop med. Hvor de fleste af dem, der bor der, er negere. Bring your own cup, please. Hvor der er slagsmål, druk, små bjerge af cigaretaske i de store institutionelle askebægre.
Hvorfor virker det ødelagte menneske, så meget mere virkeligt? Og hvor er det blevet af i pressen? Hvor er arbejderklassen blevet af i min avis? De fylder stort set det hele ovre i SuperBest. Hvor er alle bønderne blevet af? Alle dem, der her forleden stod og kiggede på alle veterantraktorer, der var udstillet på den mark, jeg kørte forbi i min Volvo.

Volvo. Det lyder lidt som virkelighed. Kan jeg skrive virkelighed ved at skrive Volvo? Eller er det også bare et ord? Er det, fordi jeg skal have detaljer med? Er Gud i detaljen? Eller er det Virkeligheden, der er i detaljen? Kongeblå. Sedan. Rusten langs dørene. Karrygult førersæde. Løs forbindelse i dc-afspilleren. MZ 47016. Dixie Chicks eller The Incredible Jimmy Smith eller Niels Skousen eller Kate Bush.
Jeg synes, der mangler virkelighed. Specielt i litteraturen. Jeg ville gerne læse en bog, der kunne flå mig ud af min virkelighed. Ikke for at erstatte den med fiktion eller drillerier eller 1990’er-ironi. Men med en anden virkelighed. En anden virkelig virkelighed. En virkelig anden virkelighed. Men en virkelighed. Jeg ville gerne læse en virkelighed.
Jeg ville gerne læse en bog, hvor man kunne høre tonefaldet i den unge mands stemme, da han sagde det ovre i videobutikken. To døde fingre med dej. Og da han fortsatte: Det var vist noget, en eller anden sagde i en dansk film engang. Og pigerne, den ene plump og landlig og mørkhåret og myndig, den anden blondine og med spidse ører og en tillært servilitet, som siger, at de aldrig har hørt om det før. Om » de hær døde finger hær«. Jeg ville gerne læse en bog, hvor man kunne læse dialekter. Hvor man kunne læse tanker. Mine tanker. Døde fingre med dej. Der, hvor jeg kommer fra, bestiller man bare en rød hånd med blod, snot, bræk og kage.
Men det er jo bare noget, man siger. Sådan er det ikke i virkeligheden. Ketchup er ikke blod. Paaske-brød er ikke kage. Virkeligheden er helt anderledes end ordene. Jeg bliver nødt til at være mere realistisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her