NASRAN Det begyndte en stille sommeraften i Nasran, en by på 80.000 indbyggere. Klokken var 23, og børnene var holdt op med at lege og gået inden døre. Bortset fra et par biler var gaderne tomme byen går tidligt i seng.
Pludselig kunne man høre maskingeværsalver i udkanten af byen. Lyden bevægede sig langsomt ind mod byens centrum. Lyssporprojektiler glimtede på himlen, man kunne høre maskingevær- og granatild, og vinduerne begyndte at klirre.
Mange af vinduerne blev smadret af de omstrejfende kugler, og beboerne flygtede over til deres slægtninge i mere sikre dele af byen.
»Vi var nødt til at flygte fra Grosnij og finde et mere sikkert sted, og nu oplever vi det samme her,« fortæller Sveta Gulieva, som er mor til fem døtre.
Skyderiet stod på i tre timer. Øjenvidner fortalte, at en bilkolonne tog af sted med retning mod Ingusjetiens officielle hovedstad, mens krigerne råbte »Til Magas!« Det var tydeligvis en afledningsmanøvre: Kolonnen kom ikke helt til Magas, og militsen forsvandt bagefter ud i Ingusjetiens bjerglandskab.
Først ved daggry begyndte folk at vende tilbage til deres hjem og opgøre tabene. En helikopter kredsede over byen. Omkring klokken otte om morgenen ankom en kolonne på 20 bevæbnede køretøjer til Nasran. Det var tilsyneladende russiske grænsevagter fra Stavropol, som var blevet sendt som forstærkning.
Det var svært, at få bekræftet antallet af døde fra aftenen før. Ingusjetiens sundhedsministerium sagde, at der var 32 sårede og 60 dræbte, men at tabstallene sandsynligvis ville stige, efterhånden som slægtningene fik samlet deres døde og sårede sammen. Indenrigsministeren sagde, at 19 af dets ansatte var blevet dræbt og næsten 50 hårdt sårede.
Der var mindst fem regeringsembedsmænd blandt de dræbte, deriblandt Ingusjetiens fungerende indenrigsminister, Abukar Kostoyev. Han blev dræbt sammen med mange af sine kolleger lige uden for indenrigsministeriets bygning.
List og brutal magt
Det er kommet frem, at angriberne benyttede sig lige så meget af list som af brutal magt. De indtog alle politiets kontrolposter på hovedvejen til Nasran og tog politifolkene som gidsler. Så stoppede de bilerne med det påskud, at de skulle tjekke deres dokumenter. Hvis det viste sig, at nogen havde identitetskort, der dokumenterede, at de var ansat i sikkerhedstjenesten, FSB, anklagemyndigheden eller kriminalpolitiets afdeling, blev de hevet ud af bilen og skudt. Almindelige bilister og lavere rangerende politifolk slap med livet i behold.
»Jeg blev stoppet i Ekhasjevo af en maskeret mand,« siger den 36-årige Kureish.
»Det sker ret ofte, at der er razzia. Jeg fik ikke mistanke om noget og gav dem mine dokumenter. Det gik først op for mig senere, at mit liv hang i en tynd tråd, og min eneste redning var, at jeg bare er en almindelig politimand, der arbejder som sikkerhedsvagt i et forretningscenter. De tog kun min bil og min pistol. De talte til mig på ingusjisk.«
Det faktum, at mange af angriberne tilsyneladende var etniske ingusjere, må få alarmklokkerne til at ringe hos de russiske myndigheder, efter som ingusjerne, til trods for deres etniske slægtskab med tjetjenerne, i det store og hele har holdt sig ude af den tjetjenske konflikt.
Regeringsembedsmænd siger, at de fleste af angriberne tog turen over den tjetjenske grænse.
»Vi har beviser for, at et betydeligt antal af angriberne kom fra det østlige Tjetjenien,« siger en kilde hos anklagemyndigheden i Nasran.
»En gruppe banditter sluttede sig så sammen med dem i Ingusjetien.«
Mange ingusjetere mener, at angrebet var organiseret af lokale, radikale islamister med base i den ingusjetiske republik.
»Det stod hurtigt meget klart, at det ikke var tjetjenere,« siger Ruslan Tangiev, som tidligere har boet i Grosnij, og som praktisk taget er den eneste taxichauffør, som dagen efter angrebet, holder og venter på taxa-holdepladsen.
»Hvordan skulle oprørslederen Aslan Maskhadov eller den militante leder Shamil Basajev kunne kende Nasran så godt? Det var lokale folk, som gjorde det. Selv om der selvfølgelig også var tjetjenske wahhabier og måske arabere blandt dem.«
Svar på kidnapninger
Der er ikke mange, som siger det højt, men der hersker en udbredt følelse af, at angrebene var planlagt lang tid i forvejen som svar på den bølge af arrestationer og kidnapninger, som har hærget Ingusjetien det sidste års tid.
Menneskeretsorganisationen Memorial har registreret mindst 100 kidnapninger inden for det sidste år i Ingusjetien.
»Disse metoder har kastet ingusjeterne i armene på Shamil Basajev,« siger Alexander Tjerkasov fra Memorial.
Politisk set, er det den ingusjetiske leder Murat Syasikov, der har lidt det største nederlag i forbindelse med angrebet. Karriereofficeren Syasikov blev i april 2002 valgt for at få Ingusjetien til at rette ind efter Moskvas politiske linje. Han blev brugt som instrument i implementeringen af Moskvas diktat om at lukke de tjetjenske flygtningelejre. Den sidste lukkede tidligere på måneden.
Nu bliver Syasikov kritiseret for at så splid i republikken. Hans forgænger Ruslan Aushev bliver ofte fremhævet som hans store modsætning, fordi han førte en politik, som var mere uafhængig af Moskvas.
»En konflikt, som er meget langt fra at blive løst, bliver bogstaveligt talt skubbet over til Ingusjetien,« siger den politiske analytiker Murad Nashkhoyev.
»Murat Syasikov blev indsat af Moskva som erstatning for Ruslan Aushev, som Moskva ikke kunne kontrollere for at hindre noget lignende i at opstå igen.
Men han viste sig at være ude af stand til at løse situationen. I virkeligheden sker det modsatte. Hans magtovertagelse har gjort tingene meget værre. Tvangsfjernelsen af flygtninge fra 10 teltlejre, de stadig flere tilfælde af kidnapninger og folk, der sporløst forsvinder, førte til en reaktion fra oprørerne.«
Reaktionen fra en beboer i Nasran, udtrykker meget godt holdningen hos manden på gaden.
»Det ville ikke være sket, hvis Ruslan Aushev stadig havde været vores præsident.«
© IWPR og Information
*Oversat af Steen Lindorf Jensen
*Institute for War and Peace Reporting (IWPR) er en britisk-amerikansk NGO, der støtter medieprojekter , lokaljournalistik og demokratiske forandinger i konfliktområder
