Spot
Jeg var to år, da jeg begyndte i danseskole hos fru Lind i Tornøes Hotels store sal. Vi boede på landet, og tanken var, at jeg havde godt af at være sammen med andre børn. Det var jeg så til polka, rheinlænderpolka, engelsk vals og quickstep.
Pigerne sad langs den ene væg, drengene langs den anden, og på et signal fra fru Lind skulle drengene styrte over parketgulvet og byde pigerne op. De respektive køns antal matchede sjældent, og blev man ikke budt op, slap man ikke, men skulle danse med fru Lind eller hendes assistent. Frøken Sinding, som også var spillelærerinde, spillede til.
Et par år efter blev jeg kattedronning ved det årlige slå-katten-af-tønden-arrangement for danseskolen i Tornøes Hotels store sal. Min mor havde klædt mig ud som kortspil.
Jeg blev jeg forskrækket over, at tønden faldt ned, da jeg slog et lille bok. Og tilmed skulle jeg vælge en dreng, som jeg skulle danse en dans med.
Jeg kunne ikke danse. Min mor mente, det var fordi jeg var for nysgerrig efter alt andet til at høre efter. Det er muligt. Men dertil kom, at jeg ikke kendte nogen af drengene. Om jeg var blevet budt op af dem, husker jeg ikke hvorimod fornemmelsen af at blive ført af de voksne står lyslevende men en rheinlænderpolka, hvor man ikke måtte snakke sammen, havde ikke bragt mig på fortrolig fod med det andet køn.
Jeg blev stillet op på en stol og kunne kigge ud over et hav af ansigter, der alle gloede på mig, og så udpegede jeg en dreng, som frastødte mig, og som var den sidste, jeg ville danse med. Alligevel var det, hvad der skete. Han var den eneste, der skilte sig ud fra mængden.
I aften hylder en lang række kendte danskere angiveligt dansen. Man kan se og høre blandt andet Anne Louise Hassing, Lars Kaalund, Bertel Haarder, Mick Øgendahl fortælle om deres minder fra danseskolen. De må være nogle andre end mine, ellers havde de ikke fået lov til at være med i et program, der hylder dansen.
*DR2 22.00 Sådan er dans Dansen i barndommen (1)
