DBU diskriminerer kvinderne

I løbet af de sidste 20 år har kvinderne fordoblet deres medlemstal i Dansk Boldspil-Union, så kvinder i dag udgør næsten 20 procent af DBU’s godt 300.000 medlemmer. På trods af det, sidder der kun kvinder på to af de cirka 100 sæder i DBU’s bestyrelse og forskellige udvalg, hvilket svarer til to procent. Selv i kvindeudvalget er der flest mænd.
Det første og hidtil eneste medlem af DBU’s bestyrelse er Gyrithe Kjær, der fra 1996 - 2000 talte kvindefodboldens sag i bestyrelsen.
»DBU er en gennemsyret mandsdomineret verden. Ud af de 40 kvindeklubber, jeg repræsenterede i DBU’s bestyrelse, var 38 ledet af mænd,« siger Gyrithe Kjær. Hun understreger, at hun altid har fået fair behandling, men holdningen til kvindefodbold er generelt negativ i DBU. Forklaringen er, at DBU ser stort på hensynet til at udbrede fodbolden. Der skal tjenes penge.
»Kvinderne tjener ikke nok penge ind til DBU, siger mændene. Men herrefodbolden lukrerer på, at FIFA eller UEFA betaler svimlende millionsummer bare herrelandsholdet kvalificerer sig til en slutrunde i Portugal, men der følger ingen penge med, når kvindelandsholdet kvalificerer sig,« siger Gyrithe Kjær.

Gammelt problem
Tallene afslører DBU som en gammeldags organisation. Det gør praksis også. Da Gyrithe Kjær i 1999 stiftede familie, ville hun gerne fortsætte med dele af sit arbejde i DBU. Men mændene ville ikke acceptere hendes prioritering og vragede hende som formand for kvinderne.
»Jeg stillede op til repræsentantskabet, men blev ikke valgt,« siger Gyrithe Kjær, der i dag er helt ude af DBU. Da danske kvinder i både 1970 og 1971 vandt VM skete det uden DBU’s blå stempel. I dag nævnes mesterskabet kun med tre linjer på DBU’s hjemmeside.
»DBU ville jo helst have det døde hen,« fortæller Helene Hansen, der som fodboldspiller var med på begge de vindende hold.
»Vi skulle jo både have dommere, baner og omklædningsrum. Vi forstyrrede mændenes domæne.«

En langsom proces
Den mekanisme er 30 år efter angiveligt stadig gældende.
»Det er da jakkesættenes holdeplads,« siger Diana Andersen, der et det ene af de to kvindelige medlemmer af DBU’s kvindeudvalg. Hun føler sig generelt godt behandlet, men kan godt mærke, at mændene ikke ser på hende som en ligestillet.
»Det er da interessant og frustrerende, at jeg får mange kommentarer, når jeg har sagt noget i et stort DBU-fora. Det vækker jo ikke de samme kommentarer, når det er en mand, der siger noget,« siger Diana Andersen. Hun undrer sig også over, at mændene kan brede sig ud over alle typer af udvalg – mens kvinder kun bliver valgt til kvindefodbold.
»Hvorfor er der ikke udpeget kvinder til enten uddannelsesudvalget eller turneringsudvalget for eksempel,« siger Diana Andersen.
DBU’s formand Allan Hansen erkender, at DBU har for få kvinder i den politiske top. Men han mener ikke problemet er »mandehørm« i DBU – der mangler ganske enkelt kvinder med interesse for arbejdet.
»Jeg føler mig overbevist om, at interessen vil komme,« forklarer Allan Hansen.
»Det er en langsom proces, men omvendt er jeg overbevist om, at kvinderne ad åre vil være en naturlig del – også af dansk fodbolds ledelse.«